Belgierne raser over afgået biskop

Belgien er i chok over interview med en biskop, der sidste år blev tvunget til at gå af for overgreb på sin egen nevø. Nu indrømmer han at have forgrebet sig på en anden nevø

Roger Vangheluwe måtte i april 2010 trække sig fra sin bispepost i Brugge. --
Roger Vangheluwe måtte i april 2010 trække sig fra sin bispepost i Brugge. --. Foto: ReutersVT4.

Fordømmelserne regner ned over den i forvejen skandaleramte belgiske biskop Roger Vangheluwe, efter at han i et timelangt interview på flamsk tv benægtede at have gjort noget seksuelt, da han misbrugte sin nevø, fra denne var 5 år, til han var 18 år. Samtidig indrømmede han, at han igennem et år forgreb sig på sin anden nevø.

"Jeg opfatter det slet ikke, som om jeg er pædofil," sagde biskoppen på flamsk tv, hvor han beskrev det forhold, han havde til nevøerne, som "bare en lille smule intimitet".

LÆS OGSÅ: Katolsk talsmand går i vrede

Biskoppen, der gemmer sig et sted i Frankrig, ønskede at tage til genmæle efter et år i mediernes vridemaskine, siden han i april 2010 måtte trække sig fra sin bispepost i Brugge på grund af skandalen.

Men i stedet er det lykkedes ham at få både politikerne og befolkningen grundigt på nakken med sine forklaringer om, at han "slet ikke var af den opfattelse, at nevøen havde noget imod det. Tværtimod."

Lederne på de belgiske medier flyder over med skældsord. "Ydmygende, chokerende, ulækkert og kvalmende" skriver den flamske avis De Morgen, mens De Standaard supplerer: "Hvilken blind mand. Hvilken tragisk uformåen til at påtage sig det, han er, og det, han har gjort mod andre."

Den belgiske justitsminister, Stefaan De Clerck, kalder udtalelserne "et slag i ansigtet på hans ofre" og undrer sig over, at Vatikanet ikke for længst har taget præstekåben fra ham. Statsminister Yves Leterme langer ud efter kirken.

"Kirken må påtage sig sit ansvar. Dette kan ikke fortsætte," siger han.

Vatikanet havde kort før interviewet bedt biskoppen forlade Belgien og søge "åndelig og psykologisk behandling", ligesom han heller ikke må udføre sit præsteembede. Men både efter Vatikanets regler og belgisk lov er sagen mod den 74-årige biskop forældet, så der bliver ikke tale om yderligere sanktioner.

Der er endnu ingen officiel reaktion fra den katolske kirke. Men biskoppen i Hasselt, Patrick Hoogmartens, begræder sagen.

"Jeg beklager, at han har så lidt empati for, hvilke traumer ofrene gennemgår, og hvilke smerter han har pådraget både kirken og samfundet," siger Hoogmartens.

albrechtsen@k.dk