Folkekirken trækker mange overskrifter i disse år. En hel del af dem negative. Men én ting er at se en kirke på overskriftsniveau, noget andet er at se den på lokalt plan. Den romersk-katolske kirke har i en årrække haft en meget dårlig presse på grund af skandaler, men ikke desto mindre har kirken efter de nyeste tal fået ikke færre end 83 millioner flere medlemmer de seneste otte år.
Hvorfor? Mon ikke det er, fordi de fleste katolikkers forhold til deres kirke er bestemt af de lokale forhold. Man rystes over skandaler i andre lande, men så længe den lokale menighed arbejder trofast med undervisning, diakoni og mission, holder medlemmerne fast ved den, og nye slutter sig til, hvad åbenbart mange gør i de romersk-katolske menigheder.
Den samme mekanisme gør sig gældende i folkekirken. På sogneplan står slaget. Her taber folkekirken, eller her vinder den. I de senere år har den faktisk vundet, når det gælder andelen af de danske 14-årige, der vælger at blive konfirmeret.
Gennem de seneste 10 år har andelen på landsplan været ret konstant omkring 71 procent af en årgang, men da andelen af 14-årige med anden etnisk og religiøs baggrund er stigende, kan man godt kalde dette en fremgang. Der er forskel på de enkelte stifter, og tallene svinger fra år til år, men flere steder er der en klar tendens til fremgang. Selv i Københavns Stift, hvor konfirmationen af mange grunde altid har stået svagest, er fremgangen tydelig i de senere år.
Aalborg Stift har også en jævn fremgangskurve, og det er tankevækkende i lyset af, at man deroppe længe har satset på kirkens undervisning. Afdøde biskop Henrik Christiansen var blandt pionererne for minikonfirmandordningen i 1987, og hans efterfølger, Søren Lodberg Hvas, var også optaget af religionspædagogik. Det vil være nærliggende at se Aalborg Stifts fremgang med hensyn til konfirmandundervisningen som et udtryk for, at det nytter at investere i kirkens pædagogiske arbejde.
LÆS OGSÅ: Se her, hvad der bruges på konfirmationer
Pædagogik er vigtig, også i konfirmandundervisningen, og derfor har det været en klog satsning, når man i nogle stifter har prioriteret at tilbyde religionspædagogisk konsulenthjælp til præster. Fra officiel folkekirkelig side har man satset lidt mere end før på religionspædagogik.
Præstehøjskolen i Løgumkloster fik den første lærerstilling i religionspædagogik i 1981, et pædagogisk studiecenter i 1986, og dette er i dag en del af Teologisk-Pædagogisk Center. Nogle af de frivillige børne- og ungdomsorganisationer oprettede i 2010 med hjælp fra fonde et Konfirmandcenter, der har udviklet idéer og aktiviteter til konfirmationsforberedelsen. Dette center er nu på vej til at blive en mere officiel del af folkekirkens arbejde.
Kreativiteten er således blevet langt større inden for konfirmandundervisningen end i folkekirken generelt. Indtil cirka 1980 var den liturgiske søndagsgudstjeneste stort set kirkens eneste tilbud. Siden er en mangfoldighed af nye tiltag kommet til: gospel-gudstjenester, lystænding, pilgrimsvandringer, rytmisk musik, natgudstjenester, besøgsvirksomhed og meget andet.
Kreativiteten inden for undervisningsområdet er blevet hjulpet på vej af nødvendigheden. Tendensen til fremgang for konfirmationen sker faktisk imod alle odds, for konfirmationen er ikke længere nogen selvfølge. Engang holdtes skikken oppe af kongelig tvang (1736-1849). Derefter af skjult tvang (1849-1909), idet der var borgerlige rettigheder knyttet til konfirmationen. Siden holdtes skikken oppe af at være den selvfølgelige afslutning på tiden i sognets syvårige skole. I dag er dette under afvikling. Nu spredes et sogns 14-årige på mange forskellige skoler.
Konfirmandtimer placeres enkelte steder uden for skoletiden. Konfirmation er mange steder blevet noget, man aktivt vælger til, hvis tilbuddet er godt nok. Ak, hvor forandret! Men i stedet for at beklage tidens udvikling har præster i mange sogne smøget ærmerne op. Kan man ikke længere få morgentimer i skoleskemaet, kan weekendarrangementer og konfirmandtræf være nye pædagogiske muligheder for konfirmandundervisningen.
Kurt E. Larsen er lektor i kirke-historie på Menighedsfakultetet.