Adventister og baptister undgår kræft

Medlemmer af danske trossamfund lever sundere og har nedsat risiko for at får kræft, viser endnu ikke offentliggjort undersøgelse

Medlemmer af danske trossamfund har nedsat risiko for at få kræft i lever, lunge og tarm, viser ny forskning. -
Medlemmer af danske trossamfund har nedsat risiko for at få kræft i lever, lunge og tarm, viser ny forskning. - . Foto: Mads Jensen.

Adventister og baptister lever sundere end resten af befolkningen og undgår derfor de kræftformer, der er forbundet med en dårlig livsstil. Det skriver videnskab.dk.

Bag den endnu ikke offentliggjorte undersøgelse står forskere fra Syddansk Universitet og Kræftens Bekæmpelse. De har fulgt over 10.000 medlemmer af Syvende Dags Adventistkirken og Baptistkirken i Danmark og sammenlignet deres dårligdomme med resten af befolkningens.

Cigaretter, stress og alkohol er ikke en del af en adventists liv, påpeger Niels Christian Hvidt, der er lektor på Helbred, Menneske og Samfund på Syddansk Universitet. Han forklarer, at en adventists tro derimod kræver en sund livsstil, hvor strenge spiseforskrifter fra Det Gamle Testamente skal følges.

Adventister lever efter de klassiske kosher-foreskrifter, og hver tredje spiser slet ikke kød, så vi ved, at de lever meget sundt, siger Niels Christian Hvidt.
 
Religiøse mennesker bevæger sig elegant uden om de kræftformer, der er forbundet med dårlig livsstil. Til gengæld har religiøse mennesker lige så stor risiko som alle andre for at udvikle kræftformer, der er knyttet til et dårligt immunforsvar som for eksempel leukæmi. Det konkluderer Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse og leder af undersøgelsen.

Det peger i retning af, at den lavere risiko skyldes sammenhænge, vi kender i forvejen fra KRAM-faktorerne kost, rygning, alkohol og motion, siger Christoffer Johansen. 

Baptisterne har ikke, som adventisterne, særlige regler for spise og drikke. Selvom deres risiko for at få kræft er større end adventisternes, ligger den betydeligt under risikoen i befolkningen generelt. Det fortæller lektor Niels Christian Hvidt.

Jeg tror, det her afspejler vigtige teologiske perspektiver på sundhed; en form for helseteologi, om man vil. For eksempel hedder det hos Paulus, at legemet er et tempel for Helligånden. Det handler om, at man skal leve ordentligt og ikke skeje ud, men også drage ansvarlig omsorg for den krop, man har fået, og som Helligånden bor i, siger Niels Christian Hvidt. 

Forskerne har fulgt i alt 7.500adventister og 3.500 baptisters sygdomme og dødsfald siden 1920. Oplysningerne har de hentet fra CPR-registret.