Ånden flytter ud af det gamle København

Siden Københavns Universitet blev grundlagt i 1479, har teologerne holdt til i hovedstadens gamle middelalderby og ved latinerkvarteret, som var centrum for kultur, kirke og højere uddannelse. Nu flytter fakultetet ud af sine historiske bygninger og til Amager, hvor det samles med humanisterne på Søndre Campus. Foto: Jens Welding Øllgaard

Jeg tror, det havde været godt for København og dens kultur at beholde de studerende inde i bykernen
Kirsten Busch Nielsen

I disse uger flytter fakulteterne for jura og teologi fra deres historiske bygninger i det indre København. Den gamle bykerne er gået fra at være centrum for kultur og dannelse til et turistområde med caféer og butikker, siger historiker

Københavns historiske bykerne er ikke, hvad den har været.

Konstateringen kommer fra Kirsten Busch Nielsen, der er dekan på Det Teologiske Fakultet i København. Siden Københavns Universitet blev grundlagt i 1479, har teologerne holdt til i hovedstadens gamle middelalderby og ved latinerkvarteret, som var centrum for kultur, kirke og højere uddannelse.

Nu flytter fakultetet ud af sine historiske bygninger og til Amager, hvor det samles med humanisterne på Søndre Campus. Det samme gælder Det Juridiske Fakultet, og hele udflytningen skyldes en 10 år gammel politisk beslutning om at samle de studerende og spare på universitetets statsfinansierede bygninger. Når de to fakulteter er flyttet, er der ikke flere studerende tilbage i middelalderbyens gamle studiecentrum.

”Det er da et stykke historie, at indre by tømmes for studerende, og at latinerkvarteret sådan set nedlægges. Så er der kun administrationen ved Vor Frue Plads tilbage. Men i takt med, at flere studerende er forsvundet, så bliver indre by mindre attraktiv for os. I dag er her primært butikker og caféer, som hurtigt skiftes ud,” siger Kirsten Busch Nielsen.

Dekanen har forståelse for udflytningen og ser også frem til et bedre arbejdsklima og sammenhold med andre fakulteter. Men samtidig er det ærgerligt at se Københavns gamle studiemiljø forsvinde.

”Jeg tror, det havde været godt for København og dens kultur at beholde de studerende inde i bykernen. Men nu må vi prøve at være til stede i byen på andre måder.”

Flytningen af jura og teologi, som sker den 1. februar, er ikke kun billedet på et større besparelsesarbejde. Det er også led i en udvikling af Københavns gamle bykerne, der er sket inden for de seneste to generationer, siger tidligere universitetshistoriker Ejvind Slottved.

Han står for rundvisninger på Københavns Universitet og i latinerkvarteret, hvor han guider i fredede bygninger og tilknyttede kirker samt i gader, der engang var fyldt af boghandlere og antikvariater og universitetsembedsboliger. I dag bor få københavnere i bydelen, som i stedet er blevet fyldt med turister, caféer og butikker, siger han.

Udsigten fra den fjerde og øverste etage kan man ikke sætte en finger på. Det må avisens udsendte erkende, da bibliotekar Henrik Laursen viser rundt i bygningen. Foto: Jens Welding Øllgaard

”Engang var her et bycentrum med kulturinstitutioner, hvor den lærde og kulturelle elite levede deres liv. I dag har mange københavnere ikke nogen speciel grund til at komme i denne del af byen, der i høj grad er blevet overtaget af turister. Københavns gamle bydel er på mange måder kommet til at minde mere om Gamla Stan i Stockholm, som næsten udelukkende er et turistmuseum, hvor få svenskere kommer, og færre bor.”

Og nu mister de studerende så også deres ærinde i den gamle bydel.

”Det er 500 års kulturhistorie, der stopper, når de sidste cirka 5000 studerende skal mod Amager. Det er synd, men jeg har stor forståelse for nødvendigheden bag flytningen. Og det er et led i en udvikling, der længe været i gang, så meget af den gamle ånd ved latinerkvarteret er allerede væk,” siger Ejvind Slottved.

Da Det Teologiske Fakultet først fandt ud af, at de skulle flytte til Amager, troede de ikke, at alt kunne komme med. Derfor begyndte de at rydde ud i samlingen. Men nu er der sikret plads til det hele, fortæller bibliotekar Henrik Laursen (th). Foto: Jens Welding Øllgaard

Fakultetets undervisere har dog været i gang med at smide bøger og teologiske tidsskrifter ud. På borde og i vindueskarme står der stakkevis af bøger, som de studerende kan tage, hvis det har lyst. Foto: Jens Welding Øllgaard

Forfatter Kristian Ditlev Jensen mener dog, at der stadig er en tradition og ånd, der tabes, når blandt andet Det Teologiske Fakultet forlader den gamle bykerne. Han har både studeret på Amager og senere på Det Teologiske Fakultet i indre København.

”Jeg oplevede det som et privilegie at studere i de gamle bygninger i den smukke middelalderby med adgang til en kirke, man nærmest kunne lege i, og til lokaler, hvor koryfæer har siddet før mig. Men det er sjovt, at jeg skal se det som en luksus. Det burde være en selvfølge. I studenterbyer som Paris og Dublin ser du heller ikke universiteterne blive skubbet ud af byen. De skal ligge på deres historiske plads og bidrage til en særlig højtidelighed og ånd,” siger han.

”Samtidig er der tale om et dannelsestab, når man skiller sig af med gamle universitetsbygninger eller lukker byens gamle posthus og gør det til en tøjbutik. Man mister tradition og historie og dermed også sammenhæng. Folk bliver mindre forbundet med det, de kommer af.”

Fra 1. februar ligger Det Teologiske Fakultet på Søndre Campus på Amager, sammen med det juridiske og humanistiske fakultet. Foto: Jens Welding Øllgaard

Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen har fulgt udflytningsprocessen de seneste 10 år. Selvom de faste studiefunktioner nu forsvinder fra latinerkvarteret, er der ifølge ham mere positivt at vinde ved at rykke fakulteterne sammen.

”Det, der har vejet tungt for os, er blandt andet et ønske om at skabe et moderne, større studiemiljø. Det gør vi ved at samle jura, teologi og humaniora i én campus. Selvom fakulteterne rykker til Amager, tror jeg stadig, at et væld af studerende vil gøre brug af middelalderbyen. Jeg tror ikke, udflytningen vil ændre på det gamle områdes betydning og på studenterlivet i centrum,” siger han og tilføjer, at Studenterhuset ved Rundetårn desuden forbliver i indre by.