Alle er Guds børn
Spørgsmål: Islams tro er som bekendt baseret på de fem søjler, hvoraf en af dem er forpligtelsen til at yde almisse til de fattige, syge og forfulgte. Så vidt jeg forstår, skal denne almisse så vidt muligt udgøre to en halv procent af den pågældendes indtægt. Denne forpligtelse er jo i sig selv en prisværdig del af islam, vel svarende til den mere organiserede og kontrollerede sociale beskatning i Danmark. Men også her i landet er det jo tilladt at yde yderligere bidrag til dem, der er i nød i Danmark og i den øvrige verden.
Mit spørgsmål går ud på, hvorledes denne islamiske almisse forvaltes, kontrolleres og ikke mindst anvendes? Specielt vil jeg gerne vide, om almisse også kan gives til ikke-muslimer, der er i nød, og om for eksempel bidrag til SOS-Børnebyerne, Red Barnet, Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer, Læger uden Grænser og lignende tæller med inden for de omtalte to en halv procent almisse?
Jørgen Wahl
Hadi Khan, cand.polyt., svarer:
Kære Jørgen Wahl. Der er to termer for almisse i Islam, zaka-at og saddaqa: Zaka-at er den almisseform, som alle muslimer bør betale. Når jeg siger »bør« og ikke »skal«, er det fordi, at det desværre ikke sker. I Pakistan, hvor jeg har mine rødder, bliver alle sunni-muslimske lønmodtagere modregnet for de to en halv procent zaka-at. Medens alle ikke-sunni borgere (kristne, hinduer, parsier, jøder og shiitiske muslimer) bliver fritstillet.
Staten bruger midlerne til uddannelse, sundhed og sociale opgaver, fortrinsvis på de mest nødstedte (uanset om de er sunnier, shiitter, kristne, hinduer eller andet). Altså konceptet er, at alle mennesker er lige, især når de er i nød - vi er alle guds børn. Tro, køn, farve, kaste kommer i anden række. Det har været praksis i Pakistan i al den tid, landet har eksisteret.
Saddaqa er mere en frivillig sag. Her kan man forære alt det, man ejer, til den eller dem, man vil. Der er ingen tvang for, hvem man skal give til. For begge tilfælde vil jeg bede dig om at studere Maurernes, Umajadernes, tid i Spanien (cirka 750 år). Den velstand, diversitet og frihed som Spanien oplevede i den tid kender ikke sidestykke i Europas historie. Alt det var et produkt af den muslimske almisse. Her taler jeg ikke blot om økonomi, men også om de bløde værdier.
Profeten har sagt: »Giv almisse. Selv et smil kan være almisse«. Så svaret er ja, som muslim og som et godt menneske skal man hjælpe andre i nød uanset tro, køn, farve og kaste. Vi er alle guds børn.
Håber at det er svar nok. Ellers må du komme igen.
Hadi Khan
Motivationen er afgørende
Religion.dk har spurgt flere af paneldeltagerne om deres holdninger til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Svarene findes på www.religion.dk. Her følger ph.d. Tarab Tulkus svar:
Generelt lærer buddhismen os at respektere liv. Det er en helt fundamental holdning i buddhismen ikke at forstyrre eller tage nogens liv. Det gælder også dyrenes liv. I det hele taget er den tidlige buddhisme og de hinayanabuddhistiske traditioner stærke tilhængere af ikke-vold.
Senere, i mahayanabuddhismen, er det motivationen for en handling, der er bestemmende for, om den er korrekt. I mahayanatraditionen er der en legende om et af Buddhas tidligere liv, hvor han påtog sig at dræbe en sørøverkaptajn, som ellers ville have slået 500 mennesker ihjel. Dette bliver betragtet som en god handling på grund af Buddhas motivation.
I Tibet eller Asien generelt kender man ikke til denne diskussion, om det er i orden at slå nogen ihjel, som er syge.
Venlig hilsen
Tarab Tulku