En dag for tre-fire år siden blev billedkunstner Maja Lisa Engelhardt af biskop Karsten Nissen bedt om at komme til Viborg Domkirke og tage et kig på domkirkens port. Han havde fået en idé om, at kunstnerens talenter med bronzerelief kunne gøre noget særligt for den store gamle domkirke af granit. Og da kunstneren så porten, stod visionen for et nyt værk lysende klart, fortæller hun:
LÆS OGSÅ: Når kunstnere vil vise det usynlige
Dengang var porten en almindelig egetræsport, som man også ser på rådhuse rundt omkring. Og jeg tænkte, at en kirkeport er noget specielt, så her skal være et forhæng et forhæng ind til det allerhelligste. I Det Gamle Testamente er bekrevet et forhæng, som kun ypperstepræsten må gå igennem én gang om året med et dyreoffer. Men i Det Nye Testamente er det slut med blodofre, fordi Jesus ofrer sig for mennesket, der nu kan møde Jesus ansigt til ansigt. Og når man går ind gennem forhænget i Viborg Domkirke, går man ind for at møde Jesus i gudstjenesten.
Maja Lisa Engelhardt, der til daglig bor i Paris, har stået for kirkeudsmykninger i adskillige andre danske kirker, og værkerne er som oftest meget farvestrålende. Men det er porten i Viborg Domkirke ikke, for den må ikke overskygge Joakim Skov-gaards vægmalerier inde i kirken. Selvom Viborg Domkirkes port er gjort i metaller, er der dog stadig plads til farvespil med lyset:
Relieffet på ydersiden er i mørk, patineret bronze. Når man forlader kirken igen efter gudstjenesten, går man ud gennem det samme forhæng. Men på indersiden er relieffet blot udført i gyldent sølv. På den måde kan man opleve, at forhænget åbner sig ud til lyset, som reflekteres i overfladen, forklarer Maja Lisa Engelhardt
Der åbenbarede sig dog rent teknisk et naturligt problem i overgangen fra en knirkende egetræsport til idéen om et forhæng i bronze:
Der er noget absurd over at sætte et håndtag i et forhæng, ikke? Så i processen valgte vi at lave en lille åbning, hvor man kan sætte et par fingre på døren, og så åbner den sig helt automatisk, lige så langsomt som et forhæng går fra, forklarer hun.
Bronzestøbere i Italien har stået for at støbe og legere det relief, der nu pryder kirken. Men Maja Lisa Engelhardt har selv modelleret støbeformen i ler og på den måde sat sin signatur rent bogstaveligt:
Hvis man går helt tæt på porten, vil man kunne se mine fingeraftryk overalt i relieffet. Så på den måde er det virkelig min dør. Men der er forskel på at gå i kirke og gå på museum, og porten er ikke lavet for at folk skal komme og beundre min kunst. Viborg Domkirke får en værdig indgang nu, som en helt naturlig del af det at gå ind til en gudstjeneste, slutter hun.