Patriark Kirill I i symbiotisk samtale med Vladimir Putin. Sådan er både russiske og vestlige mediebrugere vant til at se forholdet mellem de to overhoveder for hhv. kirke og stat fremstillet i medierne. Men er de to virkelig så tætte?
Forholdet mellem den russiske kirke og stat er et mere end tusind år gammelt fornuftsægteskab, hvor staten har været den dominerende part. I nogle perioder har forholdet imellem parterne blomstret. I andre perioder har forholdet været så køligt, at separationspapirerne bogstavelig talt var underskrevet.
Den ortodokse kirke har sit eget begreb for det ideelle kirke-statsforhold: Symfonia, som har rødder i 500-tallets Byzans. Idealet går i al sin enkelhed ud på, at kirke og stat sammen, i gensidig respekt, leder landet. Den verdslige magt (far) besørger borgernes jordiske behov, og den gejstlige magt (mor) tager sig af deres åndelige behov.
Som det ofte sker med idealer, er symfonia kun en afglans af sig selv i realiteternes verden. Kirken og staten er før som nu aktører med hver deres mål, nogle gange med overlappende interesser, andre gange med modstridende interesser.
Staten har i nogle perioder brugt kirken til at legitimere sin egen magt. I andre perioder har den undertrykt eller direkte bekæmpet kirken. Peter den Store afskaffede patriarkatet og gjorde kirken til en statskirke ledet af ham selv efter nordeuropæisk forbillede. Katarina den Store konfiskerede store dele af kirkens ejendom. Lavpunktet for kirke-statsforholdet var under Sovjetunionens Store Terror 1937-1938, hvor staten slog mere end 100.000 præster ihjel på 15 måneder.
Kirkens mål i forhold til staten har i samtlige 1000 år været stort set det samme: selvstændighed og indflydelse på kirkens højst prioriterede områder: samfundsmoral, velgørenhed, kirkebyggeri, mission, gudstjenesteliv og religiøs uddannelse af befolkningen.
Siden slutningen af 2000'erne har kirken øget sin indflydelse på flere af disse områder. Det store gennembrud for kirken skete, mens Dmitrij Medvedev var præsident i 2008-2012. Han kom til magten, omtrent samtidig med at Kirill I blev patriark. I Medvedev-perioden spekulerede nogle forskere derfor på, om det var Medvedev eller Kirill, der var ophavsmand til kirkens nye indflydelse. Efter to år med kombinationen Kirill I og Vladimir Putin peger pilen på Kirill. I forhold til forgængeren Aleksij II har Kirill I en mere direkte stil. Han nøjes ikke med at udsende cirkulærer og hensigtserklæringer. Han laver lobbyarbejde i parlamentet og lytter personligt med under timelange debatter.
Efter mere end 10 års pres fra kirken har parlamentet vedtaget at indføre det ikke-forkyndende fag ”grundlaget for ortodoks kultur” i grundskolerne. Eleverne kan også vælge kurser i muslimsk, jødisk og buddhistisk kultur eller i sekulær etik. Kirken har fået feltpræster og fængselspræster, hvilket man ikke havde under kommunismen. I 2013 underskrev præsidenten loven om ”beskyttelse af mindreårige” med den for Vesten kontroversielle artikel 6.21 om ”propaganda for utraditionelle seksuelle relationer rettet mod mindreårige”, bedre kendt som homoloven.
Men muligvis fik patriarken bevæget sig for langt ind på statens domæne i sine bestræbelser på at sikre kirken indflydelse. Patriarken snublede, da han i februar 2012 anbefalede russerne at stemme på Vladimir Putin. Vi kan ikke vide, hvad hans motiver var, men måske har kirkens øgede indflydelse ikke været gratis. Kritikken haglede ned over patriarken. At overhovederne for de muslimske, jødiske og kristne minoritetssamfund også anbefalede deres flok at stemme på Putin gav ikke så stor resonans: Deres minoritetsreligioner har aldrig indgået i noget ”symfonisk” forhold til den russiske stat.
Den mest spektakulære og grovkornede kritik af patriarkens Putin-opbakning var Pussy Riot-aktionen i Kristi Frelserkatedralen, som de fleste har hørt om. Også mange af kirkens aktive medlemmer fandt patriarkens opbakning af Putin problematisk. Som beskrevet her i avisen har målinger fra analyseinstituttet Sreda vist, at 48 procent af kirkens medlemmer er imod kirkelig indblanding i politik. Op til næste præsidentvalg i 2018 er det langt fra sikkert, at patriarken vil anbefale Putin som præsident.
