NOTER

KØBENHAVN ”Det er et ubegribeligt had, der er sluppet løs. ”Sådan siger Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, som reaktion på en ny rapport fra Minority Rights Group International, der kortlægger, hvordan etniske og religiøse mindretal i Irak er på vej til at uddø som følge af forfølgelse, undertrykkelse og drab begået af især Islamisk Stat. ”At læse om barbari på den måde er fuldstændigt oprørende. Det er forfærdeligt, at mennesker kan opføre sig sådan. Vi lever i et samfund, hvor vi sætter en ære i, at der også er plads til vores modstandere. Men her møder man en modstander, som ikke lader sig bremse af noget som helst,” siger han.

MARIAGER Det er ikke alt, Mariager Kirke og Mariagerfjord Frikirke er enige om. Men når det gælder sagen om et lesbisk par i Mariager, som i månedsvis er blevet chikaneret med affald og hundeekskrementer i haven kombineret med kirkelige budskaber, er præsterne rørende enige: ”Det er på ingen måde kristne handlinger, og det skal stoppes.” Stine Tougaard, der er sognepræst i Mariager Kirke, siger til Randers Amtsavis: ”Man skal altså læse ethvert bud i biblen med 'næstekærlighedens briller' på. At sende fordømmende breve, smide affald i haven og kaste afføring på ruderne hos en børnefamilie er ikke at vise omsorg og kærlighed for sine medskabninger, og det er en skændsel, hvis den eller de personer, som står bag dette, kalder sig kristne. Man kan ikke med Bibelen i hånden chikanere en uskyldig familie - det er misbrug af Bibelen.”

VENDSYSSEL Det voldsomme regnvejr over Nordjylland har ramt en række kirkegårde i Vendsyssel hårdt. Særligt i den østlige del af Hjørring Kommune og flere steder i Frederikshavn Kommune har vandmængderne fået gravsteder til at synke sammen og gravsten til at vælte, skriver Nordjyske Stiftstidende. For eksempel i Sindal, hvor de ansatte på Sindal Gamle Kirkegård efterlod en pæn og velplejet kirkegård, da de gik hjem fra arbejde. Men regnen, der faldt onsdag og torsdag, fik godt og grundigt rokeret om på det billede. Hver femte grav er sunket sammen på kirkegården med mellem 800 og 900 gravsteder.