Fra vinduet på professor Svend Andersens kontor på Aarhus Universitet er der udsigt til mursten og høje bygninger. Ikke ligefrem noget, der sætter store tanker i gang om teologien, erkender han. Derfor arbejder han da også ofte fra hjemmekontoret på præstegården ved Solbjerg syd for Aarhus, hvor hans hustru er præst.
For de store tanker - fordybelsen - skal der være plads til, mener Svend Andersen, der gerne kritiserer den overfladiskhed, der præger samfundet i dag. Et samfund, der på mange måder er langt fra den gruppe mennesker, Jesus taler om i morgendagens prædiketekst, påpeger professoren i etik og religionsfilosofi.
”De fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige. Alle sammen omtales de af Jesus som salige, og hvorfor det? Hvilke mennesker er det, hvad har de tilfælles? I hvert fald ikke magt og rigdom. Det er tværtimod mennesker, man nemt kan overse. Betyder det så, at vi skal forsøge at blive fattige i ånden, altså enfoldige eller naive, hvis vi gerne vil have del i Gudsriget? Nej, det ville være en misforståelse. Men hvis man tror, at det, Jesus har på hjerte, er noget, der retter sig mod de rige og de mægtige, så tager man fejl.”
Svend Andersen rømmer sig. Stemmen er lidt rusten. Han har lige været igennem en forkølelse og kommer desuden fra en to timer lang forelæsning. Men talestrømmen fortsætter.
”Kristendommen lægger sig ikke bare uden videre oven i det, som er sat højt lige for tiden. Det, som tiden dyrker, er mere eller mindre det modsatte af det, som Jesus fremhæver. Vi dyrker ikke de retfærdige i ånden og dem, der tørster efter retfærdighed. Vi dyrker de rige, de kloge, de smukke. Så hvis man vil forstå, hvad kristendommen handler om, må man finde en anden indstilling end den, der er dominerende i vores kultur,” siger Svend Andersen og forsætter:
”Der er desværre en tendens i folkekirken til at lefle for det, som lige nu er oppe i tiden. Man taler, som folk gerne vil høre folkekirken tale. Og det, tror jeg, er helt forkert. For hvis folk kun er optaget af rigdom og skønhed, hvorfor i alverden skulle de så vælge at høre på en kirke, som bare siger det samme som alle mulige andre?”.
For eksempel har Svend Andersen ikke meget tilovers for den præst, der døbte et bor i forbindelse med metrobyggeriet i København. Eller dem, der for nogle år siden tog klovnenæser på for at gøre gudstjenesten sjovere. Eller dem, der deler kondomer ud på festivaler.
”Det, mener jeg, er selvmord. For hvis kirken skal være relevant, skal den gøre sig gældende på en helt anden måde. Så skal den modsige det, der er overfladisk og underholdende,” siger Svend Andersen.
Og han ved godt, han kan lyde som en nostalgisk, ældre herre, der ikke har mange pæne ord at sige om nutiden, lyder det med et smil. For ham selv har kristendommen været en del af livet siden barndommen - og troen har fulgt ham lige siden.
”Jeg er vokset op i Sydslesvig som en del af det danske mindretal, og der var det en selvfølge, at vi danskere gik i dansk skole og dansk kirke. Ikke at kristendommen spillede en stor rolle i hverdagen. Det var ikke noget, vi talte meget om, men der var aftenbøn hver aften, når vi blev lagt i seng. Troen var en selvfølgelig del af tilværelsen,” fortæller Svend Andersen.
På væggen i det lille universitetskontor hænger et kort over Sydslesvig. Ved siden af bugner reoler med bøger af blandt andre Brorson og Kierkegaard. Og så selvfølgelig Løgstrup.
”Han blev vel grunden til, at jeg valgte teologien. I gymnasietiden havde jeg en fantastisk religionslærer, der lærte mig, at man kan stille spørgsmål til og undersøge kristendommen. Jeg blev meget interesseret i filosofi og i Løgstrup og fandt ud af, at jeg måtte vælge teologien, hvis jeg ville beskæftige mig med den mest interessante filosofi af dem alle,” siger Svend Andersen.
Den røde tråd i hans arbejdsliv har været en søgen efter, hvordan kristendommen kan være relevant ind i samtiden. Derfor har han fundet interesse for både etikken og naturvidenskaben - områder, hvor kristendommen kan være med til at pege på den åndelige dimension i livet, som ofte overses, mener han.
”Tidligere var kristendommen en selvfølgelig del af danskernes bagage. Sådan er det ikke mere, og det har skolen en stor andel i. Bare sådan en tilsyneladende ubetydelig lille ting, som at børn ikke lærer salmer mere. Ligesom der heller ikke er meget tid til konfirmandundervisningen mere. Skolen har svigtet, og det bliver tydeligere og tydeligere. For eksempel hvis du er til dåb. Så kan man jo se på dåbsgæsterne, at de ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv, eller hvad de skal bruge salmebogen til,” siger Svend Andersen, mens han sigende bladrer lidt febrilsk rundt i den bibel, han har i hånden.
”Kristendommen er ikke længere noget, vi alle sammen har en minimal viden om. Sansen for, at der altså er andre ting i tilværelsen end det, der kan gøres op i tal, penge og vækst, er svækket. Og hvis vi vender tilbage til teksten igen, så starter Jesus med at sige: Omvend jer! I er på gale veje, I bliver nødt til at omstille jer og se helt anderledes på jeres liv. Det er det, Gudsriget handler om. Hvis I virkelig vil tage Gud alvorligt, bliver I nødt til at tænke anderledes om jeres liv,” siger Svend Andersen.
For kristendommen har fra begyndelsen været en kritisk religion, der angriber, når mennesket bliver selvretfærdigt, mener Svend Andersen.
”Hvis du vil forholde dig realistisk til tilværelsen, må du erkende, at du ikke kan magte alt selv. Du er afhængig af en kærlig Gud, der faktisk er til stede hos dig, hvis du vil høre efter, hvad Jesus siger,” pointerer teologiprofessoren.
Og er der så håb forude for danskernes viden om kristendom og engagement i deres folkekirke?
Svend Andersen smiler og tager et øjebliks tænkepause.
”Selvfølgelig er der modtendenser, og jeg har kun gode ord tilovers for kirkelige tiltag, der ikke har noget at gøre med underholdning, tant og fjas. At bruge timer med sit barn på at synge salmer lyder umiddelbart ikke særlig fedt, men mange unge forældre synes godt om det, og det tyder på, der er andre ting, der tæller end at se smart ud og købe det rigtige tøj til barnet.”
Sådanne strømninger håber han at se mange flere af fremover. I mellemtiden er det kirkens opgave at stå fast på sit budskab, påpeger han.
”Det er en vanskelig kunst, for det er nemt at skælde ud på tiden, som jeg nu gør her. Derfor er det meget vigtigt, der bliver holdt nogle ordentlige prædikener i landets kirker. Og man må ikke lade sig gå på, hvis der er for få på kirkebænkene. Man skal bare være omhyggelig med at udtrykke kirkens budskab så ægte og vedkommende som muligt,” siger Svend Andersen.