Kort nyt

NYBORG Et korps af ni frivillige vågekoner har siden 2010 tilbudt en varm hånd at holde i til personer, der var døende. Det er slut nu. Korpset har valgt at nedlægge sig selv, efter at kommunen har sagt stop for den særlige støtteordning, som blev lavet for fire år siden. Den bestod i, at de frivillige fik udgifter til kørsel dækket i form af taxaboner, og at lederen af korpset, Anni Holm-Larsen, fik stillet en vagttelefon til rådighed. ”Hverken jeg eller de andre vågepiger har lyst til at lægge penge ud, når vi udfører et stykke frivilligt arbejde,” siger hun til fyens.dk.

SØNDERJYLLAND En 61-årig dansker er ikke længere velkommen i Irland, efter at han blev taget i at stjæle penge fra en kirke. Det skriver den irske avis Independent. Den danske mand stjal en indsamlingsbøsse fyldt med penge - i alt cirka 4000-5000 kroner - samlet ind til fattige fra en kirke i den irske by Buncrana den 9. oktober. Irsk politi blev opmærksom på den danske mand, da han sad og talte mønter op i sin lejede bil. Han fortalte i første omgang, at han havde bragt dem med sig til landet i sin håndbagage. Men ved nærmere eftersyn fandt politiet også en indsamlingsbøsse, der var meldt stjålet, samt en nedstryger, flere skruetrækkere og et par handsker i den lejede bil. Derefter gik danskeren til bekendelse og fortalte, at han havde stjålet pengene fra kirken.

RIBE I en årrække har diakonien været skubbet i baggrunden, men nu er det sociale kirkelige arbejde, diakonien, kommet igen, skriver JydskeVestkysten. ”I mange år havde man råd til at sige, at diakonien ikke var nødvendig. Velfærdsstaten kunne godt løfte opgaven med de socialt udsatte selv, så derfor blev diakonien overflødig,” siger Ian Ørtenblad, diakonipræst i Ribe Stift. Men folkekirken har også arbejdet for, at diakonien igen har fået fodfæste i kirken siden slutningen af 1990'erne. ”Men det skyldes absolut også, at der faktisk er blevet brug for, at kirken tager hånd om de socialt udsatte igen,” understreger Ian Ørtenblad.