Amerikanere godtager julesymboler

Stor undersøgelse viser, at næsten tre fjerdedele af amerikanerne mener, at kristne symboler skal være tilladt i det offentlige rum

Julekrybbe.
Julekrybbe. Foto: Teubner Foodfoto.

Må julekrybber og andre kristne symboler befinde sig i det offentlige rum? Konflikter om det spørgsmål er en fast juletradition i USA, hvor forfatningen dikterer skarp adskillelse af kirke og stat. Men stod det til de fleste amerikanere, fik opstillingerne af Jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre vise mænd lov til at stå.

Det viser en undersøgelse fra det uafhængige opinionsinstitut Pew Research Center, der ser nærmere på amerikanernes holdninger til julen.

Ifølge undersøgelsen bakker næsten tre fjerdedele - eller 72 procent - af amerikanerne op om, at kristne symboler skal være tilladt i det offentlige rum, omend 28 procent har det forbehold, at de i givet fald skal ledsages af symboler fra andre religioner. Det betyder eksempelvis, at en kristen julekrybbe kan opstilles foran et rådhus eller en retssal, hvis en jødisk menorah (syvarmet lysestage, der bruges i forbindelse med chanukah) også får plads. Kun 20 procent af amerikanerne er imod, at der skal være religiøse symboler på offentlige områder i USA.

Amerikanernes åbenhed over for den kristne julesymbolik imponerer dog ikke de aktivister, der arbejder for at rense det offentlige rum fra religiøse udtryk.

”Adskillelse af kirke og stat betyder, at myndighederne ikke udvælger den mest populære religiøse gruppe og hylder dem på en særlig måde,” siger Barry Lynn, der er formand for gruppen Americans United for Separation of Church and State (Amerikanere forenet for adskillelsen af kirke og stat), til avisen USA Today.

Julen har længe været en kulturel slagmark i USA, hvor virksomheder og myndigheder slider for at ramme en balance mellem det kristne befolkningsflertals ønske om at dyrke julens kristne symbolik med hensynet til ikke-kristne og til forfatningen. Dette har ført til ofte upopulære forsøg på at sekularisere julen ved eksempelvis at omdøbe juletræer til ”fredstræer” og at aflyse krybbespil.

I Florida har myndighederne i år forsøgt at løse problemet ved at åbne en udstillingsplads uden for delstatens parlament for både kristne og ikke-kristne grupper. Det betyder, at pladsen blandt andet vil rumme to kristne julekrybber, en ateistisk figur og et satanistisk billede, der viser en engel blive kastet fra himlen i et flammehav.

Selvom det virker fornuftigt at bakke op om religionsfriheden ved at give plads til flere trosretninger, åbner det også for et mylder af andre problemer, påpeger skribenten Scott Alessi i det katolske magasin U.S. Catholic. En chanukah-udstilling ved siden af en julekrybbe er ukontroversiel, mens et satanistisk tableau kan krænke mange mennesker.

”Og hvem ved, hvilke andre religiøse grupper - eller antireligiøse grupper - der også vil deltage,” spørger han.

Spørgsmålet om, hvorvidt forfatningen forbyder kristne julekrybber i det offentlige rum, har flere gange været for USA's højesteret. I 1984 afgjorde domstolen, at en julekrybbe i Pawtucket i delstaten Rhode Island ikke krænkede forfatningen, fordi den også inkluderede sekulære symboler på julen som en julemand og rensdyr.