Anne Sophia Hermansen: Folkekirkens indbildskhed er det værste

Kirken kan give en eksistentiel pejling i svære spørgsmål, mener debattør Anne Sophia Hermansen. Men den skal ikke bilde sig, at den udgør samfundets værdigrundlag

Anne Sophia Hermansen, pressechef og debattør.
Anne Sophia Hermansen, pressechef og debattør. Foto: Morten Germund Denmark.

Hvad er det værste ved folkekirken?

At den har bildt sig selv ind, at den udgør et værdigrundlag for det danske samfund. Det gør den ikke. Vi havde arbejdsmoral før protestantismen, og der har givetvis også eksisteret næstekærlighed, før kristendommen fandt på at kalde den det. Når vi ser på de principper, vi har bygget vores moderne samfund på, er de heller ikke kristne. Det er principper, som folkekirken kun nødtvungent har accepteret eller er ved at acceptere, for eksempel ligestilling mellem kønnene eller kærlighed mellem homoseksuelle.

LÆS OGSÅ: Flemming Jensen: Folkekirken har for meget respekt for dem i dårligt humør

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Folkekirken kan tilbyde os eksistentiel pejling i spørgsmål som, hvordan vi udholder livet, overvinder sorgen, forstår kærligheden og lever med det bunduretfærdige faktum, at vi skal dø fra dem, vi elsker.

Hvad er dit eget forhold til folkekirken?

Jeg er ikke længere medlem af folkekirken. Jeg meldte mig ud sidste år under hele debatten om vielser af homoseksuelle. Præster skal ikke gøre sig til dommer over rigtig og forkert kærlighed. Af de prædikener, jeg har overværet, har størstedelen desværre været intetsigende."

"Danmark mangler ikke kedelige præster, og man skulle måske overveje at afholde månedlige gudstjenester i stedet for ugentlige, hvis præsten alligevel ikke har noget på hjerte. Men selvom jeg er ikke-troende, går min søn i katolsk skole. Jeg ser det som en del af hans dannelse som menneske, at han beskæftiger sig med religiøse spørgsmål og med den kulturkritik, religioner i bedste fald rejser.

"Det er for nemt som ateist at afvise al religion under henvisning til, at det er latterligt gammeldags og ikke kan tilføje et moderne samfund noget. For eksempel viste Løgstrup, Sløk og Kierkegaard, at kirken og kristendommen sagtens kan spille en relevant rolle intellektuelt, æstetisk, filosofisk og eksistentielt.

Det værste og det bedste
Kristeligt Dagblad spørger hen over sommeren en række personer om, hvad de synes, der er det værste og bedste ved folkekirken. Næste gang er det filosof Arno Victor Nielsen, der svarer på spørgsmålene.

Hans Kongelige Højhed Prins Christian er fredag den 12. august sammen med sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, på vej til sin første skoledag i 0. klasse på Tranegårdsskolen.
Hans Kongelige Højhed Prins Christian er fredag den 12. august sammen med sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, på vej til sin første skoledag i 0. klasse på Tranegårdsskolen. Foto: Morten Germund.