”Dødsangst.”
Charlotte Jensen smager lidt på ordet og siger:
”Måske skulle vi i stedet bruge betegnelsen fortvivlelse, når et menneske, der skal dø, ikke selv ønsker det.”
Charlotte Jensen har i en årrække været vågekone for Røde Kors og er desuden uddannet antropolog og sekretær for formanden for Muskelsvindfonden, Ewald Krogh. Hun har siddet ved mange dødslejer, først og fremmest på plejehjem og i private omgivelser, hvor det især har været tale om gamle mennesker, som ikke kan leve mere på grund af sygdom eller anden svækkelse.
”Angst er for mig en voldsom betegnelse af et menneskes sidste timer, for langt de fleste døende affinder sig med situationen mere eller mindre frivilligt og forsvinder lige så stille ind i sig selv. En del ældre mennesker dør faktisk uden pårørende. Vores erfaring som vågere er så, at vores tilstedeværelse virker beroligende på de fleste, for mange er bange for at dø alene. I snitfladen mellem liv og død er de selvfølgelig helt alene,” siger Charlotte Jensen.
Det er Charlotte Jensens erfaring, at der kan være stor forskel på menneskers sidste timer.
”Mange, som dør af alderdom eller alvorlig sygdom, glider langsomt bort fra livet. Når kroppen lukker ned, mister de fleste til sidst bevidstheden og sover stille ind. Andre har det sværere, fordi de til det sidste veksler mellem at være i ro og at blive fortvivlet over, at de skal dø. Det hårdeste for dem er at skulle give afkald på alt det, som livet har givet dem. Men hvis de kommer overens med dette tab, får de fred,” siger Charlotte Jensen.
Dødsangst har Joan Møller Molbo stået over for mange gange.
”Som sygehuspræst møder jeg mange døende, hvor dødsangsten for mig at se er en realitet,” siger hun.
Joan Møller Molbo har været sygehuspræst på Neurologisk Center i Hammel og er nu sygehuspræst i Randers. Hun møder mange patienter, som har fået konstateret en dødelig sygdom i en ung alder og må efterlade ægtefællen med små børn derhjemme.
”Der er hos mange angsten for det ukendte og for at skulle sige farvel til alt det, man kender. Til sidst er det også en angst for selve døden. Det er klart, at når man står over for det uigenkaldelige, som vi ikke har nogen magt over, så er det angstprovokerende. Nogle overgiver sig til magtesløsheden, mens andre kæmper til det sidste. Det er nok de fleste, som efterhånden i sygdomsforløbet kommer overens med, at de skal dø, men det fjerner ikke nødvendigvis dødsangsten,” siger Joan Molbo og fortsætter:
”Mennesker er nødt til at respektere, at de skal dø for eksempel på grund af sygdom. Men det får dem ikke nødvendigvis til at acceptere det. Nogen kommer mere til rette med det hen i deres sygdomsforløb, men de fleste føler meningsløshed og uretfærdighed og kommer aldrig til afklaring. Hos nogen klinger dødsangsten lidt af og erstattes af en taknemmelighed over livet, eller de fyldes af en stor træthed, fordi de er meget syge,” siger Joan Molbo.
For hende er der stadig tabu omkring døden, blandt andet fordi vi mangler et sprog.
”Når vi bliver alvorligt syge, tager behandlingssystemet over som autoritet. Det bliver svært at tale om angsten for døden, men som præster uden for systemet er det vores opgave at give almindelige mennesker et sprog til at beskrive det. Måske er døden ikke så stort et tabu længere, men i vores almindelige karriereliv har vi ikke noget sprog for den. Når mennesker kommer på sygehuset med en livstruende sygdom, har de hele deres livs kommode med. På den nederste skuffe står der ”Gud”, og den trækker de ud. De siger ikke, at Gud ikke findes, men de spørger, hvordan de kan komme i kontakt med Gud. Det er vores opgave som præster at turde tage den opgave op og turde tale om det. Problemet er, at vi mangler billeder på døden, for den har vi ikke talt om i hele vores liv,” siger Joan Molbo.
Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, har mange gange i sit præsteliv besøgt døende mennesker.
”I udgangspunktet bringer den kristne tro midt i menneskers dødsangst forhåbning om, at uanset hvad, så er vi omsluttet af Guds evighed. Men vi er bange for at miste, miste andre og selv miste livet. Et menneskes liv bygger på relationer. Der er så meget fokus på individet og vores korte liv i dag, og vi er så bange for, at vi ikke når alt det, vi skal, og det giver os vel også en vis angst for at dø. Som præst har jeg ikke så ofte oplevet, at mennesker er bange for døden, men snarere, at de i pagt med tidsånden er bange for at gå glip af noget. Jeg tror ikke, at vores dødsangst i så høj grad gælder det med at komme ned i jorden eller angsten for fortabelse, men mere, at vi nu ikke kan følge børnene eller gøre det, vi havde drømt om,” siger Elof Westergaard, som peger på, at mange mennesker vender sig til Gud, når de er døende.
”I den situation åbner mange mennesker sig for Gud. Men det er vigtigt at sige, at Gud også åbner sig i forhold til den døende og andre mennesker i vedkommendes liv. Jeg tror, at mange finder trøst i at få at vide, at Gud også er opmærksom på dig i din særlige situation,” siger Elof Westergaard.