Er Scientology den organisation i verden, der er dårligst til image-pleje?
Det spørgsmål sidder man tilbage med, når man har set dokumentarfilmen ”Scientologys religiøse fængsel”, som vises på DR2 i aften.
For igen præsenteres et billede af en bevægelse, som bruger alle kneb over for kritikere, og som ikke formår at argumentere troværdigt imod kritik i en nutidig offentlighed.
Grundlæggende er det et overbevisende træk af den amerikanske instruktør Alex Gibney at samle otte afhoppere fra Scientology, der fortæller kompromitterende historier. Man hører både om, hvad de selv har gjort, og hvad der er gjort mod dem.
Et tidligere medlem erkender, at han har løjet systematisk om, hvad der foregik, mens han var tilknyttet organisationen. En anden beretter om ”Rehabiliteringsprojektet” på 7. etage af en bygning, hvor man placerer medlemmer med ”undergravende” tanker. Her udsættes de for ydmygelser og straffearbejde.
Endnu en anklage, der rettes mod Scientology, er, at virksomheden gennem de såkaldte auditions, som kan minde om skrifte-situationer, indsamler fortrolige bekendelser fra medlemmerne.
En afhopper hævder i filmen selv at have været med til at gemme kompromitterende viden om den amerikanske skuespiller John Travolta for at holde ham inden for murene. De har for meget ”snavs” på ham til, at han kan forlade organisationen, lyder det i filmen.
Dokumentarfilmens styrke er det overvældende materiale af historier fra eks-scientologer, som vises. Det er også dens svaghed. For det ville give et bedre billede, hvis et par scientologer havde givet fyldige svar på de anklager, som rettes mod bevægelsen.
Der er kun klip med scientologers citater, som er hentet fra andre sammenhænge, fordi organisationen ikke ville deltage i Alex Gibneys film. Scientology gør det første, der står i spindoktorens håndbog, man ikke må gøre: Grave sig ned, når der kommer kritik.
Et højdepunkt er, da den afhoppede filminstruktør Paul Haggis beretter om det fremskredne stadie i éns udvikling som scientolog, hvor man får overdraget håndskrevne sider af grundlægger L. Ron Hubbard. Stor var medlemmets skuffelse, da han efter at have betalt tusindvis af dollars fik afsløret en banal science fiction-fortælling om galaktisk krig.
I en verden for 75 millioner år siden, hvor man i øvrigt havde biler, tøj og gader som i USA i 1950’erne, narrede en galaktisk diktator Xenu uskyldige borgere hen på skattekontoret for at lamme og nedfryse dem, hvorpå de blev fløjet til jorden, kastet ned i vulkaner og bombet med brintbomber, lyder Hubbards fortælling.
Af og til får dokumentaren et skær af komedie. Det bidrager til at holde fortællingen levende, når afhopperne fyrer vittigheder af og viser sig som mennesker af kød og blod.
Men komikken overdoseres nogle steder. Ikke mindst når man får den ene alvorlige fortælling efter den anden.
For eksempel om, hvordan scientologer dukker op hjemme hos afhopperne og opfører sig ubehageligt. Eller om hvordan Scientology reelt vandt kampen over det amerikanske skattevæsen ved at true med retssager.
Det lykkedes dengang at blive anerkendt som religiøs organisation.
Uden den sejr, hedder det i filmen, er det tvivlsomt, om Scientology havde overlevet, for bevægelsen var i økonomisk krise og kunne være gået fallit, hvis den ikke havde fået skattefordele.
DR skal have tak for at vise dokumentaren (selvom det undrer, at Church of Scientology uden videre oversættes til ”kirken”). For overordnet står dissidenterne stærkt som kilder. De er troværdige.
Hvad der til gengæld ikke er troværdigt, er vandrehistorien om, at HBO, filmselskabet bag produktionen, tidligt i forløbet skulle have hyret 160 advokater til at forsvare sig mod Scientology, der er kendt for at lægge juridisk pres på sine kritikere. Det viste sig at være en usand oplysning, fortæller Alex Gibney.
Men fordi folk er vant til, at Scientology er utroværdig, troede ingen på virksomheden, selv da den havde sandheden på sin side.
Og så har man ikke verdens bedste image.
Scientologys religiøse fængsel. Instruktion: Alex Gibney. Vises tirsdag aften på DR2 kl. 20.35