Miljøet omkring Tidehverv tiltrækker mange yngre teologer og litterater i disse år. Hvad tror du, den tiltrækning skyldes?
"For mit eget vedkommende har det ikke så meget været det konkrete fællesskab, som mødes på sommermødet, men snarere den karske og ligefremme åndstradition, som især Søren Krarup er repræsentant for, og som har været et nødvendigt modstykke til en konsensuskultur, som udvander vores kulturhistoriske arv, og som ikke tager fat om nældens rod i sin tilgang til samtidens udfordringer. Uanset baggrund er det forfriskende at læse gamle tidehvervske koryfæer som Tage Schack og Kristoffer Olesen-Larsen, der skriver veloplagt og usentimentalt om virkeligheden, og at vi alle er syndere."
Hvad forbinder interessen hos yngre teologer og litterater for folk som Jakob Knudsen, Georg Brandes, Michel Houellebecq og Karl Ove Knausgård?
"Personligt er jeg mest optaget af det danske stof. Men de har i hvert fald alle den frække, karske tale tilfælles, en slags tidehvervsk jargon. Ud over betydningen for den enkelte i det personlige møde med store forfatterskaber har det måske også betydning, at de alle kan adressere tilværelsens problemer, uden at det behøver at handle om kristendommen. Måske kan litteraturen som åndshistorisk form i virkeligheden tit og ofte spidde problemerne endnu skarpere end teologien. I hvert fald er litteraturen også en vej ind til at tale om livet og den forpligtende virkelighed, uden at man behøver at have Tidehvervs- eller Grundtvig-kasketten på. Der sker jo også det, at selvom man nogle gange går til et forfatterskab med et ønske om at læse det i ens egen sags tjeneste, så viser der sig andre ting, når man dykker ned i det. Forfatterskabet stritter imod og åbner nye felter."
Tidehverv blev til som et ungdomsoprør og som selvopgør i opgøret - men ifølge flere er den tidehvervske kulturkamp i dag præget af partidisciplin og uselvstændig eftersnakken. Er du enig i den kritik?
"Jeg tror ikke, det er en tidehvervsk specialitet. Det ses også i det grundtvigske og i mange andre sammenhænge. Men nej, der er ikke selvopgør nok i dagens kulturkamp - hverken på den ene eller den anden fløj. Måske hænger det sammen med, at uenighed ikke længere er et ideal, hvad det i nogen grad har været tidligere. Ikke at man skulle være uenige om sagens kerne, men en erkendelse af, at uenighed på mange fronter kunne være frugtbar. At åndsfriheden kun hersker under kampens fortegn. Uenigheden er produktiv, fordi den skubber til os. Og hvis jeg skal have ret til at have de holdninger, jeg selv har, må jeg også acceptere min modstanders ret til at have sine meninger. Det er dér, i striden, at kampen om sandhederne foregår, og ikke der, hvor man står i et eller andet fastlåst politisk skema. Og hvis luften i kulturkampen bliver for lummer, er der kun én ting at gøre for at komme videre: at tage kampen op med åndshistoriens kæmper. Hvor Grundtvig er ét sted at starte, Brandes et andet. Men det kan også være, at fornyelsen kommer et uventet sted fra."
Hvad skal et ungt menneske på 24 år i Grundtvigsk Forums styrelse?
"Først og fremmest sikre, at den grundtvigske ungdoms stemme bliver hørt. Fra min tid i Studenterkredsen og Københavns Valgmenighed og i kraft af min interesse for Grundtvig og det grundtvigske har jeg desuden fået lyst til at gøre et konkret stykke arbejde for de mange grundtvigske institutioner, menigheder og fællesskaber, der stadig findes og er værd at værne om."
"Det er også vigtigt, at Grundtvigsk Forum arbejder for at samle landets grundtvigske kræfter. Ikke fordi de skal være enige, tværtimod, men fordi der er en fælles tradition og arv, og fordi de fjender og farlige tendenser i tiden, der findes udadtil, er større end uenighederne indadtil. De grundtvigske har en fælles sag."
Hvad er det for en sag?
"Helt overordnet handler det om at tænke det folkelige og det kirkelige sammen. Der ligger en masse oplysningsarbejde, som jeg og andre kan bidrage til ved kendskab til Grundtvig og den kulturhistoriske arv, som er større end et par løsrevne salmevers. Det gælder også kampen for civilsamfundet. Det folkelige eksisterer kun, hvis der også er gode og stærke parallelinstitutioner til de statslige. Alt det, der foregår rundt om folkeskolen eller folkekirken, er vigtigt at udvikle. At vi bliver ved med at mødes, diskutere, udgive ting, oplyse hinanden. Det er den gamle idé om folkeoplysning, der er noget andet end det, staten varetager, men som de fleste i dag desværre forlader sig på."