Hvad er det bedste ved kristendommen?
For mig er kristendommen ikke noget, man kan vælge eller fravælge. Kristendommen er Guds tale til mennesket. Hele kernen i kristendommen er den mærkelige historie om, at Gud blev menneske i form af Jesus Kristus, der døde og genopstod.
Hvis historien er sand, må du acceptere, at der dermed ikke er noget godt eller dårligt i kristendommen. Men der er godt og dårligt i den menneskelige tilværelse og den menneskelige adfærd.
Kristendommen har for mig at se intet at gøre med religion, hvis man forstår religion som en måde at leve på, så man kan gøre guddommen tilfreds, og man kan opnå et bestemt mål efter døden.
Det var også det, Luther erfarede. Luther stræbte efter at være retfærdig over for Gud, indtil det gik op for ham, at det ikke var ham, der skulle gøre sig fortjent til noget. Det var givet fra Gud til mennesket.
Den mest antireligiøse mand er Jesus, for han gjorde op med reglerne og angreb farisæerne og al gerningsretfærdighed.
Men vi mennesker har det godt med regler. Man vil så gerne pålægge folk, at vi skal leve på en bestemt måde: Dyrke motion, vi må ikke ryge, og vi skal spise sundt, for ellers ligger vi samfundet til last. Det enorme fokus på den rigtige livsførelse er et udtryk for en nyreligiøsitet.
De kulturelle følger af, at et samfund er kristent, er store og meget positive. Kombinationen af, at det enkelte menneske fik friheden og ansvaret for sin egen tilværelse og den protestantiske arbejds-etik, som Luther og Calvin repræsenterer, har haft utroligt positive følger for velstanden.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Kirkehistorisk kan man pege på en masse uhyrligheder, der er foregået i kristendommens navn. Men det har ikke med kristendommen at gøre. Det har med mennesket at gøre. I mennesket bor der intet godt, der bor kun ondt.
Hvis vi ser på menneskehedens historie, har vi det med at lave alle mulige modbydeligheder, hvorfor alle forsøg på at skabe Paradis på jord ender i uhyrligheder.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Her vil jeg holde fast i min skelnen mellem det individuelle og det kulturelle. Det bedste er den individuelle præst, der tager sin opgave alvorligt som forkynder. En præst, der holder fast i den lutherske lære, og som er tro i sit sogn. Rent organisatorisk er det gode, at folkekirken er et velordnet anarki, altså at de enkelte sogne er frie.
Kirkeskatten er også god. Fra et liberalt synspunkt er det den eneste rimelige skat, fordi den er frivillig. Hvis du ikke kan lide den, kan du bare melde dig ud. Derfor er folkekirken det mest demokratiske, vi overhovedet har, for man kan bare lade være med at betale.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Når vi har biskopper, der udtaler sig på kirkens vegne og politiserer. Det vil være en tragedie for folkekirken, hvis planerne for den nye struktur bliver gennemført, for det vil uvægerligt udvikle sig til, at én person udtaler sig på hele kirkens vegne, så den kommer til at ligne katolicismen.
Venstrefløjen sidestiller tit næstekærlighedsbegrebet med en bestemt politisk holdning. Det mener jeg er helt forkert.
Næstekærligheden er Guds fordring til den enkelte. Det er altid hin enkelte, der bliver tiltalt. Det er altid den enkeltes samvittighed, der bliver fordret. Derfor er kristendommen frihed for den enkelte, der bliver sat fri, til at gøre det han eller hun skal.
Vi kan ikke institutionalisere næstekærligheden, for så bliver det lovreligion og ufrihed. For mig at se er kristendommen og socialismen to modpoler, fordi socialismen er kollektiv.
Der er selvfølgelig et fællesskabselement, som kommer til udtryk i gudstjenesten, ligesom vi har fællesskab i familierne og med vores venner. Fælleskaber opstår helt naturligt i de kollektive sammenhænge, man som individ indgår i, og som man frivilligt vælger. Socialismen er tvungne fællesskaber.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Jeg holder meget af Den Danske Salmebog. Det er en skattekiste. Jeg holder af, når der er en god organist, et smukt præludium, postludium og hele rammen omkring gudstjenesten.
Prædikenen skal være personlig. Hvis det ikke kommer ud af præstens egen livsforståelse og livsførelse, bliver prædikenen i bedste fald et akademisk skoleridt, i værste fald en passiar med udgangspunkt i en tekst.
For at citere den schweiziske teolog Karl Barth er en prædiken, når præsten har noget at meddele menigheden. Prædikenen skal være et samvittighedsspørgsmål for at give mening.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Jeg er ikke tilhænger af nymodens ting, det som P.G. Lindhardt kalder liturgiske løjer. Det værste er, når man forsøger at gøre gudstjenesten interessant på tidsåndens præmisser. Så har man taget hele fundamentet væk, for indholdet er givet: Det er at forkynde Guds ord.
Man skal ikke komme folk i møde på deres præmisser. Jesus var ikke særligt venlig. Han kom til mennesket som den, han var, og ikke på andres præmisser.
Det er et helt forkert fokus, hvis folkekirken er bange for at miste medlemmer. Hvis folk ikke kan lide det, må de gå andre steder hen. Det er ingen ulykke.
I forhold til børn og unge kan det give mening at fortælle det på en måde, de forstår. Det må gerne være enfoldigt og enkelt.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Der er ikke noget godt. Religiøsitet som sådan er altid noget djævelskab. Religiøsitet binder mennesket og gør det ufrit. Religiøsitet er, at vi skal leve på bestemte måder, og det er der intet godt i.
Kristendommen adskiller sig fundamentalt fra andre religioner, for i alle andre religioner skal mennesket gøre noget. I kristendommen er det væsentlige, hvad Gud har gjort. Som Jesus sagde: ”Det er fuldbragt.”
Enhver må anskue tilværelsen, som han eller hun vil. Det gives der plads til i samfund, som har afsæt i en kristen kulturramme.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Spændingerne i de multireligiøse samfund opstår sikkert, fordi vi ikke tør være vort eget fundament bevidst, men vil ligestille alt. At alt er lige berettiget og lige godt. Jeg er ikke kulturrelativist, men betragter den vestlige kristelige kultur som alle andre overlegne. De stigende samfundsspændinger øges desuden af socialstatens lighedsmageri, hvorved den fratager den enkelte ansvaret for egen tilværelse.
Det splitter samfundet op. Vi finder forskellige enklaver at leve i og har ikke noget med hinanden at gøre.
Det kunne være, at nogle af de spændinger ville blive løst, hvis folk omvendte sig til kristendommen.