Sidste år fik 52 privatpersoner tilladelse til at nedsætte en urne på privat grund. Det er det højeste antal, siden folkekirkens stifter i august 2008 overtog administrationen af sagerne fra Kirkeministeriet.
Flest tilladelser er givet i Aarhus Stift, hvor 17 privatpersoner sidste år fik grønt lys til at nedsætte en urne på deres private ejendom.
”De pårørende begrunder typisk deres ønske med, at den afdøde har haft en tilknytning til ejendommen. Det kan eksempelvis være, at det er en ejendom, som familien har ejet i flere generationer - det vil opfylde kravet om, at den afdøde har haft særlig tilknytning til stedet,” siger Pernille Lystbæk, stiftsfuldmægtig i Aarhus Stift.
Der knytter sig en række betingelser til at få en tilladelse. Blandt andet skal grunden som udgangspunkt være på mindst 5000 kvadratmeter, og urnen skal bestå af opløselige materialer. Derudover skal nedsættelsen tinglyses, hvilket forpligter ejeren til i de næste 10 år at lade urnen stå uberørt, og der må ikke opstilles en mindesten.
Det er fortsat et fåtal afdøde, der bliver begravet i privat jord - men skikken har i de senere år været i vækst. I 2009 fik i alt 22 privatpersoner tilladelse til at nedsætte en urne på privat grund. Det tal voksede i 2012 til 38 og toppede sidste år, da 52 danskere fik den nødvendige tilladelse.
Selvom de private urnenedsættelser ikke fylder meget i forhold til antallet af kirkelige begravelser, så siger udviklingen noget om vores stigende ønske om at individualisere døden, forklarer sociolog og professor på Aalborg Universitet Michael Hviid Jakobsen.
”Døden betyder noget for os - både som afdød og som efterladt - og vi ønsker, at ceremonier skal tilpasse sig vores ønsker og behov. Og det ønske kommer også til udtryk ved private urnenedsættelser og andre former for begravelsesritualer. Vi vil med andre ord gerne gentilegne os den død, som vi i årtier har forsøgt at holde ti skridt fra livet,” siger Michael Hviid Jakobsen, som har forsket i danskernes begravelsesritualer.
Naja Genet May, antroprolog med speciale i dansk begravelseskultur, er enig. Hun forklarer, at de private urnenedsættelser falder i god tråd med tendensen med at flytte ritualerne fra kirken og ud i et rum, hvor man selv kan præge indholdet.
”Folk vil gerne selv sætte deres præg på, hvordan afskeden skal være, men i kirken og på gravstedet er man underlagt nogle bestemte ritualer og servitutter og er på den måde begrænset. Hvis man nedsætter en urne på sin egen grund, skaber man selv rummet, rammen og indholdet og har dermed større bevægelsesfrihed i forhold til, hvordan man vil dyrke mindet. Samtidig giver de private urnenedsættelser de pårørende mulighed for at føle sig mere tætte på den, de har mistet, fordi de har vedkommende tæt på sig hele tiden,” siger hun.
Danske myndigheder har traditionelt været meget tilbageholdende med at give tilladelse til at begrave afdøde i privat jord. Men Michael Hviid Jacobsen er ikke i tvivl om, at vi i de kommende år vil se endnu mere individualiserede og personliggjorte ønsker til begravelserne.
”Jeg forestiller mig, at der også kunne opstå ønske om - som vi kender fra en række andre lande - at kunne tage urnen med den afdødes aske med hjem,” siger han.