Stenhulen er tom. Han er ikke her. ”Zaks shop 24” står der ellers med tydelige guldbogstaver over den lyseblå, forseglede port.
Gyden er så langt øjet rækker overdækket med en sandfarvet stenhvælving, der kaster eventyrlige skygger ned over det kristne kvarter her i Jerusalems gamle bydel.
”Christian Quarter” hedder adressen ligefrem, og her er de fleste forretningsindehavere ortodokse kristne, men det føles stadig mere som et arabisk marked med 1001 forskellige krydderier og et virvar af forskellige stærke farver fra ægte tæpper, smykker og sjove t-shirts, som sælgerne fra hver deres lille kræmmerhule forsøger at lokke turisterne til at købe.
Zak Mishriki er palæstinenser, men handler med antikke jødiske mønter, smykker og keramikgenstande fra Jesu tid. Og Jesus er i det hele taget omdrejningspunktet i Zak Mishrikis liv. Butikken har han kun for at finansiere sin missionsvirksomhed som leder af to undergrundskirker i henholdsvis Jerusalem og på Vestbredden. Han er især missionær blandt muslimer og tidligere medlemmer af Hamas, der ofte må betale en høj pris for at konvertere til kristendommen.
Men siden Jesus viste sig for Zak Mishriki gennem en drøm og satte ham fri fra jødehad, har den kristne palæstinenser utrætteligt forsøgt at udbrede evangeliet på Vestbredden. Lige nu er det dog et mere praktisk problem, der holder ham væk fra butikken og interviewet her. For hans kones bil er brændt sammen i Betlehem, så han vil først være tilbage om en time, forklarer han undskyldende i telefonen. Men her er heldigvis nok at se på i mellemtiden.
Zaks shop ligger ikke kun i det kristne kvarter, men også få skridt fra Gravkirken i Jerusalem, der er endemålet for de 14 stationer af Via Dolorosa, smertens vej, der førte Jesus til korset.
Der er små kirker eller kapeller på de fleste stationer frem til kirken, men Gravkirken er klimakset. For derinde skulle selveste Jesu grav ligge, mens man samtidig kan røre ved klippestykker, der efter sigende skulle være henholdsvis de sidste rester af Golgata-klippen og den sten, Jesu lig blev lagt på, da det blev gjort i stand som del af begravelsen.
Duften af røgelse indenfor blander sig med lyden af blitzende kameraer, mens et usynligt orgel sender underligt lange, tynde toner ud over det hele. En ad gangen.
Kirken er fuld af turister og pilgrimme, der går til helligdommene med varierende respekt. En mor sætter for eksempel et lille barn med en fyldt ble på Jesu ligsten, som andre lige før har kysset. Og mange lægger også personlige genstande på stenen, inden de samler dem op igen i håbet om at få en særlig velsignelse med hjem, når nu deres tørklæder, smykker og bøger har rørt ved en sten, der har rørt ved Jesus. Kø er der også foran Golgata-klippen, men flest venter på at komme ind i Jesu grav, som er flyttet ud af sin stenhule og ind i sin egen kirke i kirken.
Det mystiske kapel står som et stort smykkeskrin af mørkebrun marmor under hvælvingen i kirkeloftet.
Øverst oppe i loftet vælter lyset ned fra et vindue og ud over graven som symbol på, at graven er tom, og Jesus lever i Himlen. Men mange står altså alligevel i kø for at se, at Jesus ikke er i graven.
I siden på kapellet er der ovale kighuller ind. Man kan se glimt af et tændt stearinlys, der blafrende skaber et mystisk skyggespil derinde, mens en præst med stort gråt fuldskæg og sort kjortel skynder arrigt på de heldige, der er nået helt ind i det hellige. Ved indgangen til gravkapellet er der et maleri af den opstandne Jesus og en række olielamper i farvet glas. Indenfor er der først et lille forkammer med stearinlys, malerier og et lille bord, og inderst inde er der et alter, hvor man kan knæle foran et maleri af Jesus.
Præsten hiver utålmodigt fat i et ældre ægtepar, der fordyber sig for mange sekunder i bøn. ”Hurry up, hurry up,” vrisser han. Køen er stadig lang, men nu viser præsten endelig ind i krypten. Der hænger måske en snes olielamper i loftet, og enhver - og især præsten - ved, at der kun er tid til en meget kort takkebøn foran alteret, men idet jeg knæler, begynder orglet pludselig at spille ”rigtig musik” som en overvældende orgelkoncert af Bach på alle tangenter. Timingen virker guddommelig. Det tog mindst en halv time at stå i kø, og først nu - i dette knælende sekund - er de lange, tynde toner erstattet af et nærmest brusende gudsbevis, der sender Deres udsendte underlig let ud af kirken i kirken og helt ud i det stærke sollys på pladsen foran Gravkirken.
Nogle minutter senere er der en, der prikker mig på skulderen. Der er lys i hans øjne. Og han smiler med genkendelsens glade venskabelighed, selvom vi aldrig har set hinanden før.
