Uroligheder på Nørrebro. Stenkast mod politiet, som slår hårdt igen. Tusinder af demonstranter går arm i arm og erobrer terræn. Indtil de kommer til at trække i hver sin retning. Kæden bliver brudt, og politiet udnytter splittelsen til at nedkæmpe modstanden. Ingen dør, men kampene er voldsomme, og mange kommer til skade.
Den begivenhed, der her refereres til, er hverken demonstrationen efter EU-afstemningen 18. maj 1993 eller urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset 1. marts 2007. Det er derimod det møde, som fandt sted 5. maj 1872 på Nørre Fælled, men udartede sig til en regulær kamp mellem arbejdere på den ene side og politi og husarer på den anden. Det var den første voldsomme konfrontation mellem danske arbejdere og samfundets daværende magthavere og er gået over i historien som "Slaget på Fælleden".
– Hvis man skal lære om arbejderhistorie, er Slaget på Fælleden et oplagt udgangspunkt. Det er et af danmarkshistoriens brudpunkter, som der er mange muligheder for at perspektivere op til vor tid, fortæller Lene Rasmussen, formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag og medlem af Undervisningsministeriets historieudvalg som begrundelse for, at netop denne begivenhed hører hjemme på liste over emner, skoleelever skal lære om i historie.
Og mulighederne for at sammenligne dengang og nu er mange. For eksempel kan man sammenligne det krav fra 1200 strejkende københavnske murere, som skabte konflikten, med de arbejdsvilkår, arbejdsmarkedets parter forhandler om i dag. Kravet var, at den daglige arbejdstid blev sat ned fra 13 timer til "kun" 12.
En anden mulighed kunne være at studere pressens rolle og vilkår dengang og nu. Murernes strejke var ved at ebbe ud, da arbejderlederen Louis Pio i sin avis Socialisten blæste til kamp under overskriften "Målet er fuldt". Politiet arresterede Pio og forbød mødet, da man frygtede en egentlig opstand, men arbejderne mødte alligevel talstærkt op.
En tredje mulighed er at tage temaet udvandring op. Efter at have stået i spidsen for arbejderbevægelsen i dens første år, valgte Louis Pio i 1877 at give op og emigrere til Amerika. Forinden havde han siddet i fængsel i tre år samt modtaget bestikkelse fra politiet for at holde lav profil.
Og endelig kunne man fokusere på, hvordan det menneske, der bringer en bevægelse videre, ofte kommer fra en uventet kant. I tilfældet Slaget på Fælleden sad han som soldat på Kastellet, parat til at blive sat ind imod arbejderne.
Navnet var Peter Christian Knudsen, handskemager fra Randers og indkaldt som soldat i København. Begivenhederne i 1872 rystede ham og fik ham til at melde sig ind i Den Internationale Arbejderforening. I 1882 overtog han formandsposten i Socialdemokratiet, og i takt med at antallet af arbejdere steg, fik han tag i magten og blev medlem af Folketinget. Da han døde i 1910, var partiet vokset fra en lille skare til en massebevægelse med 50.000 medlemmer. Tilmed havde han formået at oplære og bane vejen for sin efterfølger, der skulle bringe arbejderbevægelsen hele vejen til regeringsmagten. Han hed Thorvald Stauning.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
HISTORIENS KANON
**Undervisningsministeriets historieudvalg har udvalgt 29 centrale personer og begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning. I 29 artikler gennemgår Kristeligt Dagblad i løbet af skoleåret samtlige punkter. Dette er den 18. artikel i serien. Læs alle artikler i serien Historiens kanon