Anders Klostergaard Petersen

Teolog og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet

Ingen grund til panik - det går godt i folkekirken

Der er ingen grund til panik i folkekirken. Alligevel hører man ofte det modsatte.

”Tiden går og går tilbage, af de gamle gyldne dage reddede fædrene en rest, af nutidens slemme plage fødes eftertidens pest,” sagde Horats (romersk digter, red.). Der er meget af den slags tale, når det gælder folkekirken: De unge kommer ikke længere i folkekirken. Medlemstallet er nedadgående. Mange kaster sig ud i alle mulige nye former for gudstjenester, eksempelvis kæledyrsgudstjenester, for at hente folk ind i kirken. Jeg argumenterer ikke imod at introducere nye gudstjenesteformer, men hvis det er udtryk for paniktænkning, er det problematisk. For sagen er, at medlemstallet ligger relativt stabilt omkring 80 procent.

Det er altid København og den lave medlemsprocent her, folk får verfet i ansigtet. Men jeg mener dybest set, man skal se på parcelhuskvartererne, hvis man vil vide, hvordan det kommer til at gå fremover. Det er sociologisk i parcelhussegmentet, af folkekirkens nutid og fremtid tegnes. Jeg har selv boet i et sådant lidt uden for Aarhus. Og det er opløftende for folkekirken at være der. De unge mennesker kommer i kirken. De er involverede. Der er enorm opbakning til minikonfirmandundervisningen. Det samme gælder konfirmation og babysalmesang.

Men hvis man anlægger et klassisk pietistisk perspektiv på folkekirken, hvor man forudsætter, at folk skal komme i kirke hver eneste søndag for at være kristne, ser det skidt ud. Min pointe er, at tanken om, at man er religiøs 24 timer i døgnet, er en myte. Det er kun i situationer, hvor man udøver kirketugt, at man kan skabe den form for religiøsitet. Undskyld sammenligningen - men vi går i supermarkedet, når vi har brug for det, og mennesker i al almindelighed kommer i kirke, når de har behov for det. Typisk ved højtider, når sygdom rammer, når moralske spørgsmål melder sig og ved dødsfald.

Det er forbløffende, hvis man ser på den vestlige verden, hvor stærkt den danske folkekirke står. Også hvis man sammenligner med de andre skandinaviske lande, hvor medlemsprocenten i 2013 var omkring 75 i Norge og 65 i Sverige.

Og med i overvejelserne må man også tage, at der de seneste 30 år er kommet en gruppe mennesker til Danmark med en anden religiøs baggrund. Så jeg begriber ikke den klynken og klagen, jeg hører.

Den udspringer faktisk af en historisk uvidenhed. Man siger, at folk ikke kommer i kirke, men hvis man spørger om det i den jødiske, muslimske eller katolske tradition, finder man nøjagtig det samme, medmindre der udøves religionstugt. Og hvis man udvider perspektivet, så bad stenaldermennesker heller ikke fra morgen til aften. Jeg vil gerne appellere til historisk besindelse og dermed også bevidsthed. Det står ikke værre til i dag end tidligere.

Men det er også vigtigt for mig at få sagt, at jeg ikke argumenterer for en laden stå til. Det er fremragende, at kirken forsøger sig med nye idéer, som for eksempel spaghettigudstjenester.

Jeg mener blot, vi skal sikre den historiske klangbund i de initiativer, der introduceres i folkekirken. Og nogle gange sker der fejlinvesteringer. Min hustru har også kjoler, hun kun har brugt en gang. Og dybest set mener jeg, der skal være plads til at lave en klatrevæg på en kirke, som en for nylig har forsøgt sig med. Lad tingene stå deres prøve, og lad folk tage stilling.

Men der er ikke nogen grund til at komme med de nye initiativer på baggrund af jammer og klagen. Folkekirken har vist sig at være en utrolig stærk organisation.

Når det er sagt, er man altid nødt til at skele til det forhold, at religion og kultur er noget, der kommer og går. Hvert år forsvinder flere tusinde små sprog. Det siger noget om, at kultur ikke har nogen naturlig gang på jorden. Her tænker jeg grundlæggende evolutionært. Arter kommer og går. Det samme gør kulturer, religioner inklusive. Vi skal sikre organisationen, for der er ikke noget naturligt i, at den er her. Men det er ikke det samme som at sige, at vi står foran den sidste forestående krise, og næste år er sekulariseringen endnu mere gennemtrængende. Det store mantra de seneste mange år har været, at vi kun går mod stadig større sekularisering. Men hvis der er nogen, der skal kæmpe for deres overlevelse, er det ateisterne. De er i undertal.

