Aalborg Stift køber nyt hus for 55 millioner kroner

Nye lokaler beliggende centralt i Aalborg skal sikre bred og kreativ kirkeudvikling i folkekirken. Andre stifter burde lade sig inspirere, siger iagttager

Folkekirken i Aalborg Stift flytter nu ind på byens centrale torv. "Visionen er at skabe en nærværende folkekirke," siger biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, som ses her på arkivbilledet
Folkekirken i Aalborg Stift flytter nu ind på byens centrale torv. "Visionen er at skabe en nærværende folkekirke," siger biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, som ses her på arkivbilledet. Foto: Denmark.

Folkekirken i Aalborg Stift flytter nu ind på en af byens mest eftertragtede adresser med et Folkekirkens Hus på byens centrale torv ved siden af Domkirken.

Med den placering skal huset åbne sig mod det folkelige og kirkelige liv i byen og stiftet, skriver stiftet i en pressemeddelelse om den 55 millioner kroner dyre investering.

Visionen er at skabe en nærværende folkekirke, siger biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro.

Her kan vi lave kreativ kirkeudvikling i en meget bred forstand, hvor vi kan være med til at føre folkekirken frem i en tid, hvor der også står meget blæst om den. I denne nye tid vil vi gerne prioritere eksempelvis religionspædagogik og ungdomskirke.

BILLEDSERIE: Her er Aalborgs mindste sogne

Biskoppen fortæller, at konfirmationsforberedelser er noget af det første, man vil arbejde med. Netop fordi folkekirken står i en tid, som med den nye folkeskolelov varsler forandringer. Her er det vigtigt at lave projekter, der kan hjælpe præster og undervisere over hele stiftet.

Man kan sige, at vi med Folkekirkens Hus får et centralt udviklingssted, som kan være med til at udvikle folkekirken decentralt,
forklarer Henning Toft Bro.

Biskoppen er godt klar over, at 40 millioner kroner er mange penge, men det er også et spørgsmål om prioriteringer, lyder det. Den vurdering er Anders Laugesen enig i. Han er studievært på P1-programmet Mennesker og tro og mener, at det koster penge at investere i fremtiden.

Andre stifter burde lade sig inspirere af det her projekt. Det er vigtigt for folkekirkens fremtid, at man kommer i dybere debat med det omkringliggende samfund, siger Anders Laugesen, der håber, at projektet vil medføre en bred folkekirkelig debat på tværs af landet og ikke kun i Aalborg.

I Sverige har de stiftsgårde, og i Tyskland har de kirkelige akademier. Det er begge steder, hvor man fører en debat mellem det politiske og det kirkelige. Den platform har man manglet og savnet i Danmark i mange år, siger studieværten.

Den tidligere nationalbankfilial er lige nu en del af Aalborg Universitet, som sammen med University College Nordjylland også skal indgå i projektet på sigt for at skabe spændende værdidebatter.
Bygningen har et areal på 2200 kvadratmeter.