Befrielsesteologien har fået sit gennembrud i Vatikanet

Efter at have været ugleset i årtier er befrielsesteologien budt velkommen under pave Frans. Men meget har også ændret sig siden bevægelsens storhedstid i 1970'erne

Den romersk-katolske Pave Frans har blødt op, modsat sin forgænger Benedikt XVI, omkring befrielsesteologiens valeur.
Den romersk-katolske Pave Frans har blødt op, modsat sin forgænger Benedikt XVI, omkring befrielsesteologiens valeur. Foto: Grzegorz Galazka.

Pave Frans har i februar erklæret den salvadoranske ærkebiskop Óscar Romero, der i 1980 blev myrdet under en messe, for en martyr. Det har banet vejen for, at den karismatiske kirkeleder meget snart kan blive saligkåret.

Samtidig ses handlingen som en rehabilitering af befrielsesteologien, som ærkebiskop Romero var inspireret af, og det gør spørgsmålet om pave Frans' eget forhold til den omstridte bevægelse aktuelt.

Romero stillede sig på de fattiges side i El Salvador, og mordet på ham blev organiseret af militæret og en lille gruppe af storgodsejere. Men selvom den lokale befolkning ikke var i tvivl om, at deres ærkebiskop var en helgen, har man i Vatikanet længe debatteret, om Romero blev slået ihjel for sine politiske holdninger eller for sin evangeliske indstilling.

Befrielsesteologien tolker den kristne tro gennem de fattiges lidelser og bruger dette til en kritik af samfundet og kirken. Befrielsesteologien er inspireret af marxistiske samfundsanalyser, og nogle teologer gjorde sig til talsmænd for en væbnet revolution. Af modstandere blev den derfor kritiseret for at ville gøre kristendommen til en politisk ideologi.

Siden mordet på Romero for 35 år siden har forståelsen af befrielsesteologien imidlertid forskubbet sig fra politikken hen mod en renere teologisk stillingtagen for de fattigste. Pave Johannes Paul II greb i 1980'erne ind over for aspekter af befrielsesteologien, som han beskyldte for at prioritere klassekampen over kirkens budskab om frelse.

Men denne pave var også en skarp kritiker af vestlig økonomisk liberalisme, og da muren var faldet, og den kolde krig ophørt, blev debatten mere nuanceret. Det påvirkede også synet på Romero, som mange andre kristne kirker for længst havde taget til sig som et forbillede.

Allerede i 2013 mødtes den nyvalgte argentinske pave med en af befrielsesteologiens hovedmænd, den peruvianske præst Gustavo Gutierrez. Det hele betyder, at den dynamiske og kreative teologiske strømning, som befrielsesteologien er, nu bliver en del af katolsk mainstream.

Fra sin tid som jesuit og senere ærkebiskop i Argentina er Frans dybt fortrolig med den store sociale ulighed på kontinentet. Og selvom han i sine unge år var modstander af befrielsesteologien og dens politiske ambitioner, accepterede han siden som socialt progressiv ærkebiskop af Buenos Aires dens præmis: at vælge til fordel for de fattigste.

Som pave er Frans overbevist om, at sand kristendom skal findes i solidariteten med fattige, syge og marginaliserede, og at denne indstilling bør gennemsyre kirkens liv både institutionelt og pastoralt. Men han er også overbevist om, at den folkelige katolske fromhedskultur såsom hengivenheden for Jomfru Maria og helgenerne, som den katolske middelklasse står i fare for at glemme, skaber en åndelig fornyelse i samfundet, der må gå hånd i hånd med afhjælpningen af materiel nød.

For blot få år siden ville en sådan indstilling have skabt furore blandt befrielsesteologerne, der ikke ville kunne se det som udtryk for andet end en reaktionær og patroniserende indstilling, der ikke indså nødvendigheden af at ændre uretfærdige samfundsstrukturer.

I dag er pave Frans' valg til fordel for de fattige og deres enkle gudstro til gengæld ikke til at komme udenom og en meget væsentlig del af den fornyede troværdighed, der præger hele kirken.

Det er i det lys, at pave Frans' saligkåring af Romero og rehabilitering af befrielsesteologien skal ses. Klassisk katolsk sociallære om det fælles gode og det enkelte menneskes umistelige værdighed som Guds skabning baner vejen for et stærkt socialt engagement og skaber en platform, som både pave Frans, Romero og befrielsesteologerne kan stå på.

Frans ville ikke være Frans uden befrielsesteologien. Den væbnede revolution og den marxistiske analyse må befrielsesteologerne til gengæld lade blive hjemme. Det var for så vidt også Johannes Paul og Benedikt XVI's pointe, men de manglede den nationale baggrund og følelsesmæssige appel, der gør pave Frans til en succes.