Paven vil støtte de svageste i en tale til Europa-Parlamentet

23 Nov 2014, Vatican City, Rome, Italy - -- Vatican City, Vatican. 23rd November 2014 - - Pope Francis greets ...

Paven kanoniserede i søndags seks nye helgener, blandt andet en præst og nonne fra den indiske delstat Kerala. Her ses han på Peterspladsen i Rom, hvor begivenheden fandt sted. - Foto: Daniele Cataldi/Demotix/Corbis / Scanpix

Europæisk finanskrise, asylsøgere og Ukraine vil være på dagsordenen, når pave Frans i aften besøger Europa-Parlamentet og Europarådet i Strasbourg. Han kan få en tvetydig modtagelse af kirkekritiske venstreorienterede

Scenen er sat for en begivenhed, der både er ceremoniel og politisk, når pave Frans i dag taler i Europa-Parlamentet og siden i Europarådet under sit knap fire timer lange besøg. Det seneste pavebesøg fandt sted i 1988, og pave Frans har udtrykkeligt valgt at fokusere på de to institutioner og fravalgt de offentlige begivenheder, der ellers altid er en del af hans rejseprogram.

Europa-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, har forud for begivenheden understreget, at paven er ”et orienteringspunkt, ikke bare for katolikker, men for mange andre.” Og pave Frans vil givet tage ham på ordet og give sin udlægning af tidens presserende emner.

Præcis hvad budskabet bliver i aften, står endnu hen i det uvisse. Men hidtidige taler giver rig mulighed for kvalificerede gæt, og større solidaritet med Europas marginaliserede er et sandsynligt bud på et emne at tage fat på for paven. Efter hans mening er den katastrofale situation med bådflygtninge og ”den globaliserede ligegyldighed”, der møder dem, et sindbillede på et Europa, som risikerer at svigte sine kristne rødder og sine bedste humanitære principper.

Økonomisk stagnation, ungdomsarbejdsløshed, euroskepsis og Mellemøsten er andre emner, der kunne tænkes at komme under behandling. Visionen om det forenede Europa har altid nydt pavernes støtte, og ligesom sine forgængere vil pave Frans minde om, at kontinentets problemer bedst løses i fællesskab, hvis ikke vi skal vende tilbage til tidligere tiders rivaliseren og mangel på stabilitet.

I sin tale til Europarådet, der ikke er en del af EU, og som tæller Ukraine og Rusland blandt sine medlemmer, er respekt for menneskerettighederne, inklusive trosfriheden, samt en advarsel mod religiøst motiveret vold oplagte emner. Selvom han kommer fra Latinamerika, har pave Frans haft rig lejlighed til at gøre sig fortrolig med Europas komplekse historie.

Vi er i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud og i 25-året for Berlinmurens fald, samtidig med at krisen i Ukraine har genopvakt fortidens territoriale stridigheder og skabt bekymring om en ny kold krig. Det sandsynliggør, at pave Frans vil slå fast, at et Europa i fred kun kan eksistere på et grundlag af retfærdighed, solidaritet og fred - helt i overensstemmelse med katolsk sociallære.

Det ceremonielle vil således hurtigt blive erstattet af markante politiske udmeldinger, og man må spørge sig selv, hvorledes pavens ord vil blive modtaget af parlamentarikerne og rådsmedlemmerne. Det gælder ikke mindst i Europa-Parlamentet, hvor der eksisterer stærke strømninger af antiklerikalisme blandt venstrefløjspartierne, og hvor mange af de nationalistiske partier på højrefløjen vil føle sig udfordret af pavens kritik af europæisk asyl- og indvandrerpolitik.

Heroverfor har pave Frans flere fordele. Som en af klodens mest populære skikkelser rider han på en bølge af global velvilje, som de færreste politikere kan tillade sig at ignorere. Dertil kommer, at netop pavens sociale profil virker afvæbnende på de partier på venstrefløjen, der normalt er skeptiske over for kirkeligt funderede argumenter. Når pave Frans taler om moral, virker det ikke fordømmende, fordi han tager udgangspunkt i fællesmenneskelige grundvilkår og også tæller sig selv blandt synderne.

Heri ligger en forskel til pave Frans' forgænger, Benedikt XVI, og hans måde at kommunikere på. For når den tidligere pave henvendte sig til politikere, skete det typisk i form af en akademisk kulturkritik, der nok pegede på årsagssammenhænge, men som sjældnere kunne inspirere i praksis.

Fra sin latinamerikanske fortid er pave Frans til gengæld fortrolig med politiske processer og politisk ræsonnement og ved, at al politik er personlig. Helt overordnet opfordrer han altid sine tilhørere til at sætte sig i de svagestes sted, når det handler om moral og politik. Han er skiftevis indigneret, vred og fuld af håb. Den form for følelsesfuldhed bliver han undertiden bebrejdet af sine egne, der savner Benedikts sindsro. Men i forhold til politikerne signalerer pave Frans' synlige engagement en autenticitet, der lover godt for besøget i Strasbourg.