Hvis folkekirken skulle gøre noget for at bevare sin plads, kunne jeg ønske mig, at den var en lidt mere aktivistisk aktør og kommenterede de overgreb, der begås mod mennesker i verden, talte mod den hårde og lejlighedsvis uciviliserede tone i dansk politik, og så kan kirken gøre rigtig meget mere for at tage sig af de mennesker, som kommer til Danmark fra andre steder i verden. Det er skuffende at se, hvor lidt kirken har ytret sig om det tema. Og her vil jeg gerne have mig frabedt et bispekollegie, som taler på kirkens vegne. ”Vågn op og slå på dine strenge”. Kirken skal tale imod den tid, vi lever i, og ikke bare være en klynkemand eller grædekone, der står på sidelinjen.

Den faldende medlemsprocent er efter min mening voldsomt overdrevet. I stedet for at fokusere på den skal kirken tale røsten fra det høje, og opgaven består ikke i at være optaget af, om yderligere ti mennesker er forsvundet fra fællesskabet. Men i at tale med vægt og kritisere den kultur og det samfund, vi lever i. Hvis kirken ikke gør det, melder jeg mig også ud, for så er den blevet dorsk og dvask. Det er en patetisk form for selvcentrering at gå op i et faldende medlemstal. Hvis nu kirken - forstået som den enkelte aktør, præsten, biskoppen og det myndige lægfolk - gik ud og sagde noget, kunne det være, den blev lidt mere interessant.

Carsten Mulnæs

Sognepræst i Lillerød Sogn

Folkekirken er udfordret 

Danmark er et kristent land. Det er jeg taknemmelig for. Men folkekirkens selvfølgelige særstatus er udfordret. Her i Lillerød får jeg også denne advent henvendelser fra børnehaver og skoler, som selv spørger, om de må komme i kirke til juleafslutning. Der bliver i øvrigt både forkyndt og velsignet! Men flere sager fra det kirkeår, vi lige har afsluttet, tegner sværere udfordringer.

Sag nummer et: Det mest aktuelle er, om civilregistreringen fortsat skal foretages af folkekirken. Med politiske briller kan det simpelthen ikke være et vigtigt spørgsmål! Med andre ord er det symbolpolitik. Hvad der politisk er en bagatel, er imidlertid kulturelt betydningsfuldt. Og netop den symbolske sammenhæng mellem folk og kirke udfordres hele tiden af den ateistiske iver fra Humanistisk Samfund. De har jo også lavet en hjemmeside for at anspore folk til at melde sig ud af folkekirken. En ungdommeligt aggressiv anti-folkekirkelighed, men det er populisme, hvis politikere følger trop. Sidste år meldte 12.212 mennesker på landsplan sig ud af folkekirken - mens 6.423 meldte sig ind.

Sag nummer to: Den nye skolereform har givet folkekirken urimelige og unødvendige problemer. Undervisningsminister Christine Antorini (S) ser ikke folkekirken som en naturlig samarbejdspartner for skolen. Det er den muligvis heller ikke i København, hvor hun bor, men det er den her hos mig og ud over landet. Det er vigtigt i det kommende kirkeår at få genåbnet diskussionen om konfirmationsforberedelsens placering, når der skal aftales form på lektiecafeer og understøttende undervisning. Konfirmationsforberedelse supplerer kristendomsfaget, hvad enten den er forkyndende eller ej. Og familierne bør da frit kunne vælge den til eller fra - på lige fod med anden tilbudt undervisning i musik eller sport i den længere skoledag.

Antallet af konfirmander blandt unge fra hele landet er i procent ganske vist faldet fra 77 i 2001 til 71 i 2013. Men det skal sammenholdes med, at befolkningen i samme periode på grund af indvandring voksede med en kvart million. I stedet for procentandel af en befolkning, der vokser, bør man se på de faktiske tal, hvis man vil konstatere, om der reelt er en vigende interesse. Det er således ikke tallene, men misbrug af statistik, der udfordrer folkekirken. Mange tolerante muslimer har i øvrigt større forståelse for rimeligheden i konfirmationsforberedelse som indslag i en skoleuge i det kristne Danmark end de religiøst berøringsangste kulturrelativister. Det har jeg erfaring med. Men i dette spørgsmål er der blevet regeret, som om vi alle boede i København.

Sag nummer tre: Heldigvis blev den store kirkereform aflyst. Men det er egentlig trist, at det kun blev en borgerlig mærkesag at ”holde fred med de hellige”. Kirkeminister Marianne Jelved (R) viste, at det ikke behøver kun at være de borgerlige, der har en fornuftig og pragmatisk kirkepolitik. Dét reddede folkekirken, sådan som vi kender den, i denne omgang. For en stor del af folketinget var i kirkespørgsmålet helt ude af sync med befolkningen, der ikke havde bedt om de påtænkte ændringer. Ingen er dog tjent med, at kirkereformen blev opdelt i en rød-blå tilgang, for det afspejler ikke medlemmernes bredde i ståsted i dagsaktuel politik. Kirkereformen burde ikke være et blokpolitisk spørgsmål, som det var ved at udvikle sig til. Tilhængere og modstandere af den nuværende kirkeordning deler sig helt på tværs af partipolitiske skel. Der er også mange ”røde modstandere” af den elitære idé om et kirkeråd.

