Krigen i 1864 gav strid i kirken

Constantin Hansens maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der blev færdigt i 1864 -- 15 år efter ...

Den grundtvigske bevægelse, Indre Mission og Kirkeligt Centrum. Fra 1870 og de følgende cirka hundrede år var dansk kirkeliv afgørende præget af disse tre store og klart adskilte retninger i folkekirken.

Indre Mission

Den grundtvigske bevægelse, Indre Mission og Kirkeligt Centrum. Fra 1870 og de følgende cirka hundrede år var dansk kirkeliv afgørende præget af disse tre store og klart adskilte retninger i folkekirken.

I morgen begynder DR's store tv-serie om slaget i 1864. Krigen fik også kirkelige konsekvenser

Den grundtvigske bevægelse, Indre Mission og Kirkeligt Centrum. Fra 1870 og de følgende cirka hundrede år var dansk kirkeliv afgørende præget af disse tre store og klart adskilte retninger i folkekirken. Opdelingen mellem retningerne var noget helt særligt dansk, og den er stadig velkendt for mange. Det er derimod nok mindre kendt, at denne tingenes tilstand går tilbage til den ulyksalige krig i 1864, som DR nu blænder op for en stor serie om.

Krigen 1864 kom til at skabe nogle kirkelige forskelle. Indre Mission var stiftet i 1861, og de ledende mænd i foreningen lå holdningsmæssigt ret tæt på de grundtvigske. Også til præsterne i det, der senere fik navnet Kirkeligt Centrum, ønskede man et godt forhold. Det gode forhold kom imidlertid på en hård prøve i løbet af krigen 1864, og man dumpede prøven.

Midt i alle krigens ulykker i foråret 1864 var der brug for hjælp til det indkaldte mandskab. På det praktiske plan var der brug for tæpper, tobak og aviser til soldaterne. Indre Missions leder, Vilhelm Beck, deltog i arbejdet med at samle praktiske fornødenheder ind til soldater fra egnen. Men han tænkte også på soldaternes åndelige vel: Hvem rakte Guds ord til soldaterne, der jo bogstaveligt stod på gravens rand?

Ved fronten i Sønderjylland var der allerede fra officiel side sørget for, at soldaterne kunne betjenes af feltpræster, og der var god søgning. I marts 1864 skrev en feltpræst om sin overvældende opgave: ”Hvad er dog 1 præst til cirka 10.000 mand og et stort lazaret?”.

Bibelselskabet, der var ledet af præster fra Kirkeligt Centrum, havde allerede i nogen grad sørget for, at sårede soldater kunne have Det Nye Testamente og salmebøger til rådighed. Den nye missionsforening fandt ikke indsatsen tilstrækkelig og mente også, at det var bedre, når det skrevne ord blev suppleret med et personligt vidnesbyrd.

Derfor sendte Indre Mission blandt andre missionær August Wippert, der var født i Preussen, til fronten. Om hans virke i skyttegravene i Dybbøl skrev en feltpræst:

”Med mageløs udholdenhed og kærlighed færdes han blandt soldaterne, både for at udbrede hellige skrifter blandt dem og for at aflægge et vidnesbyrd for dem om livets og dødens herre, og under angrebene på Dybbøl er han ofte ude i skanserne og holder bøn med soldaterne, mens kuglerne slår ned rundt omkring dem.”

Da preusserne den 18. april stormede Dybbøl, fulgte Wippert danskerne over til Als og prædikede i stuer og lader for store forsamlinger i de dage, hvor dødens alvor var tæt inde på livet. Da preusserne gik over til Als den 29. juni, havnede Wippert en tid i tysk arrest under spionanklage.

For præsterne i Kirkeligt Centrum var det godt nok at få Bibelen ud til fronten. Men det skulle ske på bredt folkekirkeligt grundlag, ikke ved brug af missionerende kolportører, endsige prædikende lægfolk fra en privat forening.

Fra Indre Missions side fandt man derimod Kirkeligt Centrums præster for verdensfjerne og Bibelselskabet for langsommeligt til at få tilvejebragt nye testamenter til uddeling blandt soldaterne. Således voksede Indre Mission og Kirkeligt Centrum fra hinanden.

Snart var det også slut med Indre Missions gode samarbejde med de grundtvigske kredse. Selve Indre Missions arbejdsform havde lagt en vis afstand til de grundtvigske, der ikke havde nogen tiltro til nytten af litteraturmission. Bibelen var efter deres teologiske opfattelse det døde ord.

Det havde også været genstand for grundtvigsk kritik, at Indre Mission blandt sine ansatte havde Wippert, der ikke havde dansk som modersmål, og hvis sprog røbede hans tyske herkomst. Og endelig: Da krigen havde gjort spørgsmålet om bøn for de afdøde aktuel, skabte Vilhelm Becks afvisning heraf en modsætning til de grundtvigske. Snart var det slut med samarbejdet mellem disse to retninger.