DDR var mere ateistisk end andre lande i østblokken

Kirken blev midtpunkt i oprøret mod det antireligiøse regime i DDR. Her 25 år senere er 59 procent af østtyskerne ikke-troende, hvilket står i grel modsætning til udviklingen i Polenog Rusland. Men det er en myte, at afkristningen skyldes protestantismen, mener professor

Den evangeliske kirke i det gamle Østtyskland, DDR, spillede en vigtig rolle under den fredelige revolution for 25 år siden, som væltede Muren. I dag tror 59 procent af østtyskerne ikke på noget. Her er der velbesøgt andagt i Gethsemane Kirke i Berlin i efteråret 1989, kort før Murens fald. - Arkiv
Den evangeliske kirke i det gamle Østtyskland, DDR, spillede en vigtig rolle under den fredelige revolution for 25 år siden, som væltede Muren. I dag tror 59 procent af østtyskerne ikke på noget. Her er der velbesøgt andagt i Gethsemane Kirke i Berlin i efteråret 1989, kort før Murens fald. - Arkiv. Foto: Scanpix.

Da den fredelige revolution brød ud i DDR i 1989, spillede Østtysklands evangeliske kirke en vigtig rolle i den dramatiske udvikling, der førte til den totalitære stats endeligt.

Det forklarer Ulrike Auga, der er professor i teologi og kønsforskning ved Humboldt Universitet i Berlin.

”I DDR var der hverken ytrings- eller forsamlingsfrihed. En gruppe mennesker kunne ikke bare mødes og tale om politiske emner. Kirken havde fået lov til at eksistere som kirke, og der var religionsfrihed. Derfor var kirkerne i DDR de eneste steder, hvor man kunne samles. Der mødtes mennesker og talte politik. De måtte forklare myndighederne, at det var for at holde gudstjeneste og bede. Ofte holdt de også andagt og sang salmer. Men bagefter gik det løs med politiske diskussioner om, hvordan man kunne forandre DDR, og om, hvordan man kunne protestere mod staten. På den måde blev kirken til samlingssted, en form for paraplyorganisation, for den meget spraglede bevægelse for protest og modstand op til 1989,” siger Ulrike Auga.

Hun er født i det daværende Østberlin og deltog selv i kampen for den fredelige revolution i 1989.

At kirken nød relativ frihed i DDR's sidste år, hænger ifølge Auga også sammen med landets elendige økonomi:

”Den evangeliske kirke i det delte Tyskland forblev forenet. Derfor modtog DDR-grenen betydelig finansiel støtte fra Bundesrepublikken. De østtyske myndigheder ville have del i pengene og måtte til gengæld gøre indrømmelser, så kirkens medlemmer ikke blev så stærkt forfulgt. Dermed fulgte små forbedringer. Men set over hele DDR's levetid var forholdet mellem kirke og stat meget anspændt.”

Blandt dem, der protesterede og var politisk aktive i 1989, lagde Auga mærke til et interessant forhold.

”Der var et spændende overlap mellem troende og ateister. De oprindelige kirkegængere hjalp og samarbejdede med de ikke-troende. De byggede alliancer på tværs af dette skel, fordi de ville udføre modstand mod det undertrykkende system. De havde en vision om et mere retfærdigt og mere solidarisk samfund. Rigtig mange i protestbevægelsen var ikke kun imod DDR, planøkonomien og den 'reelt eksisterende socialisme'. De ville heller ikke have kapitalisme, men forestillede sig noget helt tredje. Det bliver ofte glemt i dag.”

I de ”nye bundeslande” - som det tidligere DDR kaldes i det samlede Tyskland - er andelen af indbyggere, der siger, at de aldrig har troet på Gud, rekordhøj - 59 procent. Det viser en undersøgelse foretaget af forskere på Chicago Universitet fra 2012.

Til trods for at den fredelige revolution i 1989 havde sit arnested i kirkerne, har den tilsyneladende ikke ført til en styrkelse af religionens stilling i samfundet.

Det tidligere Østtyskland forbliver øjensynligt meget sekulariseret - også hvis man sammenligner med de tidligere østbloklande, eksempelvis det katolske Polen og det ortodokse Rusland. Her synes religionens stilling i samfundet at være styrket, siden regimerne i østblokken brød sammen.

”Det har givetvis spillet ind, at myndighederne i Østtyskland forcerede sekularisering specielt nidkært. I skolen måtte der for eksempel ikke foregå religionsundervisning. Helt tilbage fra DDR's grundlæggelse i 1949 blev religion set som en trussel mod staten. Marx' credo, at religion er opium for folket, blev taget særligt bogstaveligt. Magthaverne gjorde livet svært for de troende. Præster blev forfulgt, chikaneret og ofte afhørt af Stasi. Deres børn fik ikke lov til at uddanne sig. Disse mekanismer har ført til øget sekularisering,” siger Ulrike Auga og fortsætter:

”Hvis man ser på eksempelvis Rusland i dag, er det rigtigt, at det ser ud, som om religion har fået et gevaldigt comeback siden Murens fald. Den bliver sågar fremmet af myndighederne. Men her er det vigtigt at se efter, om der er tale om en oprigtig interesse for religion, eller om det snarere drejer sig om, at forskellige magtinteresser er smeltet sammen. I virkeligheden er der måske bare tale om, at Vladimir Putin og den ortodokse kirke hjælper hinanden med at konsolidere deres magt.”

Blandt religionsforskere var teorien i en årrække fremherskende, at protestantismen havde et særligt potentiale for sekularisering - så man kan bruge den tese til at forklare, hvorfor det tidligere Østtyskland ser ud til at være mere sekulært end andre af de tidligere østbloklande.

”Teorien går på, at mennesker med tiden bliver 'fornuftige' og konstaterer, at religion er noget ufornuftigt og meningsløst. Men man har fundet ud af, at det ikke stemmer. Mennesker bliver ved med at orientere sig mod religiøse forestillinger. Religion ender ikke. Derimod ændrer opfattelsen sig af, hvad religion er,” siger Ulrike Auga.

Her henviser hun til den tyske filosof Jürgen Habermas, der sent i sit liv ændrede syn på religion og nu ser den som et vigtigt element i den nuværende modstand mod globaliseret kapitalisme.

”Forklaringen er, at der i religion er etiske værdier, som ikke repræsenteres andre steder,” påpeger Auga.

”Der sker en stigende erkendelse af, at religion er et sted, hvor ny solidarisk viden bliver produceret. I de nuværende sociale bevægelser er nogle trosbaserede, andre ikke. Men ligesom i 1989 bygger de alliancer med hinanden - denne gang mod den globaliserede kapitalisme. Det, at de forestiller sig et helt andet, mere socialt og retfærdigt samfund - den vision har de tilfælles med dengang,” siger hun.