”Samfundet er ude i et frit fald”

Asger Sørensen tidligere rektor på gymnasiet Gammel Hellerup. Født 1939 i Nakskov og student fra Nakskov ...

Asger Sørensen ynder ikke at uddele åndelige råd. Han prøver selv ganske enkelt - med digteren Ivan Malinowskis ord - at ”leve, som om der er en fremtid og et håb”. - Foto: Kennet Havgaard / Scanpix

Gud er altid større end mine forestillinger, og det har jeg det trygt med. Men den tid, vi lever i, anfægter min tro.
Asger Sørensen,Tidligere rektor og religionslærer

Tidligere rektor og religionslærer Asger Sørensen tvivler ikke. Men den tid, vi lever i, anfægter hans tro. Og han fatter ikke, at mange mennesker kan undvære gudstjenestens kick i hverdagen. Den gør en forskel for ham selv

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro, som jeg lever ud fra, men ikke tænker så meget over, bygger på tillid og en række grundlæggende værdier. Jeg er livet igennem blevet bekræftet i min tro på, at jeg ikke er forladt og ikke er alene. Tro er for mig en indre kontinuitet, som går igen hos andre og hos mig selv. Det, Luther kaldte nåde, vil jeg gerne fastholde.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg hvilede i Guds kærlighed. Mine forældre var omsorgsfulde kristne i kald og stand: ”At leve Gud nær er min lykke” var mere end en talemåde for dem. Så jeg er vokset op i et hjem på Lolland, der var præget af kirke, kristendom og heldigvis også en stræbsom humanisme.

Kirkegang hørte til søndagens orden. Når vi var kommet gennem kirkens tunge hovedport, stod der over indgangen til hovedskibet i Sct. Nikolaj: ”Her er Guds Hus og Himmelens Port”. Det var manende ord, der satte sig fast i mig. Man sagde ellers om Lolland, at øen sank i havet, når man trak roerne op.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg er ikke som sådan udfordret trosmæssigt. Gud er altid større end mine forestillinger, og det har jeg det trygt med. Men den tid, vi lever i, anfægter min tro.

Samfundet er ude i et frit fald fra stor højde. Tempoet øges af den narkotiske informationsstrøm, pøbeljournalistik og den platte underholdning, når tv-mediet jager efter højere seertal. Når jeg prøver at orientere mig i dagens medier, bliver min tillid til, at livet grundlæggende er forankret i guddommelig fornuft, udfordret. ”Tro” er et andet ord for ”tillid”. Og i det daglige bliver min tillid til det samfund, jeg lever i, ofte sat på prøve. Derfor er jeg nødt til at forsage medierne og alt deres væsen.

Der er ingen, der vil forsvare tradition, overlevering og stabile strukturer. Men når man rokker ved troen, og mennesker og politikere undsiger sig kristendommen, så bryder samfundet og anstændigheden sammen, og velfærdssamfundet står for fald. Jeg kan godt høre, at det lyder dramatisk, men jeg ikke i tvivl om, at det er rigtigt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Under en konference i Basel mødte jeg Paulus Gregorios, der var katholikos (overhoved, red.) i den sydindiske Sct. Thomas Kirke. Vi kørte ud i bjergene, og han fortalte mig om den ortodokse teologi ved at pege ud på bjerge og dale, tinder og slugter. Det gav mig en forståelse for helheden og mig i den.

Alting - også den materielle verden - har guddommelig oprindelse og er derfor med i Guds frelsesplan. Og som menneske har jeg et unikt ansvar for at være menneske for verdens skyld.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg går med stor glæde i kirke. I sommerlandet er det i Lumsås Kirke, og i hovedstaden er det mest i Kastelskirken.

Der er fremragende forkyndere og organister, og jeg ved intet bedre end at finde min plads på kirkebænken og lukke øjne og ører op. Så er dagen fuld af sang og glæde. Jeg fatter ikke, at mange mennesker kan undvære det kick i hverdagen, som en gudstjeneste er for mig.

Jeg har sunget salmer under Afrikas palmer, hørt hymner fremført af forarmede russiske kvinder i Sovjetunionens Zagorskkloster. Jeg har mødt den lutherske kirke i Ungarn, der holdt modet oppe blandt landsbyens indbyggere på trods af undertrykkelse. Jeg har spillet til kinesiske menigheders kirkesang i Manchuriet, så taget var ved at løfte sig. Og jeg har med glæde deltaget i gudstjeneste i min romerske favoritkirke, Santa Maria in Trastevere. Alt det og meget mere gør en forskel i mit liv.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg lever mit liv på en sky af vidner - hundredvis af forbilleder. I min tidlige ungdom var det mødet med den svenske ungkirkebevægelse omkring Olav Hartman og Sigtunastiftelsen. Senere førte Anders Nygrens idéhistoriske studie om den kristne kærlighedstanke og religionshistorikeren Carl-Martin Edsman nye dimensioner ind i mit liv.

Jeg har fundet inspiration i en lang række litterære værker. Skydsgaard åbnede min verden for den katolske kirkes dybe visdom, N.H. Søe gjorde sammenhængen mellem den kristne tro og etikken levende for mig. Og jeg har siddet en hel dag i professor Gustav Wingrens køkken i Lund, hvor hans kone, postbuddet Greta Hofsten, serverede for os, mens vi gennemgik den danske oversættelse af hans bog ”Credo”. En dag med Wingren kommer man ikke upåvirket ud af.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg går ikke rundt og indhenter eller uddeler åndelige råd. Ånd er ikke noget, man skal gøre sig til herre over. Men det bedste råd modtog jeg fra en reklamesøjle, jeg passerede på vej til skole: ”Hver dag er en gave og en opgave”. Det har jeg holdt fast ved siden, og jeg har ikke noget imod at give det videre.

Men det bedste åndelige råd, jeg kan give videre, lyder i al sin kristne verdslighed: ”Du skal opføre dig ordentligt og passe dine ting”. Det sagde jeg i mine 20 år som rektor til eleverne. Med Kierkegaards ord: ”Det er din pligt at gøre din pligt, ikke af pligt, men af taknemlighed”.