Sognepræst Michael Schwensen fra Tversted Kirke i Nordjylland har af sin provst Ole Dybro fået forbud mod at gå i sandaler og kondisko til gudstjenester og kirkelige handlinger. Ifølge præsten er forbuddet tegn på en kirke, som er stivnet i traditioner og ikke tør forny sig. Der findes ingen regler for præsters fodtøj, og sagen er de seneste dage blevet diskuteret heftigt. Kristeligt Dagblad har talt med to præster, som ser forskelligt på forbuddet.
Bør præster selv have lov at vælge, hvilke sko de har på under gudstjenesten?
JA, mener Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevang Sogn
Hvorfor?
Fordi vi er uddannede mennesker, som har et erhverv, der indebærer langt større ansvar end at vælge, hvad nogen mener, er passende fodtøj. At provsten skal blande sig og lege smagsdommer, er simpelthen useriøst. Det er for meget. Man må gå ud fra, at præsten kan træffe sine egne valg, og valget af sko går under bagatelgrænsen.
Men er det ikke mest passende at gå med sorte sko og sorte strømper, når nu kjolen er sort?
Jo, jeg mener sådan set også, at det er god stil at tage sko på, som passer til ens tøj. Jeg tager heller ikke løbesko på til fest og stiletter på i skoven. Derfor tager jeg også matchende sorte sko på ved gudstjenesten, fordi det er pænest. Jeg bruger også meget diskret makeup, ingen ørenringe og lakerer ikke mine fingernegle. Jeg forsøger at ramme den helt rigtige neutrale, kønsløse stil, som den sorte kjole fordrer. Men længere er den ikke for mig. Og hvad er egentlig passende til en sort borgerdragt med hvid pibekrave fra 1600-tallet? Er det ikke krølhårede pudderparykker og hornbriller? Det er kikset at have hvide kondisko på til en sort kjole, og den præst har måske dårlig stil, når han vil gå i kondisko, men det er der så mange, der har.
Så det er kun et spørgsmål om stil?
Ja, for mig er det udelukkende et spørgsmål om stil. De fleste kan godt finde ud af det. Og de, der ikke kan, kan man ikke lovgive imod. Måske er der endda en pointe i at have dårlig smag som præst, hvis folk i menigheden har det. For præsten har et gedigent luthersk anliggende, når han siger, at han vil ligne menigheden. Det var Luthers tanke, at præsten ikke skulle skille sig ud gennem sin påklædning.
Men kan det ikke for-styrre gudstjenesten, hvis præsten har et par meget iøjnefaldende sko på?
Jo. Det kan det da, men der er så mange ting, der kan forstyrre gudstjenesten. Man kan have grimme briller på eller have en talefejl eller have underlige vaner og dermed forstyrre gudstjenesten. Jeg går selv ret meget op i æstetik i mine gudstjenester, men folkekirken er så bred en størrelse, at der bør være rummelighed, også når det gælder stilen.
Ser du ingen gode teologiske eller traditionsmæssige grunde til at fastholde en uniform, der er sort fra top til tå?
Nej, det gør jeg ikke. Der kunne derimod være gode teologiske grunde til at skifte den sorte uniform ud. Oprindeligt havde uniformen den pointe, at præsten ikke skulle skille sig ud, og derfor gik præsten i den sorte borgerdragt. Nu stikker vi faktisk ret meget ud. Der er selvfølgelig noget genkendelse og tryghed i den kjole, fordi vi har set sådan ud i mange år. Men udover det har jeg ikke ret meget pænt at sige om kjolen og de sorte sko og sokker. Både teologisk og kommunikativt er det hårdt arbejde at være præst i den uniform, fordi den taler et magtsprog ser man på mange andre magtuniformer, er de også sorte. Det kræver noget at trænge igennem med evangeliet, når uniformen ikke understøtter budskabet om fred og glæde.
LÆS OGSÅ: Præst forbydes at gå i kondisko til gudstjeneste
Skal præster efter din mening så overhovedet have en tjenestedragt?
Ja. Det er vigtigt både for præst og menighed og en tydeliggørelse af, at vi ikke står der i vores eget ærinde. Det gælder særligt i forhold til for eksempel begravelse, men også i forhold til sakramenterne dåb og nadver, hvor det ikke ville være passende at stå i civilt tøj. Dragten gør os ikke til præster, men den er med til at fastholde en højtidelighed, som ikke må blive forfladiget. Efter nytår holdt jeg en skriftemålsgudstjeneste, som indebærer håndspålæggelse ved alteret. Der var en kvinde fra menigheden, som havde tænkt, at det var noget mærkeligt noget at gå op til Hanne og få syndernes forladelse. Men hun gik alligevel op, og jeg er overbevist om, at en af grundene til, at det fungerede for hende som ritual, var, at jeg stod der i præstekjole. Kjolen er med til at tydeliggøre, at kirken er Guds hus og vores fælles hellige rum, og ikke Hannes private stue.
Hvordan burde præstens kjole, sko og sokker så se ud?
