Som formand for Indre Mission satte Christian Bartholdy i et kvart århundrede afgørende præg på dansk kirkeliv. Den lille mand - lille af vækst på grund af en stof-skiftesygdom i barndommen - ragede op i sin samtid, og selvom det er over 50 år siden, han gik af som formand, sætter arven efter ham stadig spor i folkekirken.
Christian Bartholdy (1889-1976) var medlem af Indre Missions bestyrelse i 30 år, heraf formand i 25 år, fra 1934 til 1959. Han fik med sine markante udtalelser stor gennemslagskraft i pressen, men var samtidig med til at skabe billedet af ”den mørke missionsmand”, der prædikede mere moral end evangelium. Et image, der stadig hænger ved Indre Mission.
Moral, omvendelse og vækkelse var afgørende for Bar-tholdy. Derimod havde han ingen interesse for den kirkelige undervisning eller folkekirkens diakonale arbejde, og denne manglende prioritering, som herved kom til at præge Indre Mission og dens indflydelse på kirken, har haft negative følger, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen.
Bartholdy, som hele sit liv prædikede vækkelse til et aktivt og inderligt kristenliv, blev dermed måske direkte medskyldig i tilbagegangen i dansk kirkeliv.
”Hvis man vurderer Bar-tholdy i lyset af amerikansk kirkeliv i samme periode, må man konstatere, at man dér gjorde det stik modsatte - altså lagde stor vægt på kirkelig undervisning og diakoni - og her blomstrede kirkelivet i 1950'erne og 1960'erne, mens det gik støt tilbage i Danmark. Måske ville det have set anderledes ud, hvis man også i Danmark havde prioriteret modsat,” siger Knud E. Larsen.
Arven efter Bartholdy sætter fortsat sit præg på folkekirken, mener han.
”I 1980'erne fik man - som en af succeshistorierne - på grundtvigsk initiativ gennemført ordningen med mini-konfirmanderne, men folkekirken mangler stadig et godt undervisningstilbud til voksne. Ligesom vi fortsat mangler en folkekirkelig diakonal indsats. I dag løses mange af de sociale, diakonale opgaver af samfundet, men der er ensomhed og medmenneskelige behov, hvor der er brug for kirken.”
På fredag forsvarer Kurt E. Larsen ved Aarhus Universitet en 720 sider lang doktorafhandling om Christian Bartholdy. Bag afhandlingen ligger næsten 20 års forskning, og afhandlingen omfatter nyt - hidtil uudforsket - materiale i form af flere tusinde breve fra Bartholdys formandstid, som kaster nyt lys over hans virke og sammensatte personlighed.
Bland andet har det under arbejdet overrasket Kurt E. Larsen, hvor stor teologisk afstand, der har reelt har været mellem Bartholdy og den anden af Indre Missions store ”høvdinge”, Vilhelm Beck, som i 1861 var medstifter af ”Kirkelig Forening for Indre Mission” og styrede den med fast hånd i 40 år.
”For Vilhelm Beck var udgangspunktet, at Guds nåde kommer til et menneske gennem dåben og nadveren: Et menneske bliver døbt som lille og vokser derefter op i sin kristentro. En senere omvendelse så Vilhelm Beck egentlig som en unaturlig ting.”
”For Bartholdy, derimod, var omvendelsen afgørende. Nok er vi alle døbt, men alle kommer væk fra Gud, mente Bartholdy, og derfor må der omvendelse til. For Bartholdy blev omvendelsen - og den deraf følgende vækkelse af mennesker - afgørende for, om der var tale om en ægte, levende kristentro.”
Det blev også afgørende for Bartholdys syn på Indre Missions samarbejde med andre kirkelige organisationer, om de lagde vægt på omvendelse og vækkelse.
”Det betød, at han kunne være forholdsvis tværkirkelig og for eksempel samarbejde med den amerikanske evangelist Billy Graham, selvom Graham var baptist. Ligeledes var han positiv over for Oxfordbevægelsen i 1930'erne, og det var nær ved at koste ham formandsposten, da andre i Indre Mission tog afstand fra denne bevægelse som uluthersk.”
Modsat var Bartholdys stærke fokusering på omvendelse og vækkelse måske med til at grave grøfterne dybere end nødvendigt til nogle af de kirkelige organisationer og strømninger, som lagde vægten andre steder, påpeger Kurt E. Larsen. Det gælder for eksempel forholdet til den højkirkelige bevægelse i Danmark, som Indre Mission derfor aldrig rigtig kom på talefod med.
En forklaring på, at Bartholdy blev siddende og overlevede den modstand, der indimellem kom til udtryk i egne rækker, er den respekt, der var omkring hans person. En respekt, som ikke mindst går tilbage til besættelsestiden, hvor han - blandt andet med sine artikler i ”Indre Missions Tidende” - kompromisløst og uforfærdet gik til angreb på nazisternes jødeforfølgelser.
Med sin evne til korte, slagkraftige udtalelser blev han hyppigt refereret i aviserne, som for eksempel da han kaldte det nye teologiske fakultet i Aarhus for ”en røverkule”, eller talte om ”de dovne præster”, eller skældte ud på sin lokale ”møgkiosk” i Haslev - hvor han var præst fra 1943 til 1954 - fordi den efter Bartholdys opfattelse solgte pornografiske eller utugtige blade.
Selvom Bartholdy på mange måder var liberal og kulturelt åben og i øvrigt havde stor sympati for arbejder-bevægelsen - i sine prædikener kunne han skælde ud på arbejdsgiverne, når de snød med lønnen - var hans foretrukne emner de moralske, som de kom til udtryk i kortspil, dans og baller. En treklang af syndighed, hvis følger han bombastisk rasede imod, og som over for offentligheden var med til at tegne et billede af Bartholdy - der ellers privat var venlig og imødekommende - som en uforsonlig, missionsk mørkemand.
