Travlhed er vores undskyldning

KD - Marianne Søndergård - Landsleder i Kristelig

På baggrund af søndagens prædiketekst, hvor Jesus spiser med toldere og syndere, opfordrer Marianne Søndergård, landsleder i Kristelig Handicapforening, til at bruge tid med andre, der er forskellige fra en selv. Her er hun i køkkenet med beboerne i Kristelig Handicapforenings bofællesskab Ganerbo i Skjern. - Foto: Claus Fisker/Scanpix

Man skal sætte sig ned og bruge tid på hinanden. Ellers finder man ikke frem til det, den enkelte har at bidrage med, siger den nye landsleder i Kristelig Handicapforening, Marianne Søndergård

Tid er et centralt begreb i søndagens prædiketekst. En tid til at lade tiden stå stille i kirkerummet. En tid til ro. En tid til handlinger. En tid til at spise sammen med dem, som mange andre ikke vil spise med.

Alle er det eksempler, Marianne Søndergård, ny landsleder i Kristelig Handicapforening, nævner, når hun gennemgår bibelteksten, der søndag prædikes over i folkekirken.

Teksten beretter om, hvordan Jesus sidder til bords med toldere og syndere. Folk, som på den tid var ildesete. Siden 1. september i år har Marianne Søndergård arbejdet blandt mennesker med et handicap, som ifølge hende nogle gange bliver betragtet på samme måde, som toldere og syndere blev på Jesu tid.

”Det kan skyldes uvidenhed om, hvordan man skal komme i lag med et menneske med et handicap. Og travlhed kan blive en undskyldning for, at vi ikke involverer os i hinanden. Det kan gælde både på gaden og i kirken. Man overkommer ikke - eller fravælger - at engagere sig i andre mennesker, fordi man har en fyldt og travl hverdag,” siger hun.

Ifølge Marianne Søndergård er mennesker i dag ”meget selvcentrerede”.

”Vi kan ikke rumme, at andre er meget forskellige fra os selv,” siger hun og henviser til en artikel, Kristeligt Dagblad for nylig bragte. Heri lød det, at det ikke længere kun er socialt udsatte, der risikerer udstødelse fra middelklassens boligområder. Helt almindelige borgere - de ældre, de unge og børnene - er også med eksempelvis plejehjem og børneinstitutioner blevet ugleset.

”Vi skubber mange ting fra os, i stedet for at tage det på os og sige 'hvad kan jeg gøre?'. Derfor får jeg lyst til at prikke til folks fordomme over for mennesker, som er forskellige fra dem selv. Det er også det, Jesus gør op med ved at sætte sig til bords sammen med toldere og syndere. Vi siger, at vi skal være inkluderende i dagens Danmark, men når alt kommer til alt, hvad gør jeg så egentlig selv for at lykkes med netop det? Hvilke konkrete ting gør jeg for at rumme mine medmennesker i min egen fyldte hverdag?”, spørger Marianne Søndergård og foreslår konkrete handlinger:

”For eksempel kan man tale med mennesker med et handicap. Spørge ind til dem. Sætte sig ned og bruge tid sammen med sit medmenneske. Det er jeg ikke altid selv så god til. Og så også at lave nogle skøre ting og få et grin sammen.”

For ifølge hende har alle noget at bidrage med.

”Det handler bare om at have tid til at finde det frem. Og den, der modtager, skal være klar til at modtage på en måske noget anderledes måde end forventet. Samvær med mennesker med et handicap minder mig igen og igen om at gribe og leve i nuet. De har en fantastisk umiddelbarhed, andre kan lære af.”

Marianne Søndergård mener, vi forsømmer at finde det gode frem i andre. I stedet finder vi det dårlige.

”Man går ikke på arbejde for bevidst at gøre det til en dårlig dag for andre. Vi skal tage udgangspunkt i, at vi gerne vil det gode, men nogle gange glemmer at gøre det. Det har jeg arbejdet meget med i min ledelsesstil,” siger Marianne Søndergård, der er tidligere ledende bioanalytiker på Regionshospitalet Herning.

Livssynet kommer af, at hun ser mennesker som skabt værdifuldt af Gud. Derfor skylder vi hinanden at bruge tiden på at finde det værdifulde frem, argumenterer hun.

Et andet billede i bibelteksten, Marianne Søndergård bemærker, er ung vin på gamle sække. Jesus taler om, at der skal ung vin på nye sække, ellers vil den unge vin sprænge de gamle sække.

”Vinsækkene kan være et billede på vores handlinger, og vinen er vores holdninger og fordomme. Og videre kan det være et billede på vanskeligheder ved at forene vores holdninger med handlinger,” siger hun og pointerer også, at for eksempel mennesker med et udviklingshandicap oplever vores holdninger - og også vores tro - via vores handlinger.

”Mange med det handicap fornemmer hurtigt, om de bliver accepteret og mødt som et ligeværdigt og værdifuldt menneske. På lige fod med alle andre, man omgås.”

Dermed kommer Marianne Søndergård med en opfordring til, at gode intentioner ikke altid er nok. Der skal en konkret handling bag. For eksempel at bruge tid med mennesker med et handicap.

I prædiketeksten inviterer Jesus manden Levi til at være sammen med ham. Jesus siger: ”Følg mig,” og han rejser sig og følger Jesus.

Marianne Søndergård er selv en del af den lokale kirke i Sdr. Felding, og hun nyder at begynde søndagen med en gudstjeneste.

”Det gør noget ved mig, når jeg går ind i en gammel kirke med tunge mure. Her kommer jeg ned i tempo, og jeg oplever en ro og enkelhed, jeg ikke finder så mange andre steder. Det giver ny energi til at leve troen ud i det pulserende liv,” siger hun.

I kirken er det for Marianne Søndergård, som om at ”tiden står stille”, forstået på den måde, at man med hendes ord kan være til stede i nuet, gribe øjeblikket og leve i det:

”Jeg nyder også, når kirkerummet en gang imellem fyldes af lovsang og til andre tider af drama. Det ødelægger på ingen måde den særlige ro. Roen kommer af rummet, helligheden, prædikenen og nadveren. Af at der er en særligt afsat tid til at fordybe sig i Gud og det at tro.”

Indtil Marianne Søndergård blev en halvvoksen pige, kunne hun imidlertid ikke se ”nytteværdien” i kristendommen.

”Men en dag sad jeg til barnedåb ved min niece. Faktisk i Sdr. Felding Kirke, hvor jeg kommer i dag. Jeg havde mistet et familiemedlem og forstod det slet ikke. Jeg var meget ulykkelig. Men undervejs følte jeg, at jeg fik et svar fra Gud: Nemlig at Gud tager liv, men giver også liv, og ved barnedåben var der nyt liv,” siger hun og fort-sætter:

”Det var en stærk oplevelse, og der gik noget tid, før jeg kunne fortælle om det. Men det er noget, jeg aldrig glemmer.”