At sognepræst i Frederiksberg Slotskirke Michael Brautsch har gået to år på skuespillerskole vil overraske de færreste, der har mødt ham.
For han lader sig mildt sagt rive med af de historier, han fortæller. Hæver og sænker tonelejet afhængigt af dramaets niveau, fægter med armene og ændrer dialekt. Den lyder for eksempel vestjysk, når han taler om Indre Mission.
Derfor kan det næppe heller overraske, at den første reference, han bringer frem i sin udlægning af søndagens tekst, er fra William Shakespeares ”Hamlet”. Her lyder det berømte skuespils første replik nemlig:
”Hvem der?”
Han fremhæver den replik, fordi han mener, at spørgsmålet om identitet er et af de helt store temaer i morgendagens prædikentekst.
Og ifølge ham er der hjælp at hente i teksten for de mennesker, der endnu ikke har fået besvaret spørgsmålet om, hvem de er.
I teksten er Johannes Døberen sammen med to af sine disciple, da de ser Jesus komme gående.
Synet får Johannes Døberen til at kalde Jesus et ”Guds lam”. De to disciple følger efter Jesus, og de taler om, hvem Jesus er.
Jesus bliver tildelt i alt syv titler i denne tekst, understreger Michael Brautsch:
”Han kalder sig selv Menneskesønnen. En discipel i teksten siger, han er Guds søn. Nogle andre siger, han er Josefs søn og Israels konge. Og alle de syv titler er i virkeligheden sande. Jesus er på ét og samme tidspunkt Israels konge, Guds søn og Messias, men han er også en ganske almindelig tømrer fra Nazaret. Det vidner om, at man kan ikke sige én ting om Guds identitet. Den er så meget mere kompleks,” siger han.
Man kan heller ikke sige bare én ting om Michael Brautsch på 51 år, hvis CV må siges at være noget broget. Efter at være blevet uddannet i en sparekasse i Faaborg tog han job og uddannelse i både Danmark og udlandet. Han arbejdede blandt andet som turistmedarbejder i Paris og gik på skuespillerskole herhjemme.
Men i 1991 fik han kaldet til at blive præst.
”Jeg oplevede det virkelig som et kald. Jeg husker, at jeg så Ingmar Bergmanns 'Den gode vilje' i tv. Det var en serie, der fortalte hans forældres kærlighedshistorie. Faderen læste teologi og blev præst, og det var der, at det pludselig gik op for mig, at det skulle jeg også være.”
Så den mangefacetterede sognepræst blev kaldt til tjeneste.
Ligesom disciplene i evangelieteksten til i morgen. Det virker oplagt at tale om det emne, men det vil han ikke. For discipelskab er kun tekstens hovedtema på overfladen ifølge Michael Brautsch. Dybere nede findes et ifølge ham større emne: spørgsmålet om at finde sin identitet.
”Når Jesus i teksten får alle disse titler på sig, tvinges vi til at tage stilling til vores egen identitet. Hvad betyder det for lige netop mig og dig, at Jesus siger, at han er Menneskesønnen. Eller at disciplene siger, han er Josefs søn fra Nazaret og Messias? Det gør noget ved os. For når vi bliver præsenteret for sådan noget, er vi nødt til at forholde os til det. Tror jeg, det er sandt, eller vil jeg forsøge at finde mening i noget andet?”.
Ud over embedet i Frederiksberg Slotskirke er Michael Brautsch feltpræst tilknyttet Hærens Officersskole.
Han var med hold 12, der var den sidste danske kampgruppe i Afghanistan. Der kom netop spørgsmålet om identitet jævnligt op.
”Mange af soldaterne var unge mænd i starten af 20'erne. Og når det særligt er i ungdommen, at vi er optaget af spørgsmål om eksistens og identitet, var det meget naturligt, at mange af dem kom og tog fat i mig. For de fleste af dem var krigen et job, og soldatergerningen et håndværk. Men nogle af dem stoppede op en gang imellem og spurgte sig selv, hvad meningen med det hele var. Hvorfor er vi i krig, og hvorfor er jeg overhovedet til?”.
Felt- og sognepræsten er opvokset på Sydfyn. Hans forældre var ikke faste kirkegængere, og som han siger, ville de sikkert slå blikket ned, hvis man begyndte at stille dem spørgsmål om deres tro. Sin egen tro fik han under en konfirmandundervisning i begyndelsen af teenageårene.
I dag placerer han sig selv på den kirkelige midtbane. Han vil hverken kalde sig progressiv eller konservativ, men han sympatiserer mest med kristne, der har, hvad han kalder et nuanceret billede af Gud. Morgendagens tekst er et eksempel på, at det er forkert at have en for simpel forståelse af, hvem Gud er, mener han.
”Det er ligesom det at tegne. De fleste begynder at tegne som helt små og stopper med det igen, når de er 12 år. Beder man sådan et menneske om at tegne et hus som voksen, vil man kunne se, at vedkommende ikke har udviklet sine tegneevner, siden han var 12 år. Jeg tror, det er meget på samme måde med troen. Mange har stadig samme billede af Gud, som de havde i søndagsskolealderen. Man ser ham som en gammel, gnaven, gråhåret mand oppe i himlen. Men i virkeligheden er han så meget mere, og det er denne tekst endnu et eksempel på.”
Men mest af alt er teksten et eksempel på, hvad vi kan lære om os selv ved at se på Skaberen, siger Michael Brautsch: ”Man siger, at de store økologiske initiativer blev sat i gang, efter at Armstrong havde sat fødderne på Månen. For pludselig kunne vi se vores fantastiske jord på afstand.
Vi blev klar over, hvad vi havde her på Jorden, ved at se den fra et andet perspektiv. Jeg tror, det er på samme måde med denne tekst. Ved at vi ser på Jesus og sætter ord på, hvem han er, bliver vi klar over, hvem vi selv er i kraft af ham.”