Bekendelse for professionelle kristne

OLDKIRKELIG BEKENDELSE: Den athanasianske trosbekendelse udlægger på smuk og klar vis Vestkirkens treenighedslære, men den har ikke haft folkelig gennemslagskraft. Måske fordi den oprindelige funktion var at mane til frygt

Tiden sig nærmer, hvor kirkeklokker kalder til påskegudstjeneste i det ganske land. Historien om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse er igen højaktuel, og rigets præster vil forsøge at udlægge mysteriet om mennesket Jesus, der led og døde for siden at opstå i guddommelig skikkelse.

Det paradoks, at Jesus på én gang er sandt menneske og sand Gud, har til alle tider skabt furore, betagelse, debat. Men mens årets danske kirkegængere ikke skal forvente bål og brand, hvis de forbryder sig mod kirkens udlægning af treenighedslæren, var forholdene ganske anderledes i den tidlige middelalder. Her handlede det om at nedfælde formuleringer, der kunne udpege kættere og vantro.

Og Den athanasianske trosbekendelse blev netop til med det formål. Kirken ønskede at forskanse sig mod falsk kristen lære, og på enkel og kort form opstillede den et skrækscenarium for de vantro. Derfor er det heller ikke en bekendelse, der nødvendigvis får mange rosende ord med på vejen.

– Den athanasianske trosbekendelse er den mest problematiske af de tre bekendelser. Målet er at få mennesket til at tro på den rette måde, og den truer med Helvedesstraf for de fortabte, fortæller Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi på Københavns Universitet.

For ham at se har Den athanasianske trosbekendelse et helt andet sigte end de to andre oldkirkelige bekendelser, som også er langt mere kendte og udbredte i dag.

– Hvor man kan sige, at den apostolske og den nikænske trosbekendelse bruges som briller til at se på Gud, gælder det for den athanasianske trosbekendelse, at den bruges som briller til at se på mennesket. Med den i hånden kan der føres kirkelig justits, pointerer Niels Henrik Gregersen.

Hans pointe træder tydeligt frem i bekendelsens indledende og afsluttende fase. Her slås det fast, at "de, som har handlet godt, vil indgå i det evige liv, de som har handlet ondt, til den evige ild. Dette er den katolske tro; den, som ikke tror den fast og urokket, vil ikke blive frelst."

Begynder man at lede efter det polemiske skrifts forfatter, har der gennem tiderne været megen diskussion. I middelalderen var man af den klare overbevisning, at ophavsmanden var den berømte Athanasios, biskop af Alexandria i det 4. århundrede. Det afvises i dag, da teksten er skrevet på latin og derfor ikke hører til i Athanasios' græsksprogede Østkirke.

Niels Henrik Gregersen fremfører også det forhold, at bekendelsen ikke har noget økumenisk præg og dermed ikke er tænkt som en bekendelse, der skal samle kirken. Den har alene været til brug i Vestkirken som afskærmning mod kættere. Nogle forskere peger på Spanien eller Sydfrankrig som oprindelsessted.

Uomtvisteligt er det, at den er stærkt inspireret af den treenighedslære, som er formuleret af den store kirkefader Augustin (354-430), og dermed kan den tidligst dateres til det 5. århundrede.

Et andet iøjnefaldende træk er, at Den athanasianske trosbekendelse i sit indhold forudsætter, at de oldkirkelige stridigheder om treenigheden og Kristi to naturer er afsluttet. Målet er at give en sammenfattende skildring af treenigheden på en overskuelig måde.

På indholdssiden kan Niels Henrik Gregersen nemt få øje på bekendelsens styrke. Den er, som han fremhæver, et præcist udtryk for kirkelig ortodoksi med filosofiske formuleringer, hvor det teologiske indhold ikke står til diskussion.

At bekendelsen skal ses som mere end et læredokument, der retter sig mod datidens kætterier fremføres af Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet. Bekendelsen ser hun lige så meget som en tekst, der fastslår, hvad det er for en Gud, kristne bekender sig til.

– Og så har den nogle berømte formuleringer, som fanger den indbyggede spænding i kristendommen, fortæller Else Marie Wiberg Pedersen.

Hun fremhæver blandt andet sætningen: "Således er Faderen Gud, Sønnen er Gud, Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud. (15-16)." Det geniale består i at skelne uden at adskille og sammenholde uden at sammenblande, siger hun.

– Teksten stræber hele tiden efter at sammentænke og adskille de guddommelige naturer. Det er skildringer af smukke to- og treheder, hvor kristendommens indbyggede spænding sættes på en opremsende formel.

Derfor er det heller ikke underligt, at Den athanasianske trosbekendelse i middelalderen blev sunget ved gudstjenesten og reciteret i klostrene. Men i udgangspunktet var teksten ikke skrevet til liturgisk brug, og Else Marie Wiberg Pedersen påpeger da også, at den ikke egner sig til udsigelse for lægfolk.

– Af selv samme grund har den heller aldrig vundet indpas i kirken. Den er rettet mod professionelle kristne, der ønsker at reflektere over treenigheds- og to-naturlæren, fortæller hun.

Bekendelsens stærke betoning af to-naturlæren kan, ifølge Else Marie Wiberg Pedersen, være en af forklaringerne på, at Luther talte om den som ét af kristendommens tre symboler.

– To-naturlæren var fantastisk vigtig for Luther, og den står centralt i Den athnasianske trosbekendelse.

Med Luthers fremhævelse af Den athanasianske trosbekendelse og dens optagelse i de lutherske kirkers konkordiebog i 1580, var det ganske naturligt, at den hundrede år senere blev en del af den danske kirkes bekendelsesskrifter.

Men blandt kirkefolket i bred forstand har den altså aldrig rigtig vundet frem.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

FOLKEKIRKENS BEKENDELSESSKRIFTER

Den danske folkekirke bygger på fem forskellige bekendelsesskrifter og trosbekendelser, der tilsammen definerer folkekirkens tro og lære. Ud over Den athanasianske trosbekendelse drejer det sig også om Den apostolske trosbekendelse og den nikænske trosbekendelse, som begge er fra oldkirkens dage. Herudover er der de to lutherske skrifter: Den augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus, som begge stammer fra 1500-tallet.

DEN ATHANASIANSKE TROSBEKENDELSE

Selvom Den athanasianske trosbekendelse fandt plads blandt de kirkelige bekendelser, har den gennem hele historien spillet en lille rolle. Formularen er opbygget af 40 korte passager, der fremsætter den kristne treenighedslære. Som det fremgår af bekendelsens indledning opstiller den et fortabelsesscenarium for dem, der bryder med den sande lære:

For enhver, der vil frelses, er det frem for alt nødvendigt at fastholde den katolske (almindelige, red.) tro.

Den, som ikke bevarer den hel og ubrudt, vil uden tvivl gå fortabt.

Men den katolske tro er denne: at vi ærer én Gud i tre personer og tre personer i enhed.

Og vi sammenblander ikke personerne og adskiller ikke Guds væsen.

Hvem stod bag?

I middelalderen mente man, at Den Athanasianske trosbekendelse var forfattet af den berømte Athanasios, biskop af Alexandria i det 4. århundrede. Siden er det afvist, at han har haft noget med bekendelsen at gøre. Teksten forudsætter et kendskab til Augustins treenighedslære og er blevet til et århundrede senere i den daværende Vestkirke.

SERIE OM BEKENDELSER

Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er den ottende i serien.