Analyse: Det svage led i omvendelsen er mødet med de kristne

Sognepræst Erik Ladegaard har opholdt sig tre måneder blandt palæstinensiske kristne med muslimsk baggrund. Kirkerne er sjældent gode til at modtage de nyomvendte, er hans erfaring

Det er utopisk at forlange, at indvandrere skal blive folkekirkedanskere, før de må blive døbt, skriver lektor i teologi Hans Raun Iversen .
Det er utopisk at forlange, at indvandrere skal blive folkekirkedanskere, før de må blive døbt, skriver lektor i teologi Hans Raun Iversen . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Selvom den protestantiske kirke i Palæstina fra årtusindskiftet søgte at åbne den kristne tro for muslimske palæstinensere, er forholdet mellem de nye kristne med muslimsk fortid og de lokale kirker i dag meget dårligt. Det er en kompliceret historie, der dokumenteres grundigt i den rapport fra det komplicerede land, som Erik Ladegaard netop har skrevet. Han er normalt sognepræst i Holstebro, men har været på studieorlov i de palæstinensiske områder.

Historien om Paulus omvendelse, som den fortælles i Apostlenes Gerninger, er gennem kristendommens historie blevet stående som en grundfortælling om, hvordan mennesker med ikke-kristen baggrund kan blive kristne. Nye kristne har altid haft nærkontakt til andre kristne før deres omvendelse, og ofte på en mere positiv måde end hos Paulus, der jo forfulgte de kristne på vegne af det jødiske råd. De allerfleste kan også pege på særlige begivenheder og drømme, som har gjort indtryk på dem. Afgørende er det imidlertid, at nye kristne oplever, at de er kommet til at stå i en stærk personlig forbindelse med Jesus Kristus. Det sker ikke mindst gennem fri, personlig bøn, som især nye kristne med muslimsk baggrund ofte oplever som en stor befrielse.

LÆS OGSÅ: Omvendelse har fremtiden foran sig

Det er svært at være kristen alene. For nye kristne er det nærmest umuligt. Paulus var så heldig, at Ananias vovede at introducere ham til de kristne i Damaskus og senere Barnabas til de kristne i Jerusalem ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 9. En meget grundig undersøgelse fra Greifswald Universitet om, hvordan voksne totalt sekulariserede østtyskere i dag kan blive kristne, pegede for nogle år siden på et lignende mønster. Mennesker af enhver slags bliver kristne midt i livet og oftest spiller kirkerne en beskeden rolle i den proces. Rapporten konkluderer imidlertid, at det svage led i omvendelsen til kristendommen er forholdet til de gamle kristne. De etablerede kirker er sjældent gode til at modtage de nye kristne, så de får muligheder for at udvikle deres kristne tro på deres egne præmisser.

Der er ikke meget, der tyder på, at de danske biskopper og deres kirkejurister tager hensyn til disse grunderfaringer fra missionshistorien, når de arbejder i en situation med et stigende antal medborgere med muslimsk baggrund, der gerne vil have mulighed for at leve som kristne i Danmark. Der er mange gode grunde til at sige integration først, kristen så. Vi har jo en meget stærk kultur med fælles institutioner og mentalitet i Danmark. Det fælles er så stærkt, at det er meget svært at leve i Danmark uden at blive dansker af det, sådan cirka i anden generation. Ahmed Akari, Naser Khader og Manu Sareen er tydelige, men også relativt repræsentative eksempler på det. Får indvandrerne en hånd i stedet for en kold skulder, bliver de danskere.

Integration først, kristen så-strategien er den mest bekvemme for en dybt etnisk kirke som folkekirken. Men omvendelserne til Jesus Kristus følger sjældent dette skema. Muslimer i Danmark møder Jesus Kristus midt i deres møde med den fremmede kultur i Danmark. Måske har det at gøre med de knuste hjerter, der føler bedst, som Brorson skriver om i sin julesalme.

I hvert fald er det utopisk at forlange, at indvandrere skal blive folkekirkedanskere, før de må blive døbt. Eller rettere: Det er det samme som at gøre folkekirken til en kirke for danskere alene. Det er at lukke øjnene for, at kirken forkynder lige så meget med sin ordning som med sin prædiken, som det hedder i Barmenerklæringen af 1934.