”Jeg bor i Danmark. Kristendommen er den største religion i Danmark. Derfor går jeg i kirke i statskirken.”
Jinah Kim Johansson kom fra Sydkorea til Danmark for omkring et år siden sammen med sin familie og er siden blevet en fast del af den lokale sognekirke. Hun er sydkoreansk statsborger, folkekirkemedlem, og for hende er det et meget bevidst valg at komme i folkekirken.
”Mine børn går i en international skole. Mine venner er udlændinge, og jeg har ikke meget kontakt med danskere, så jeg forsøger at lære landet og danskerne at kende gennem kirken,” forklarer hun, der som dansk gift i flere år besøgte Danmark i sommerferien, før hun flyttede til landet.
”Min mands arbejde kræver, at vi flytter meget rundt, og hver gang jeg er kommet til et nyt land, har jeg besøgt den lokale kristne kirke. Jeg tror, der må være en grund til, at Gud sender mig til bestemte steder, og jeg forsøger at finde ud af hvorfor,” siger Jinah Kim Johansson, der er hjemmegående.
Hun medgiver, at det ville være meget nemmere for hende at deltage i en guds-tjeneste i eksempelvis en engelsksproget kirke:
”For jeg forstår ikke så meget dansk. Der er også mange internationale kirker i København, og folk er meget hyggelige og venlige, mens det danske folk kan være koldt for en udlænding. Danskere er tilbageholdne. Internationale spørger med det samme, om man er ny i kirken. I folkekirken kan man komme flere søndage, før folk henvender sig.”
Artiklen fortsætter under grafikken
Hun er overrasket over, at der i folkekirken findes 158 forskellige statsborgerskaber.
”Det mærker man ikke. Kirken er 'sovende',” mener Jinah Kim Johansson.
Hun har besøgt forskellige kirker i Danmark og befinder sig nu godt i Grønnevang Kirke i Hillerød, hvor hun om fredagen kommer til en international samling og går i kirke om søndagen.
”Det er godt at kunne dele evangeliet. Jeg føler mig meget velkommen i Grønnevang Kirke,” forklarer hun og betegner kirken som aktiv, evangeliserende og meget imødekommende over for udlændinge.
Generelt om folkekirken siger hun dog:
”Folkekirken er for ældre mennesker. Den er ikke så aktiv. Folk er meget venlige, men de opsøger ikke andre mennesker og er ikke så snakkesalige. Sådan har jeg oplevet det, når jeg tidligere har været i en kirke og blandt andet fået døbt mine to børn.”
Jinah Kim Johansson beskriver folkekirken som ”en klub”.
”Mennesker mødes om forskellige kristne aktiviteter, men det har ikke noget med evangeliet at gøre. Det er mere noget med traditioner som jul og påske. Børn kender påskeharen, men ved ikke, hvad påske er,” siger Jinah Kim Johansson.
Hun undrer sig også over, at hun har mødt lukkede kirker.
”Jeg besøgte i mine sommerferier små kirker på landet i Jylland, hvor en præst har tre kirker. Han havde ferie, og derfor var kirkerne lukkede. Hvis du tager funktionen ud af kirkerne, vil menneskene også sige, at de ikke har brug for den, og hvorfor så betale til den eller komme der særlig ofte?”, spørger hun.
Ifølge Jinah Kim Johansson er det anderledes i Sydkorea:
”Kristendommen er vokset frem inden for de seneste 100 år, og det er et ungt kristent land. Derfor taler man om, hvorfor man er kristen. Og for eksempel foreslår man at bede for mennesker. I Danmark er det blevet en tradition at være kristen, og I er ikke alle klar over, hvad det betyder.”
Hun håber for alle folkekirkens medlemmer, at de må være mere åbne - både over for andre og over for at tale om tro.