Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er næstekærlighedsbegrebet. Og det, at den kristne Gud er en skrøbelig gud. Gud fremstilles i skikkelse af et sårbart, skrøbeligt og kødeligt menneske og gør op med forestillingen om Gud som den almægtige og tyranniske far, som vi alle skal underlægge os og ofre til. Det hænger for mig sammen med næstekærligheden - Gud er elskende, og at være elskende er at være skrøbelig og sårbar.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det kommer an på, om man taler om tankegodset eller den historiske forvaltning af kristendommen. Historisk set er kristendommen blevet misbrugt til undertrykkelse, eksklusion og moralsk strenghed på en destruktiv måde. Men for mig er det indlysende, at kristendommen er et budskab om, at det ikke tilkommer mennesket at dømme nogen eller noget.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
At man har en kirke, og at den hænger sammen med staten. Det bedste ved det er, at alle er velkomne, uanset hvilken status, nationalitet, seksualitet eller religiøs baggrund du har. Jeg hører ikke til dem, der mener, at det er diskriminerende, at vi har en statskirke, når vi er i et land, der historisk set er kristent. Netop fordi kristendommen, i hvert fald når den bliver praktiseret i overensstemmelse med sine grundtanker, betragter alle mennesker som lige værdige eller uværdige.
Jeg er selv hverken døbt eller konfirmeret, men her det seneste år er jeg blevet lidt af en kirkegænger, så jeg går og overvejer, om det er noget, jeg måske må gøre noget ved.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Har jeg overhovedet noget dårligt at sige om folkekirken? Jeg ved det snart ikke. Jeg ved godt, at den kan være en træls biks at få til at fungere, med konflikter og intriger som i alle menneskelige fællesskaber. Men som kirkegænger er jeg godt tilfreds.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Jeg kan godt lide, at der er et sted, hvor man kan gå ind og slippe for sin såkaldte identitet. Når man er til gudstjeneste, kan man aflægge alle bestræbelser på at være ”noget” eller ”nogen”. Man er slet og ret menneske i stedet for alt det, man render rundt og anstrenger sig for at være i sit arbejdsliv og sociale liv. Man får at vide, at man er elsket uden at skulle være noget særligt eller gøre sig fortjent.
Paulus er vel den, der har sagt det bedst med, at ”her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Galaterbrevet vers 28).
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det spørgsmål har jeg lidt svært ved, for jeg tror ikke, at der er noget, jeg som sådan ikke kan lide. Jeg synes både om salmerne, prædikenen og nadveren - de er alle vigtige ritualer, som er med til at give mig del i noget almenmenneskeligt.
Jeg kan godt lide de faste ritualer, fordi de er en modvægt til det senmoderne liv, hvor man hele tiden skal genopfinde sig selv. Og så er der måske alligevel dele af liturgien, jeg bedre kan lide end andre. Når præsten til en begravelse begynder at tale om genopstandelsen - det er jeg ikke så god til. Det er et begreb, jeg har det svært med, så der kan jeg godt slå fra.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Jeg kan godt lide diversitet og heterogenitet. At gå på gaden og se mennesker, der ser helt forskellige ud på alle mulige måder, hvad enten det drejer sig om hud, hår eller beklædning.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Jeg bryder mig ikke om, når politisk korrekthed bliver en doktrin. Den bygger på en naiv forestilling om, at fordomme forsvinder, hvis man lader være med at benævne dem. Og jeg er skeptisk over for den totale relativisme - når det ene bliver lige så godt som det andet.
Jeg mener, at kristendommen har nogle tanker i sig, som jeg vil kalde for sande - og ikke bare ét bud på sandheden, der kan være lige så godt som et andet. Hvis vi i tolerancens og ligeværdighedens navn opgiver at søge efter sand-heden, bliver vi lige så dumme, som hvis vi ophøjer fordomme og vanetænkning til sandhed.