Her foregår begravelsen på chefens regning

Hjælp til en medarbejders begravelsesudgifter er tanken bag nyt initiativ

Jeg vil gerne udvise en høj moral," siger Flemming Jensen om sit medmenneskelige initiativ.
Jeg vil gerne udvise en høj moral," siger Flemming Jensen om sit medmenneskelige initiativ.

For ansatte i Flash og Fotobutikken i København er begravelseshjælp en del af lønnen. Det har det været, siden chefen Flemming Jensen i december for sine 10 medarbejdere tegnede et abonnement hos bedemandskonceptet Dø med Hjertet. Hvis en medarbejder eller en i hustanden dør, betales en begravelse til 21.500 kroner. Det koster 145 kroner pr. år pr. medarbejder.

”Jeg vil gerne udvise en høj moral og hjælpe, hvis en medarbejder står i den værst tænkelige situation, at en i deres hustand er død, eller hjælpe familien, hvis medarbejderen er død. Så de for eksempel ikke ender hos en bedemand, som er for dyr eller ikke hjælper dem ordentligt,” siger han.

Hjælpen er en håndsrækning i situationen, men også for at medarbejderen kan komme tilbage i job, og Flemming Jensen mener ikke, han overskrider en grænse ved at være en del af de ansattes privatliv:

”Jeg har spurgt dem, om de ville have abonnementet og fik kun positive tilbagemeldinger.”

Stifter af Dø med Hjertet, Jette Lund, er initiativtager til ordningen, som hun har udbudt siden november. I dag er der en abonnementsaftale med 40 virksomheder i både detailhandlen, industrien og bankverdenen, fortæller hun:

”At være bedemand er et liberalt erhverv, men det går mig på at skulle give den afdødes familie en regning i en svær tid. Med en forsikring kan jeg koncentrere mig om forholdet til familien.”

Begravelsen rummer det, hun normalt tilbyder. Eksempelvis udsyngning, kørsel og kontakt til kirken:

”Og vi følger op med samtaler med de efterladte. Så mange, som de har brug for. Jeg ser det som et medarbejdergode i et samfund, hvor døden stadig er et tabu. Jeg oplever, at virksomheder interesserer sig for deres medarbejdere, også når de har det svært. Der kan dog være en berøringsangst for at snakke om døden, men de tænker, at de viser interesse ved at købe tilbuddet.”

Hvis en medarbejder eller en i husstanden ikke dør, mens man er ansat, får man ikke begravelseshjælpen. Den går til de andre ansatte.

Hos Danske Bedemænd med 280 medlemsforretninger, som Jette Lund ikke er en del af, har man ikke før hørt om et lignende tiltag, hvor en bedemand samarbejder med en virksomhed. Forretningsfører Axel Jørgensen fortæller dog, at bedemænd, blandt andet hos Danske Bedemænd, tilbyder enkeltpersoner en ordning, hvor de kan spare op til begravelsen. På samme måde har enkelte fagforeninger og virksomheder særlige begravelseskasser, som dog primært hjælper familier i økonomiske vanskeligheder.