New Public Management har en interesse for topstyret rationalistisk organisationsforandring. Den skal fremme effektivitet ved at anvende målbare styringsredskaber. Til min overraskelse har jeg også set begejstring for denne strategi i det kirkelige landskab, hvor jeg ikke havde ventet det. For eksempel, når den bliver kædet sammen med en tankegang om, hvordan man bliver et kristent menneske gennem omvendelse. Måske oplever nogle en samklang mellem det lovbundne i gammelpietistisk interesse for moralens udvikling gennem omvendelse og helliggørelse - og så de styringsredskaber, der baserer sig på målbar lovmæssighed? Det er bare en tanke! Men målinger af danskernes tro er og bliver absurde. Rigtig mange kirkeligt bekymrede aktører lider af denne her målingsmani på folkekirken. Og spørger for eksempel, om man kan tyde noget ud fra det dalende antal af bryllupper i kirken. Der må jeg nok sige, at jeg er evangelisk-luthersk ubekymret. Det var for eksempel interessant, at man castede et TV-program om at blive ”gift ved første blik” med vielse på rådhuset og skilsmisse foran alteret. Et udtryk for, at kirken både er en væsentlig kultur og modkultur i Danmark. Præsten er naturligt med blandt fire ”eksperter”. Vi ved jo at hans embede scorer højt på troværdighed. Det arrangerede ægteskab derimod, som vi ellers forbinder med fremmed religiøs kultur, indgås på rådhuset, selvom en ”rigtig” vielse for de fleste stadig er i kirken. Det hele vendes derfor lidt ironisk på hovedet, for det er til gengæld sjældent, at de, der går fra hinanden, opsøger en præst for mægling, som det skete i TV-programmet. Men det er i en nøddeskal danskernes forhold til folkekirken: den er vores med høj troværdighed - i en ironisk distance.

Min bekymring er derfor koblingen af Excel-dokumenter med et ønske om at ”gøre danerne kristne”. Jeg er bange for, at det vil virke stik imod hensigten og gøre folk mere fremmedgjorte over for folkekirken. Dét er en kæmpe udfordring. Det store segment er godt tilfreds, så længe de får lov til at være i fred med deres folkekirke. Danskerne vil ikke have at vide, at de skal laves om. Vi kan ikke missionere os til en bedre folkelig opbakning. Den, vi har, giver til gengæld mulighed for, at alle typer af præster og teologi kan leve side om side i folkekirken. Jeg er fanatisk folkekirkelig.

Det er og bliver en central udfordring for folkekirken at fastholde og rekruttere præster. Og et samarbejde mellem teologisk fakultet og folkekirke skal styrkes, hvis fødekæden for begge institutioner ikke skal brydes. Vi lever af hinanden. Folkekirken er presset af et falsk skel mellem idéen om folkelighed som underholdning sat over for en akademisk verden som elitær og ufolkelig. Vi lever i et veluddannet folk. Derfor er det afgørende, at præsterne ikke står tilbage, men kan tale med befolkningen på alle refleksionsniveauer. Men studereværelset i præstegården er erstattet af et mødelokale, og præsterollen som et lærd embede er under pres. Desværre er det allerede sådan, at tid til refleksion ofte står i unfair konkurrence med det, én for nylig kaldte ”kalenderkristendom”, og som nogle endda hævder er vejen frem. Men det er ikke vejen frem.

At kirken skal lade folk være i fred, betyder ikke, at kirken skal læne sig tilbage. Men den skal være lige så optaget af fordybelse i evangeliet som i udbredelse af det. Mit motto er: Kirken skal ikke ud i verden, men verden skal ind i kirken. For eksempel inviterer jeg mit byråd til gudstjeneste efter nytår. Jeg ønsker at vise, at vi i kirken kan fejre glæden over vores dejlige by og sunde demokrati. Det kan kirken også bruges til. Det smukkeste, man kan sige om folkekirken, er: Den har ikke en klar sondring mellem ”hertil går kirken, og herfra begynder verden”. På samme måde, som det på stranden er umuligt at sige, hvor grænsen går mellem landet og vandet. Lidt humoristisk siger jeg derfor ofte, at jeg er sognepræst i Lillerød Kirke-by. Folkekirken er nemlig mulighedernes marked og danskerne skal fortsat have lov at kalde sig et kristent folk med både konfirmationer og kirkebog - og med rummelighed i kirken for både teologisk og politisk pluralisme. Fundamentet for dette mulighedernes marked er blot udfordret både indefra og udefra.