Den armensk-apostolske kirke i Libanon har rejst sag ved den tyrkiske forfatningsdomstol og kræver at få land tilbage, som de osmanniske myndigheder konfiskerede fra den armenske kirke for knap 100 år siden.
”Dette er det første juridiske skridt. Det vil blive fulgt op af vores krav om at returnere alle kirkerne, klostrene, de kirkerelaterede ejendomme og endelig de individuelle ejendomme. Vi vil tage skridt efter skridt,” udtaler Aram I, det religiøse overhoved for det armensk-apostolske stift i Libanon, til avisen The New York Times.
Fra 1295 og frem til Osmannerrigets slutning lå hovedsædet for det armensk-apostolske stift Catholicosate of Cilicia i byen Sis, i dag Kozan, i Tyrkiet. I forlængelse af det osmanniske styres folkedrab på armeniere blev kirken tvunget til at forlade området efter Første Ver-denskrig og søge i eksil i Sy-rien og siden Libanon. Skt. Sophia-klostret, som var stiftets centrum, blev siden revet ned.
Nu har kirkeleder Aram I imidlertid rejst sag ved den tyrkiske forfatningsdomstol og kræver, at de tyrkiske myndigheder giver jorden, hvor det tidligere religiøse hovedsæde lå, tilbage til den armenske menighed.
”Hvis vi vinder sagen, vil det være en kilde til stolthed for vores nation og kirke. Og selv hvis vi taber, vil det stadig være vores sejr, for ved at forsvare vores sag har vi vist de skyldige og den internationale offentlighed, at den armenske nation fortsætter med at forsvare sine rettigheder, uanset hvor mange år der er gået siden folkedrabet,” udtaler Aram I ifølge den armenske avis Agos i Tyrkiet.
Hvis sagen ved den tyrkiske forfatningsdomstol ender med et afslag, vil den armenske kirke tage sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, lyder det fra Aram I.
Forholdet mellem Tyrkiet og armeniere verden over er i forvejen anstrengt, fordi Tyrkiet benægter det folkedrab på armeniere, som blev udført af Det Osmanniske Rige for 100 år siden.
Armeniere og Armeniens regering har lagt pres på Tyrkiet op til 100-året for massakrerne den 24. april i år for at anerkende folkedrabet. Men det officielle Tyrkiet benægter fortsat, at de massakrer og dødsmarcher, som blev udført på op imod 1,5 millioner armeniere i årene omkring 1915, var et folkedrab. Tyrkiets forklaring er, at højst 500.000 armeniere omkom på grund af sult og generel konflikt under Første Verdenskrig.
Den armenske diasporas ønske om at få erstatning for ejendomme, som deres forfædre mistede under folkedrabet, er ifølge historikere og politiske analytikere en central grund til, at Tyrkiet fastholder sin benægtelse af folkedrabet. Hvis Tyrkiet anerkender folkedrabet, giver det juridisk grundlag for armeniere til at kræve erstatning for de tab, deres familier har lidt.
”Hvis Tyrkiet anerkender en fejl, skal landet være klar til at kompensere for de armenske tab, og det vil ikke blive et lille beløb,” sagde Taner Akcam, historiker og en af verdens mest anerkendte eksperter i forhold til folkedrabet, for nylig i et interview med Kristeligt Dagblad.
Han var en af de første tyrkiske historikere, som anerkendte folkedrabet.