Jeg kunne fint se for mig, at vi skiftede til hvide kjoler med farvede stolaer (et langt bånd af stof, som bæres over begge skuldre, red.), som man kender det fra andre kirker. Det ville der være gode teologiske og kommunikative grunde til. Hvid er fredens farve, og stolaens farver kunne pege på kirkeårets farver. Det ville åbne for helt andre muligheder end de sorte sko. Vi ville som præster have en regnbuefarvet palet af passende fodtøj.
NEJ, mener Kaj Bollmann, sognepræst i Jyllinge Sogn
Hvorfor ikke?
Fordi det bør være sådan, at sorte strømper og sko er normen. Det er neutralt. Hvis præster frit kunne vælge, kunne fokus let komme til at handle om påklædning i stedet for det, præsten gør og siger i gudstjenesten.
Hvorfor er det et problem?
Som meget ung præst tænkte jeg, at det var lige meget. Men så havde jeg en samtale med en ældre kvinde, hvis bror skulle begraves. Nogle år tidligere var hendes mand blevet begravet, og provsten, som ikke lagde så stor vægt på formerne, havde haft brune sko og stribede sokker på. Det var det eneste, hun kunne huske fra begravelsen. Hun oplevede det som total mangel på respekt, og det sad dybt i hende. Til broderens begravelse var det nærmest vigtigere for hende, at jeg havde sorte sko og sokker på, end hvilke salmer der skulle synges. Det viser, hvordan man som præst kan stå i vejen for sig selv, hvis man vil være uformel eller demonstrativ.
Er der teologiske argumenter for at fastholde en sort dragt med sorte sko og sokker?
Nej, ikke teologiske. For mig at se er den sorte uniform ikke en egentlig liturgisk dragt den har ikke noget med kirkens ritualer at gøre. Men den har at gøre med en stærk tradition, og den har en stærk folkelig gennemslagskraft. Der er også den praktisk gode grund, at folk så ikke primært diskuterer, om kjolen på den kvindelige præst var for kort, eller om den mandlige præsts skjorte var for spraglet.
Præsten i Nordjylland ser fastholdelsen af den sorte uniform som tegn på, at kirken gemmer sig bag traditionen og ikke tør forny sig. Er der noget om det?
Nej. Det er noget sludder. Spillet mellem tradition og fornyelse foregår et helt andet sted, og det er ikke et spørgsmål om at turde forny sig, men om at være bevidst om, hvor der skal fornyes. Vi har netop ingen teologisk konservatisme forbundet med den sorte kjole og de sorte sko og sokker. Det er en identitetsmarkør. Så kan vi i øvrigt forny dér, hvor der er behov for fornyelse for eksempel i gudstjenesten. Jeg kender en præst, som har lavet gudstjenester midt på gaden, og her var det utroligt vigtigt, at hun ikke stod i dagligdags tøj, men i den sorte uniform.
Hvis der ikke er regler for, at præster skal gå i sorte sko, har præster så ikke lov til at klæde sig, som de finder bedst?
Jo, og jeg synes heller ikke, det er en sag, hvor der skal udstedes fatwaer. Jeg er selv kommet til at optræde i stribede sokker, fordi jeg havde travlt. Men i det øjeblik, det bliver gjort til en demonstration som i det aktuelle tilfælde, får det kirken til at virke latterlig. Fornyelse skal ikke blive et spørgsmål om hvide gummisko. Det er overfladisk.
Burde præster strengt taget ikke også bære krølhårede pudderparykker, hvis det handler om, hvad der er passende at have på til en sort borgerdragt fra 1600-tallet?
Nej, for det er ikke et spørgsmål om en stivnet tradition. Det er et spørgsmål om at have en uniform på linje med andre uniformer, som selvfølgelig også udvikler sig gennem tiden. Den bliver syet anderledes, og jeg har for eksempel lynlås frem for 14 knapper som i gamle dage.
Men hvis den sorte uniform handler om ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed, kan man så ikke ligeledes pege fingre af præster, som har en mærkelig frisure eller grimme briller?
Jo, det kan man sådan set godt, men der er grænser for, hvad man kan blande sig i. Det er altid et problem, hvis præstens stemme eller udseende eller frisure tager fokus væk fra det, præsten siger og gør. Men det er et vilkår, vi er bundet til. Så vi kan ikke undgå det. Men det er ikke nødvendigt ligefrem at gøre en dyd ud af nødvendigheden og føje mærkelige sko til.
Hvordan kan det være, at mere frie påklædningsregler i andre kirkesamfund for eksempel i de store vækkelsesbevægelser fungerer fint?
Det er ikke rigtigt, at de ikke går i uniform. Det svarer til at sige, at påklædning i 1960erne var ligegyldig. Det var den slet ikke. Uniformen var islandsk sweater og cowboybukser. De andre kirkesamfund har deres egne uniformer. Det kan for mændene være en sælgerhabit eller en smart T-shirt og for kvinderne spadseredragt og godt med læberødt. Det bliver personfikseret. Der hviler vi på andre traditioner, hvor præstens tøj ikke bliver et spørgsmål til diskussion.