Præsten, der tror på reinkarnation: Vi skal ikke lefle for at nå alle

Vig Kirke var fyldt, da sognepræst Annette Berg søndag stod for sin første egentlige gudstjeneste siden sin suspendering

Også Annette Bergs mor var mødt op, da Annette Berg, der har fortalt om sin tro på reinkarnation, var tilbage i Vig Kirke, efter at hun blev suspenderet den 21. november. -
Også Annette Bergs mor var mødt op, da Annette Berg, der har fortalt om sin tro på reinkarnation, var tilbage i Vig Kirke, efter at hun blev suspenderet den 21. november. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Dannebrog vajede flot i vinden i går formiddag i Vig i Nordvestsjælland, da Vig Kirkes klokker kaldte til gudstjeneste. Det var da også en særlig dag i Vig. Ikke kun fordi et lille barn, Sigga, skulle døbes i kirken, men i særdeleshed fordi kirkegængere i det lille lokalsamfund for første gang siden slutningen af november skulle overvære en højmesse forrettet af sognepræst Annette Berg.

Hun blev landskendt, da hun i tv-programmet ”Præstens Lektie” på TV Øst den 29. oktober erklærede, at hun troede på reinkarnation.

Efter et par tjenstlige samtaler med Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller blev hun den 21. november suspenderet, men i begyndelsen af det nye år ophævede biskoppen suspenderingen. Det skete, selvom Annette Berg ikke officielt havde afvist, at hun tror på reinkarnation.

Spørgsmålet om reinkarnation blev dog ikke berørt af Annette Berg ved gårsdagens gudstjeneste i Vig Kirke, der var velbesøgt. I stedet fokuserede sognepræsten i sin prædiken på, hvor stærk en kraft troen kan være, og hvordan ånden særligt mærkes, når vi bevæger os. Udenfor var det særligt blæsten, der ruskede i kirkegængerne, som nød en kop kaffe, da gudstjenesten var tilendebragt.

En kvinde, Birrethe Arden Hansen, var kørt de 10 kilometer fra Nykøbing Sjælland til Vig for at støtte Annette Bergs genkomst til Vig Kirke.

”Jeg kan ikke se, at der skulle være en modsætning mellem at tro på reinkarnation og at være præst i folkekirken. Annette Berg er åben, og der er så mange, der har fortalt om, at de har levet før,” sagde Birrethe Arden Hansen.

Lone Nielsen, der også havde overværet gudstjenesten, var enig.

”Det med reinkarnation, det er en detalje, der er blæst op. Hun har ikke prædiket det i kirken, men kun vist kærlighed til os i sognet.”

Det er dog ikke alle i og omkring Vig, der har været lige så begejstret for Annette Berg. Omkring jul kom det blandt andet frem, at der lokalt har været utilfredshed med de spirituelle aktiviteter i sognet og den ”fremmedartede ligurti”. Dertil har to tidligere menighedsrådsformænd i Vig Sogn kritiseret Annette Berg for, at hun ved en begravelsestale i kirken for omkring fem år siden tilbød de pårørende kontakt til afdøde. Annette Berg har dog selv afvist, at hun har den slags evner.

Sognepræst Annette Berg planlægger dog ikke at gøre noget anderledes for at imødekomme de kritiske røster, nu hvor hun er tilbage i embede.

”Du kan ikke gøre alle tilfredse. Du vil altid kunne finde nogle, der synes, at rødt er kønnere end blåt. Uanset hvor vellidt du er som præst, og hvor kompetent du er teologisk, kan du ikke gøre alle tilfredse. Vi skal passe på, at vi ikke lefler for at nå alle. Jeg, Vig Kirke og menighedsrådet bliver nødt til at være kirke på den måde, vi synes er rigtigt. Så kan man finde et andet sogn, hvis man ikke bryder sig om det, der foregår her,” sagde Annette Berg efter gudstjenesten.

Heller ikke i går ønskede hun at svare på, om hun stadig tror på reinkarnation.

”Jeg vil ikke kommentere det spørgsmål. Det bringer intet godt med sig. Mit fundament er kirkens bekendelsesskrifter. Det har det hele tiden været, og det er det fortsat.”