Biskoppernes fælles udtalelse om konfirmationsforberedelse

Det er vigtigt, at konfirmationsforberedelsen fortsat afholdes inden for skoletiden, understreger folkekirkens 10 biskopper i en fælles udtalelse. Læs den her

Biskopperne har været meget opmærksomme på konfirmationsforberedelsens vilkår i forbindelse med indførelsen af den nye folkeskolereform, og har flere gange rejst sagen over for Kirkeministeren og hendes embedsmænd
Biskopperne har været meget opmærksomme på konfirmationsforberedelsens vilkår i forbindelse med indførelsen af den nye folkeskolereform, og har flere gange rejst sagen over for Kirkeministeren og hendes embedsmænd. Foto: Christian Roar Pedersen.

Den nye skolereform har på flere måder stillet folkekirken over for nye udfordringer. For konfirmationsforberedelsen på 7. eller 8. klassetrin har den længere skoledag mange steder medført, at konfirmationsforberedelsen er blevet flyttet fra morgentimerne til om eftermiddagen.

Langt de fleste præster er gået ind i disse nye vilkår med en vilje til nytænkning. Konfirmationsforberedelsen planlægges på mange forskellige måder. Som sammenhængende undervisningsforløb samlet på hele dage og som ophold på lejrskole med de pædagogiske muligheder dette giver, for blot at nævne enkelte eksempler. Det kan lade sig gøre at undervise konfirmander på andre tidspunkter end fra kl. 8.00 til kl. 9.40. Men det er vigtigt, at konfirmationsforberedelsen fortsat afholdes inden for skoletiden.

Biskopperne har været meget opmærksomme på konfirmationsforberedelsens vilkår i forbindelse med indførelsen af den nye folkeskolereform, og har flere gange rejst sagen over for Kirkeministeren og hendes embedsmænd. Vi har også haft lejlighed til at forhandle de nye vilkår for konfirmationsforberedelsen med embedsmænd fra Undervisningsministeriet på et møde den 16. december 2013. Vi blev under disse forhandlinger forsikret om, at § 53 i folkeskoleloven, der siger, at der skal gives plads konfirmationsforberedelsen inden for folkeskolens undervisningstid, og at tidspunktet skal forhandles mellem skolerne og præsterne, fortsat er gældende.

Derfor kom det bag på os, at undervisningsminister Antorini nogen tid efter udsendte en meddelelse om, at konfirmationsforberedelsen ”så vidt muligt” skal have plads inden for undervisningstiden. Folkeskoleloven taler ikke om ”så vidt muligt”, men giver som hidtil folkekirkens konfirmationsforberedelse et retskrav på at få plads inden for den undervisningsdag, som er fastlagt af kommunalbestyrelsen. Vi mener, at også en minister skal holde loven.

For minikonfirmandundervisningen medfører den nye folkeskolelov ingen vanskeligheder de steder, hvor undervisningen som hidtil kan afholdes i umiddelbar forlængelse af skoledagen. Mange steder slutter skoledagen for 3. og 4. klassetrin kl. 14.30, og det skulle kunne lade sig gøre at starte minikonfirmandundervisningen på dette tidspunkt. Men hvis dette ikke kan lade sig gøre, kan det være problematisk at tilrettelægge minikonfirmandundervisningen.

Eftersom der er tale om dåbsoplæring, kan minikonfirmandundervisningen nemlig ikke afholdes som ”understøttende undervisning” på linje med for eksempel musikskolers og idrætsforeningers undervisningstilbud. Vi håber, at der med en ny fælles anordning for børnekonfirmandundervisning (tidligere kaldt minikonfirmandundervisning), konfirmationsforberedelse og konfirmation gives mulighed for, at folkeskolelovens § 53 udvides, så den også omfatter børnekonfirmandundervisningen. Den nye folkeskolelov giver gode muligheder for de folkekirkelige skoletjenester.

 Eftersom skoletjenesternes undervisningstilbud er tilrettelagt på folkeskolens vilkår, og derfor ikke er forkyndende, vil de folkekirkelige skoletjenester kunne finde plads inden for folkeskolens undervisningsdag som understøttende undervisning. Afsluttende er det vores opfattelse, at det er folkekirkens opgave at fastholde både Undervisningsministeren og skolelederne på deres forpligtelse til at overholde § 53 i folkeskoleloven. Derfor vil vi følge udviklingen nøje.

Henning Toft Bro,
Marianne Christiansen,
Steen Skovsgaard,
Peter Fischer-Møller,
Tine Lindhardt,
Peter Skov-Jakobsen
Kjeld Holm,
Lise-Lotte Rebel,
Henrik Stubkjær
Elof Westergaard

Karsten Nissen har forfattet skrivelsen, inden han gik af som biskop over Viborg Stift.