”Kristendom og kultur kan slet ikke skilles ad”

Et mylder af arrangementer med rødder i kirke, kunst og kultur folder sig i denne uge ud i Silkeborg, hvor der holdes kristendoms- og kulturuge

4. klasse-elever gav den gas, da de øvede sig på musical-koncerten ”David”. Koncerten er en del af programmet i Silkeborgs kristendoms- og kulturuge. - Foto Lars Aarø/Fokus.
4. klasse-elever gav den gas, da de øvede sig på musical-koncerten ”David”. Koncerten er en del af programmet i Silkeborgs kristendoms- og kulturuge. - Foto Lars Aarø/Fokus.

”Åh åååh Goliat, Goliat,” skråler fem 4. klasser begejstret til svingende rytmer i Sejs Kirke ved Silkeborg, mens kirkerummet fyldes med musik, glade børnesmil og sang.

Eleverne er til generalprøve på musicalkoncerten ”David”, der formidler den bibelske historie, hvor den unge David med blot en sten og en slynge slår den store, frygtindgydende Goliat til jorden.

David og Goliat er et eksempel på et skelsættende møde - og dem er der mange af i denne uge i Silkeborg. Den lokale kristendoms- og kulturfestival KK44 løber netop nu af stablen, og med temaet ”Et vigtigt møde” passer fortællingen perfekt ind i den ramme.

Formålet med festivalen er at invitere deltagere til at reflektere over livets vigtige møder - ligesom arrangementerne i sig selv kan blive vigtige møder for de fremmødte, lyder det fra arrangørerne.

”For nogle vil det vigtige møde i denne uge blive et møde med Simon Grotrians digtning. For andre vil det være et foredrag med Preben Kok. For mig selv opstod det vigtige møde til den gudstjeneste med udviklingshæmmede, jeg selv holdt. Ugen giver mange muligheder, for de vigtige møder findes jo i både kultur, musik og kristendom,” siger formand for bestyrelsen af KK44-festivalen og sognepræst ved Alderslyst Kirke, Kamilla Bundgaard.

Sammen med en række andre aktører fra det silkeborgenske kultur-, skole-, og kirkeliv står hun i spidsen for et program med over 40 arrangementer og forventer over 2000 deltagere i løbet af ugen.

Koordinator af festivalen Ingrid Mejer Nielsen supplerer:

”Møder mellem mennesker har stor betydning, fordi de påvirker vores valg, og de kan dermed påvirke vores liv for altid,” siger hun.

Og pædagogisk medarbejder ved Skoletjenesten Preben Medom Hansen indskyder:

”Nogle gange er de vigtige møder måske ikke de møder, vi kalder vigtige. Måske er de rigtige, vigtige møder, dem vi går glip af, når vi sidder til de andre.”

I baggrunden synger skolebørnene videre, indtil komponist Hans Holm bebuder en pause. De mange børn strømmer hjemmevant ud af kirkerummet, og madpakkerne findes frem.

”Festivalen betyder, at mennesker fra forskellige lokalsamfund, skolen, kirken og kunsten får en forståelse for hinandens arbejde og sted. Man har måske aldrig før besøgt nabosognets kirke, men pludselig opdager man, at her sker noget spændende også i den del af kommunen,” fortæller teologisk medarbejder ved Skoletjenesten i Silkeborg Louise Højlund.

Festivalen er i høj grad resultatet af en meget bred opbakning fra byens mange foreninger og institutioner. Et helt naturligt samarbejde, fortæller Iben From, direktør for kunstcentret Silkeborg Bad.

”Jeg kan slet ikke se, at man kan skille kristendom og kulturen ad. Hele vores kultur er jo opstået på en kristen baggrund, hvilket også de fleste billedkunstnere er helt med på og trækker på i deres arbejde,” fortæller hun.