Tempelpladsen har dybe rødder i jødedom og islam

Ny konflikt i Jerusalem kan blive hårdere af Tempelpladsens ældgamle religiøse dimensioner

Tempelpladsen har dybe rødder i jødedom og islam

En tredje intifada (folkelig opstand). Det er, hvad flere kommentatorer frygter i Israel efter den seneste uro. Risikoen for en sådan forstærkes af, at konflikten handler om Jerusalems mest betændte område, som samtidig har den største folkelige interesse: Tempelpladsen. Under de intense fredsforhandlinger i år 2000 var netop spørgsmålet om Tempelpladsen den sten, der ikke kunne fjernes. Og kort efter fik vi den sidste store folkelige opstand, der kostede cirka 4000 personer livet de følgende år.

Problemet er i al sin enkelthed, at dette lille bjerg har to lange historier bag sig, der trækker i hver sin retning: en jødisk og en muslimsk. I den jødiske tradition kan tem-plets betydning næppe overvurderes. Ifølge Det Gamle Testamente var det kongen over dem alle, David, der her gav den mobile ørkenhelligdom, tabernaklet, sin faste placering på det sted, hvor Salomo senere byggede det første tempel. Nutidig historisk diskussion om troværdigheden heraf gør kun lidt indtryk på israelske politikere og offentlighed. Jerusalem er Davids by, og man fejrede i 1996 stolt 3000-året for Davids erobring af den.

Når vi kommer frem til perioden omkring Det Nye Testamente, er den jødiske historie nærmest indrammet af konflikter og hede følelser omkring og for templet. I år 167 før Kristus forsøgte den syriske kong Antiokus Epifanes at gøre templet til en helligdom for den græske hovedgud, Zeus. Det førte til en succesfuld jødisk opstand og en gylden periode med politisk frihed, der varede frem til år 63 før Kristus, hvor den navnkundige romerske general Pompejus den Store indtog Jerusalem og til jødernes store fortrydelse krævede adgang til det allerhelligste rum i templet.

Forholdet til Rom nåede et foreløbigt lavpunkt med den store opstand i år 66-70 efter Kristus, der ifølge den jødiske historieskriver Josefus blandt andet skyldtes den siddende romerske statholders lange fingre efter tempelskatten. Da Jerusalem faldt i år 70, faldt templet med på trods af, at en stor gruppe jøder havde søgt tilflugt på templets tag i håb om, at Gud ville gribe ind og redde sin helligdom.

Blot 60 år senere var den gal igen. Den romerske kejser Trajan opførte et tempel til Zeus på ruinerne af det ødelagte tempel, og det ansporede den messiansk-inspirerede Simon Bar Kokhba til at indlede en ny opstand mod Rom, der til slut blev blodigt nedkæmpet i år 135 e.Kr.

Selvom det hører til den rabbinske traditions store fortjeneste, at den transformerede jødedommen til en tempelløs jødedom og dermed langt på vej bevarede jødedommen for en ny tid uden et tempel, tabte templet og Jerusalem aldrig sin førstefødselsret ved bordet. ”Næste år i Jerusalem” hedder det hvert år under det jødiske påskemåltid, ligesom store dele af de rabbinske skrifter omhandler templets ritualer.

Går vi til muslimsk tradition, er betydningen af Jerusalem og de muslimske helligdomme ikke meget mindre central. Godt nok har sunni-islam naturligvis sit fokuspunkt i Mekka og dernæst Medina, men så følger Jerusalem som det tredjehelligste sted. Ifølge Koranen besøgte Muhammed på en natlig rejse ”den yderste helligdom” (al-Masjid al-Aqsa), der efter muslimsk forståelse netop var Jerusalem.

Da kalif Omar i 638 efter Kristus erobrede Jerusalem fra de kristne byzantinere, fik han ifølge muslimsk tradition forevist den grundklippe, som Davids helligdom blev bygget på, og han gav ordre til, at en religiøs bygning skulle rejses lige syd for. Få årtier efter stod den ekstremt flotte klippehelligdom færdig, der nu i over 1300 år har overlevet krige og jordskælv, mens Al-Aqsa-moskéen ved Tempelpladsens sydlige ende har haft en mere turbulent historie som afløser for Omars interimistiske første moské.

Efter Israels overraskende indtagelse af Østjerusalem i 1967 er denne konstant ulmende konflikt blevet holdt i ave af en aftale mellem Israel og Jordans konge, der giver muslimerne kontrol over selve Tempelpladsen og jøder adgang til at besøge den, men ikke til at bede der.

Men balancen er skrøbelig, og hvis den historiske strid om Tempelpladsen med held spilles på banen af parter på begge sider af konflikten, ligger der formentlig endnu en bølge af voldsom blodsudgydelse foran os.