Bøn er ikke længere forbundet med tabu eller blufærdighed, fastslår iagttagere.
”Der er sket en langt større integration af den religiøse dimension for den almindelige dansker,” siger Anders Laugesen, journalist og vært på DR's Mennesker og Tro:
”Der har altid været grupper af folk, der er gode til at bede og formulere bønner, men det, jeg synes, vi ser her, er, at mennesker, der ikke er vokset op med en form for bønspraksis, tager det til sig.”
Ifølge Kirstine Helboe Johansen, adjunkt ved Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, er der ingen tvivl om, at det rent sociologisk er blevet mere almindeligt at tale om religion og spiritualitet.
”Når man ser kendte mennesker som Hella Joof og Simon Kvamm gå frem med deres tro, er det med til at tydeliggøre, at det ikke længere er tabubelagt, men noget man taler om. Men derfor kan man ikke konkludere, at den etablerede bøn, som den, man beder med sit barn ved aftenstid, eller før man spiser, har været under indflydelse. Det er mere den frie bøn, hvor man sender Gud en kærlig tanke, der er populær. Det er vigtigt at adskille de to,” siger Kirstine Helboe Johansen.
Hun ser også åbenheden over for det spirituelle og religiøse kendetegnet ved, at det ikke binder sig til en institution, men er noget, den enkelte bærer. At bøn ofte ikke binder sig til en institution, giver ifølge Anders Laugesen folkekirken nogle nye muligheder.
”Det er underligt, at kirken ikke tager notits af den her strømning. Præsterne burde lade sig inspirere til, at folk kan komme med forslag til, hvad der bedes for, eller lave stop undervejs i gudstjenesten hvor folk kan bede højt. Men det er vanskeligt for folkekirken at rumme alle, den skal jo også rumme de mere blufærdige,” siger han.
Især nye former for bønner har vundet frem.
”Den klassiske bøn bruger formuleringer, som sprogligt ligger et andet sted, end folk er i dag. De mange nyskrevne bønner bliver formuleret i et mere moderne sprog, man bedre kan forholde sig til. Det er det almindelige menneskes indre mod til at formulere det, der ligger på hjerte,” siger Anders Laugesen.
Provst Kirsten Jørgensen, der er forfatter til flere bønnebøger, henviser til ældre undersøgelser, der viser, at bøn er en udbredt praksis, som hver anden dansker kender. Men hun oplever, at mange er fattige på ord om tro:
”Bønnen kan tilbyde sprog, og man behøver ikke at tro for at bede, men det kan være, at man kommer til at tro ved at bede. Bønnen er en inspiration, hvor ånden kommer i omløb, for vi beder ikke til en Gud, som er fraværende, men til den Gud, som har vist sig, og som er opstået.”
Mennesker i dag søger ikke kun en tro, men også en trospraksis, fortæller Jette Dahl, stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift.
”Jeg har været præst i over 35 år og oplever en udvikling i retning af en større længsel efter en daglig trospraksis, og bøn er her centralt. Målgruppen, jeg arbejder med, er generelt stået af gudstjenesten, for de efterspørger at kunne deltage aktivt. Derfor plejer jeg at sige, at den egentlige gudstjeneste begynder mandag, for bønnen som hverdagspraksis kan de forholde sig til,” siger hun og tilføjer:
”Mennesker er ved at drukne i sig selv, og stress er en folkesygdom. Vi har brug for de pauser, bøn kan give, og at overgive os til noget andet end os selv.”
Jette Dahl oplever en længsel efter at komme ud over den blufærdighed ved bøn, som ifølge hende stadig findes, og understreger, at folk efterlyser mere åbenhed og fælles bøn.