Tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) måtte vente uden for Christiansborg Slotskirke sammen med et massivt politiopbud og alle de menige, der gerne ville overvære Folketingets åbningsgudstjeneste. Der var både mange pensionister og unge studerende, og sidstnævnte tog flittigt noter under gudstjenesten.
Politikere var der heller ingen mangel på. Det ser faktisk ud, som om der hvert år kommer flere og flere.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), Venstre-politikerne Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech, Kristian Jensen, Eyvind Vesselbo og flere andre.
SF var repræsenteret ved blandt andre Pia Olsen Dyhr i leopardprikket jakke, og fra de konservative mødte blandt andre Lars Barfoed, Helle Sjelle og Charlotte Dyremose op.
Den nye EU-kommissær Margrethe Vestager og den nye radikale leder, Morten Østergaard, var der også.
Fra Liberal Alliance sås søskendeparret Anders Samuelsen og Mette Bock samt Thyra Frank og Ole Birk Olesen.
Dansk Folkeparti var blandt andre repræsenteret af Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard, Christian Langballe, Marie Krarup og Peter Skaarup.
Årets prædikant, biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt, genfortalte efter første salme beretningen om Kain og Abel, som begge gerne ville være i ”kridthuset” hos faderen.
”Abel var der, hvor solen skinner, der hvor man gør en forskel, og hvor naboen byder ind til kaffe. Der var altid Abel. Mens Kain står, hvor der er råt og gråt, og ingen spørger, om han vil med over på den anden side, hvor Abel og alle de andre er. Der, hvor solen skinner. 'Skal Abel ud, før jeg kan komme ind, for at jeg kan komme med i livet?', tænker Kain og tager en sten og slår Abel ihjel. Og Gud dømmer ham fredløs. Gud satte også brodermordets mærke på ham og siger, at hvis Kain bliver slået ihjel, vil Gud hævne det tifold.”
Tine Lindhardt forestiller sig, at Kainsmærket var et kors.
”Og det er et tegn på, at også du er en Kain, for man kan slå ihjel på 1000 måder: ved et blik eller en kold skulder. Således mærkede kan vi drage ud. Amen.”
”Den genfortælling var bare så sej,” hvisker en ikke helt ung, slipseklædt herre blandt de fremmødte.
Lyden i Christiansborg Slotskirke var mange gange bedre end sidste års mudrede oplevelse.
I år sang Holmens Kantori som engle, og organistassistent Erik Kolind var i hopla. Til Grundtvigs ”Hil dig, frelser og forsoner” stoppede han orglet i næstsidste vers, så hele menigheden sang a cappella, for så at fyre orglet af til sidste vers af den kendte salme.
I det hele taget løftede det gudstjenesten og ikke mindst salmesangen, at det var velkendte salmer, der blev disket op med. Der blev virkelig sunget igennem.
Tine Lindhardts prædiken var nærværende og vedkommende. Hun begyndte lidt polemisk med at nævne det sidste års debat om en styrelsesordning for folkekirken, hvor der er lige så mange meninger, som der er præster og politikere.
”Men har der været noget om, hvad tro er? Troen er et rystende bekendtskab og en realistisk beskrivelse af os mennesker.
Vi beskrives som verdens lykkeligste folk - selvom vi også er stressramte og oplever død, krig, forfølgelse og sygdom. Gud kunne vente med at komme ned fra himlen, indtil vi alle var rene og vandskurede. Men han bliver ikke i sin himmel. Han går ind i verden, ind i døden, ind i mørket og ind til os, siger kristendommen. Tro hører til i dagligdagen. Vi har brug for at høre større ord end vores egne. Vi har brug for kærlighed og tilgivelse. Jeg vil også sige de afgørende ord om tro, at det aldrig er en flugt fra virkeligheden, for kristne ser virkeligheden i øjnene midt i, at de også fastholder livet.”
Og hvad får man så?
”Man får tro, håb og bliver rejst op og mødes med tilgivelse.
Det gælder også dem, vi vender ryggen til, dem vi læser om i avisen, og som også lever midt i vores liv. Der er også hårdt brug for tro, når man lever et liv på trods.”
Prædikenen indeholdt også et dryp dårlig samvittighed fra prædikanten.
”Måske har I prøvet som jeg - for nu at gribe i egen barm - hvordan ens egne børn undertiden som små har taget fat i ens hoved og vendt det om mod sig, så man så på dem, og så har de holdt det fast, så man ikke bare kunne gå igen, fordi de har vidst, at hvis de ikke gjorde det, så var man på vej væk fysisk og mentalt.
Det er ikke noget, jeg er stolt af, men sådan bliver vi indimellem meget konkret forladt.”
Christiansborg Slotskirke var proppet med politikere, gejstlighed og menigmand, og der var bred enighed om, at gudstjenesten lå langt oppe på skalaen for åbningsgudstjenester.
