Ateistisk frontfigur kludrer i Darwin

Richard Dawkins kludrer i titel på Darwins hovedværk. En skamplet for ateismen, lyder det fra andre ateister

Richard Dawkins kludrer i titel på Darwins hovedværk. En skamplet for ateismen, lyder det fra andre ateister
Richard Dawkins kludrer i titel på Darwins hovedværk. En skamplet for ateismen, lyder det fra andre ateister. Foto: KAI FOERSTERLING Denmark.

Verdens formentligt mest tone-angivende ateist, biologen og forfatteren Richard Dawkins, har nu dummet sig i en grad, så andre ateister betegner ham som en skamplet.

Det skete, da Richard Dawkins i et radio-program på britiske BBC debatterede med præsten Giles Fraser, der tidligere har været ledende præst i St. Pauls Katedral i London.

DOKUMENTATION: Hør radio-indslag med Dawkins

I debatten kritiserede Richard Dawkins mange kristne for manglende viden om kristendommens egne tekster og henviste blandt andet til en undersøgelse, hans eget forskningscenter netop har foretaget.

LÆS OGSÅ: Kristne er ikke særligt kristne, viser undersøgelse

"Et overvældende antal kunne ikke nævne den første bog i Det Nye Testamente", lød det blandt andet fra Richard Dawkins med henvisning til Mattæus-evangeliet.

Dette fik præst Giles Fraser til at spørge Richard Dawkins, om han selv kunne nævne den fulde titel på Darwins hovedværk om evolution, bedst kendt som "Om arternes oprindelse", men med den fulde titel "Om Arternes Oprindelse ved naturlig selektion eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelse"

"Ja, det kan jeg godt", svarede Richard Dawkins og fortsatte:

"Den hedder 'Om arternes oprindelse...'...øh...med..., åh Gud. 'Om arternes oprindelse...'...og så er der en undertitel med 'ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelse'", lød det fra Dawkins.

Dette fik straks Giles Fraser til at vende Richard Dawkins kritik den anden vej.

"Du er darwinismens pave. Hvis du spørger mennesker, der tror på evolutionsteorien, det spørgsmål og så kommer tilbage og siger, at kun to procent svarede rigtigt, ville det være forfærdeligt let for mig at sige, at 'så tror de ikke rigtigt på det'. Det er bare ikke fair at stille spørgsmål på den måde. Mange mennesker ser sig selv som kristne, og jeg synes, du skal respektere dette", lød det fra Giles Fraser.

Dawkins har efterfølgende kritiseret Giles Fraser.

"Giles Frasers trick ville være rimeligt, hvis de to spørgsmål var ens. Men den fulde titel på "Om arternes oprindelse" har 21 ord (på engelsk, red.). Vi gav mennesker, der betegner sig selv som kristne, muligheden for at vælge enten Mattæus, Første Mosebog, Apostlenes Gerninger eller Salmernes Bog. Jeg kendte udmærket godt svaret, men hukommelsen kan fejle, især i et radio-studie", siger Richard Dawkins ifølge avisen Daily Mail.

det har dog ikke mildnet kritikken fra andre ateister, som ifølge net-avisen Huffington Post betegner Dawkins som en "skamplet for ateismen".