Præster blev tvunget til at afskrive kirkebøger

Kirkebogen blev vægtet så højt i 1800-tallet, at alle sogne blev afkrævet to eksemplarer

Worn out book
Worn out book. Foto: Adam Haglund.

Den elektroniske kirkebog debatteres stadig med jævne mellemrum, selvom det er 10 år siden, Kirkeministeriet indførte den. Dermed sluttede en æra på mere end 350 år med sognevis registrering af fødsler, dødsfald, vielser og så videre. Mange af de ældste kirkebøger gik tabt ved brand. Det blev derfor i 1812 besluttet, at der herefter skulle føres to identiske sæt kirkebøger i hvert sogn, og at de aldrig måtte overnatte under samme tag. Fra næsten alle sogne har vi derfor i dag to sæt kirkebøger uden mangler. Sidstnævnte skyldes i høj grad en enkelt mand med en stålsat vilje. Han hed V.A. Secher og var fra 1893 leder af det nyetablerede provinsarkiv, det vil sige landsarkiv, i København.

Provinsarkivet havde fået til opgave at opbevare arkivalier fra den lokale forvaltning øst for Storebælt. Efter Sechers opfattelse var indsamling af kirkebøger en af arkivets mest påtrængende opgaver. Allerede i dets første leveår lykkedes det at få kontakt til alle præster på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm, og snart begyndte det at strømme ind med arkivalier. Secher var dog langtfra altid fornøjet med, hvad han så. Mange kirkebøger var i ”pjaltet” tilstand på grund af dårlig opbevaring, og et sted havde læreren brugt en af bøgerne til at tørre planter i, så en del af indførslerne var ulæselige. Dertil kommer, at man i en del sogne først havde erstattet de gamle ”enestebøger” med ”tobogssystemet” langt oppe i 1800-tallet, og her vægrede præsten sig ofte ved at aflevere de nyere bøger. Men Secher var ikke til at bide skeer med. Han skrev to lange indberetninger til rigsarkivar A.D. Jørgensen, hvor han argumenterede for, at man kun kunne forebygge fremtidige kirkebogstab ved at kræve, at hvert eneste sogn afleverede et fuldstændigt sæt af kirkebøger. Der, hvor der kun forelå ét sæt, måtte præsten sørge for, at det blev skrevet af. Rigsarkivet tilsluttede sig indstillingen, og efter to års betænkningstid gjorde Kultusministeriet det samme. I de følgende år blev der iværksat afskrivningsprojekter overalt i landet, og alene i Sechers østdanske ”kongerige” blev der kopieret kirkebøger i 43 sogne. I nogle sogne blev arbejdet udført af præsten. Andre steder overlod man det til en lærer eller anden interesseret person mod behørig betaling. Der blev også flere gange afsat penge på finansloven til dette projekt.