Vanskelige emner som skilsmisse, førægteskabelige forhold, homoseksualitet, polygami og børns vilkår er blevet intenst debatteret under den ekstraordinære synode i den katolske kirke om familien. Nu holder deltagerne tænkepause frem til den ordinære synode om familien i efteråret 2015, og om svaret på de udfordringer, som familien står over for, ligger i lempelser eller stramninger i katolsk praksis, er endnu uklart.
Noget vil ske, men mens vi venter, er det nyttigt at erindre sig, at paven på synoden glædede sig over debatterne, men også understregede sit embedes autoritet og i forlængelse heraf sit helt særlige ansvar for hele kirkens enhed.
Heri ligger et perspektiv, der sjældent blev nævnt i mediernes reportager, der typisk har koncentreret sig om uenigheden mellem biskopper af henholdsvis konservativt og liberalt tilsnit. I sin afsluttende tale på synoden den 18. oktober var Frans derimod omhyggelig med at fordele sol og vind lige med advarsler mod såvel hjerteløst paragrafrytteri som mod dem, der blot ”ønsker at forbinde sårene uden først at finde en kur og behandle dem”. For paven var de ”livlige diskussioner” et tegn på succes, men han understregede også, at drøftelserne fandt sted under ansvar for hele kirken og i sidste ende for Gud.
Pavens ansvar for enheden vil ikke forhindre ham i at skære igennem til næste år, hvis han finder det nødvendigt. Men hans udmelding til biskopperne var også et vink om, at de har råd til at bøje sig mod hinanden, fordi det endelige ansvar ligger hos ham.
Det er også vigtigt at huske på, at alle mennesker er syndere set fra pavens synsvinkel, og at de vanskelige spørgsmål, som synodefædrene skal tage stilling til, tager afsæt i en ufuldkommen verden befolket af mennesker, der ofte ikke gør, som Gud vil. Skilsmisser er ikke kun et spørgsmål om et partnerskab, der ikke længere fungerer, men også om brudte løfter og om børn, der lider under forældrenes beslutning. Katolsk ægteskabsforståelse rummer samfundsmæssige og biologiske overvejelser, der rækker videre end to menneskers private følelser for hinanden, og foreningen af mand og kvinde ses i sidste som et billede på foreningen af Kristus og kirken. Den sandhed kan kirken ikke se bort fra.
Pavens grundsynspunkt er utvivlsomt, at den institutionelle kirke skal vise nåde og medfølelse, hvor den kan. Men netop fordi alle helst skulle i mål, optræder ord som ”vejledning”, ”renselse” og ”pligt” flere steder i hans betragtninger. Uanset køn, alder, seksuel orientering eller civilstand har paven ikke tænkt sig at eliminere syndefaldet i 2015, selvom man undertiden kunne få det indtryk fra medierne.
Til gengæld understreger paven også, at kirken ikke skal være bange for at lade sig overraske. Det betyder næppe, at Frans allerede nu har en fiks og færdig løsning på de mange udfordringer, som familien står over for, men snarere, at han vægter afklaring og indsigt mindst lige så højt som resultater.