Selvom Afrika stadig kun huser 13,2 procent af verdens katolikker, er det ikke grebet ud af luften, når mange afrikanske katolikker mener, at den næste pave bør være sort. Ingen steder i verden vokser den katolske kirke så meget som i Afrika.
Ifølge den pontifikale årbog 2005 voksede den katolske kirke i 2003 med 4,5 procent i Afrika, 2,2 procent i Asien, 1,2 procent i Nord- og Sydamerika, mens antallet i Europa var uændret. Alene i løbet af de sidste 20 år er antallet af katolikker fordoblet i Afrika.
Dertil kommer de mange katolikker af afrikansk oprindelse, der lever uden for Afrika. Den amerikanske præst Clarence Williams fra Detroits bispesæde, der har skrevet flere bøger om emnet, vurderer, at katolicismen er den største religion i verden for mennesker af afrikansk oprindelse. Han skønner, at der findes mindst 200 millioner sorte katolikker.
Det får mange afrikanske katolikker til at mene, at en sort pave vil have særlige forudsætninger for at bringe den katolske kirke godt ind i det nye årtusind.
– På samme måde som en polsk pave var den rette til at møde de store politiske udfordringer i kølvandet på afslutningen af den kolde krig, kan en afrikansk eller latin-amerikansk pave være præcis, hvad kirken har brug for, for at sikre sin fremtid i det nye årtusind, siger fader Olaitan fra Hellig Kors Katedralen i Lagos i Nigeria således til avisen International Herald Tribune.
Kristine Munk, Afrikakender og cand.mag og ph.d. stipendiat i religionsvidenskab ved Syddansk Universitet, er ikke i tvivl om, at det kommer til at præge hele den katolske kirke, at den afrikanske gren udvikler sig så eksplosivt – uanset om den næste pave bliver afrikaner eller ej.
– Der vil være en afsmitning. Afrikanerne har deres egen indfaldsvinkel til kristendommen. Som tidligere ærkebiskop Desmond Tutu har sagt: Det, Afrika kan tilbyde kristendommen, er sit særlige menneskesyn: at den enkelte bliver menneske gennem andre. At vi eksisterer gennem hinanden, pointerer hun.
Nu er Desmond Tutu anglikaner og ikke katolik, men hans ord gjaldt hele den kristne kirke, og Kristine Munk er sikker på, at de er dækkende for den afrikanske katolicisme også.
– Vi kan se, hvordan de katolske præster også giver troen og kirken deres eget præg. Man kombinerer traditionelle afrikanske tankemåder og ritualer med det katolske budskab, siger hun og nævner blandt andet en tidligere zambiansk biskop, som gjorde det i så udpræget grad, at han fik rekordmange tilhængere, men også blev kaldt til Rom for at blive belært om grænserne for den katolske kirkes udfoldelse.
– Den type kirke, der vokser i Afrika, er den sanselige kirke. Det er en kirke, der appellerer til de følelsesmæssige sider i mennesket. Sådan som man tydeligst ser det inden for pinsebevægelsen, der jo har en endnu kraftigere fremgang i Afrika end katolicismen, siger Kristine Munk.
Religionshistoriker og daglig leder af den katolske kirkes Steno-arkiv, John Damsager, hæfter sig også ved, at den afrikanske kristendom er præget af en mere karismatisk linje, end det er sædvane i Vesten.
– Den tredje Verdens troende er mere uformelle i deres gudsdyrkelse, og det vil uvægerligt komme til at præge den katolske kirke også, siger han.
Den højst placerede afrikaner i den katolske kirke i øjeblikket er den 72-årige kardinal Francis Arinze fra Nigeria, der var nummer fire i rangfølgen efter pave Johannes Paul II. Francis Arinza var en nær rådgiver af den afdøde pave, kendt som meget konservativ i religiøse spørgsmål om prævention, abort og skilsmisser samt særdeles vidende om islam, og han er løbende blevet nævnt som en mulig efterfølger for pave Johannes Paul II.
– Alene det faktum, at Francis Arinze er blevet hentet til Rom og har haft en meget betroet stilling vidner om, at udviklingen i Afrika allerede har sat sit præg. Ellers ville man jo heller ikke seriøst drøfte Arinze som en mulig ny pave, siger John Damsager.
Afrika er i det hele taget blevet verdens nye centrum for de kristne kirker. På det amerikanske forskningscenter Center for the Study of Global Christianity, der analyserer udviklingen i kristendommen, har man beregnet kirkens tyngdepunkt til i øjeblikket at ligge i Timbuktu i den overvejende muslimske stat Mali. Det vil sige, at Timbuktu er det sted på kloden, hvor der bor nogenlunde lige mange kristne mod nord, syd, øst og vest.
Rom har ikke været i nærheden af tyngdepunktet siden i 1700.
Ifølge centrets beregninger vil tyngdepunktet i år 2100 have skubbet sig yderligere mod syd – til Sokoto i Nigeria. Til den tid vil der efter eksperternes vurdering bo tre gange så mange kristne på den sydlige halvkugle som den nordlige.
Kirstine Munk fra Syddansk Universitet ser den bemærkelsesværdige vækst i kristendommen på det afrikanske kontinent som en følge af den modernisering, de afrikanske samfund gennemlever.
– Når et samfund ændrer sig, får dets borgere også brug for en anden type af religion, siger hun.
Kirstine Munk peger på, at den traditionelle afrikanske religion har taget udgangspunkt i familien som samfundets grundlelement. I takt med udviklingen er individet blevet overladt mere til sig selv, og det har derfor brug for en religion, der som den katolske er mere rettet mod det enkelte menneske.
For Niels Kastfeldt, lektor og afdelingsleder ved Teologisk Institut, Københavns Universitet, der særligt har forsket i Afrikas religioner, hænger den katolske kirkes fremgang i Afrika nok så meget sammen med, at kirken traditionelt har haft en meget høj social profil.
– Det har været den katolske kirkes styrke, at den har taget sig meget af de fattige, har talt for demokratisering med videre, siger Niels Kastfeldt.
Det seneste årti er den profil blevet mere mudret, fordi kirken kategorisk har afvist brugen af kondomer, selvom de kunne være et redskab i forbindelse med kampen mod hiv/aids.
– Men de lokale præster har mange steder haft en mere afslappet holdning til kirkens politik og f.eks. selv delt kondomer ud, hvis de skønnede, at der var brug for det, siger Niels Kastfeldt.
En medvirkende årsag til populariteten har formentlig også været kirkens store engagement i nødhjælpsarbejdet, mener John Damsager.
– Afrika har gennem årtier været det kontinent, der har modtaget mest nødhjælp, ofte gennem kristne hjælpeorganisationer. Det ville ikke være mærkeligt, hvis det har givet anledning til overvejelser om, hvad det er for tanker, der ligger bag denne hjælp, mener han.