Det er Zak Mishriki, der er kommet tilbage til sin butik. Der er i mellemtiden kommet travlhed og tumult i gyden, og en arabisk mand skubber til en jødisk kvinde uden at sige undskyld. Men Zak Mishriki smiler venligt til kvinden og siger undskyld på vegne af sin ”arabiske bror”, inden han låser porten til sin butik op. En kristen nabo kommer forbi med to kopper skoldhed krydret kaffe til os, og så begynder Zak Mishriki endelig sin historie:
”Jeg er opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Jerusalem. Mine egne forældre var ikke religiøse. Min mor var en meget sekulær katolik, mens min far var en palæstinensisk kommunist. Han blev sendt i fængsel af israelerne, mens de dræbte min farfar. Og jeg blev derfor opdraget til at hade jøder. For de havde taget vores land,” siger han og tilføjer:
”Før i tiden havde jeg aldrig kunne sige undskyld til en jøde, som jeg gjorde udenfor. Jeg ville ikke synes, at jeg skyldte jøder noget som helst. Men det ændrede sig, da jeg blev kristen og forstod, at jøder også mangler Messias. Det Gamle Testamente er tomt uden ham. Jesus er Det Gamle Testamentes lys. Og uden ham ender den jødiske tro hurtigt i en tro på bogstaver. Man glemmer Abraham, Isak og Jakobs Gud og drukner i regler og rettigheder. Sådan som mange muslimer også glemmer Gud midt i deres religiøsitet. Det gjorde Jesus op med. Da farisæerne blev forargede over, at Jesu disciple ville spise på sabbatten, fordi de var sultne, sagde Jesus til farisæerne, at han ikke ønskede sig slagtofre, men barmhjertighed.”
Zak Miktari holder fast i øjenkontakten og bruger begge hænder til at slå sine sætninger fast, inden han fortsætter:
”Barmhjertighed behager Gud,” kommer det så:
”For kristendommens kerne er, at man skal elske sin fjende som sig selv. Bevæger man sig væk fra den lære, bevæger man sig væk fra Gud. Jesus sagde, at vi skulle elske andre, som om de var ham. Og det tror jeg kun, at man kan, hvis man lader sig smitte af Jesu kærlighed og godhed. Det er vejen til fred. Jeg tror hverken på, at islam eller jødedommen kan bringe fred til Mellemøsten. Det kan kun Jesus Kristus.”
Men er det for eksempel ikke svært at lade være med at tage parti i Gaza-krigen?
”Politik er et beskidt spil med uskyldige ofre, og der bliver begået mange fejl på begge sider, fordi mennesker er fyldt af had, frygt og magtbegær, men Jesus viser en anden vej til fred. Han ofrede sig selv for at række hånden frem mod os.”
Det er efterhånden 15 år siden, at Zak Mishriki selv tog imod den håndsrækning fra Jesus. Det var Zak Mishrikis nabo, der inviterede ham med til en husmenighed med bibellæsning og lovsangsmusik, og sammen tog de også til en kristen konference.
”Jeg brød mig egentlig ikke om at være der, men Gud ville det anderledes. For samme dag fik jeg et underligt drømmesyn, hvor Jesus viste sig for mig. Det var midt om dagen, så det var ikke nogen drøm, og det virkede så virkeligt, at jeg ikke kunne slippe det. I synet sad jeg i fængsel, men så kom Jesus og hentede mig ud af fængslet. Jeg følte mig fri, så jeg lod mig frelse,” forklarer Zak Mishriki, der siden har haft som livsambition at komme til at ligne Jesus mere og mere, koste hvad det vil:
”Jesus er opstanden. Men vi kan se Jesus gennem mennesker. Og vores opgave er derfor at reflektere hans kærlighed. Vi kan vise Jesus til andre gennem vores barmhjertighed ved at afspejle den kærlighed, han har vist os. Når jeg tænker over, hvor meget Jesus elsker os, kommer jeg helt naturligt til at elske andre mere. For Gud elsker alle mennesker, og der er fortabte får overalt. I Vesten bliver arabere fremstillet som nogle mindreværdige mennesker. Men Gud elsker dem lige så højt som israelere og skandinaver. For ham trænger fortabte får bare til at komme tilbage til ham, uanset om de er hvide eller sorte. De kan være fra Danmark eller Saudi-Arabien. Det er ligegyldigt for Gud. Han kalder os alle sammen til sig, men for muslimer kan det bare have en højere pris at høre kaldet. Derfor bør kirken åbne sig endnu mere over for tidligere muslimer. Det er hjerteskærende, når kristne må lide eller blive udstødt af deres egen familie for at anerkende Jesus som frelser,” siger han og tier et øjeblik, inden han tilføjer:
”Men alle mennesker er inviteret med i Guds familie. Og når man forstår det, bliver det også nemmere at elske sin fjende. Gud arbejder i folk på en meget dyb måde. Jeg har lige været på fængselsbesøg, hvor der bliver gjort et stort arbejde for at udbrede evangeliet. Det ændrer menneskers liv at møde Jesus, ligesom det ændrede mit liv. I min egen kirke har vi et medlem, der havde siddet ti år i israelsk fængsel af politiske årsager. Han var en palæstinensisk helt. Men han blev kristen. Og det var et stort øjeblik at se ham give hånd til en messiansk jøde, der tidligere havde været israelsk soldat, i kirken. 'Det her kan jeg kun gøre på grund af Kristus,' sagde han. Og de to endte med at omfavne hinanden og bede for hinanden,” siger Zak Mishriki og følger mig ud til det kristne kvarter, hvor sælgerne står og spejder efter de mange potentielle nye kunder, der kommer ud fra Jesu tomme grav. Selv køber jeg en billig oliventræsæske med en mønt fra Jesu tid, der skal minde om den fattige enke, der gav alt, hvad hun havde, i tillid til Gud. Og det er også Zak Mishrikis sidste råd, da han står og vinker fra sin lille butikshule.
”Fokusér på Jesus, så kommer resten af sig selv.”
