Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg har en stor tillid til Gud. Han er god, og det hele ender godt. Gud har en plan med os, selvom vi ikke altid kan få øje på hverken den eller på Gud og hans rige. Men jeg tror af hjertet på, at Guds rige er her, både nu og efter døden. Man kan sige, at jeg har en forestilling om en usynlig virkelighed, der overstråler alt, hvad vi i vores vildeste fantasi kan forestille os med vores jordiske sanser.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg voksede op i præstegården i Store Heddinge på Stevns, hvor min far var præst. Min farfar og min morfar var også præster, så troen var en naturlig del af livet, både i hjemmet og i skolen. Jeg gik på en grundtvigiansk friskole i Rødvig, og så sang jeg i kirkekor. Dermed ikke sagt at det var et lukket, elitært kirkeligt univers, jeg blev opfostret i. Der blev også talt naturvidenskab, åndsfriheden var stor, og der var plads til at tænke selv. Det giver stadigvæk nogle spændende samtaler, når vi mødes i dag.
Hvad har udfordret din tro?
På det personlige plan har jeg været forskånet for de store anfægtelser. Men Bibelen udfordrer mig, næsten hver gang jeg læser i den. Min hjerne har det med at harmonisere og sandsynliggøre virkeligheden. Men når jeg så åbner bogen og læser om Det Gamle Testamentes svovlende Gud og om miraklerne og underne, bliver jeg udfordret og skubbet rundt. Jeg kan personligt sagtens acceptere, at Jesus gjorde alle de fantastiske ting. For hvis ikke Guds Søn skulle kunne det, hvem så? Men når jeg som præst skal fortælle om det, så står jeg med balladen.Dengang Bibelen blev til, var begivenheder som for eksempel, at Jesus går på vandet eller helbreder syge, med til at overbevise folk om, at han virkelig var Guds søn. I dag tror jeg, at mange ville have haft det nemmere med kristendommen, hvis Jesus havde gjort nogle helt almindelige ting. Men kristendommen er ikke en sovepude. Jesus bragte fred ind i verden, men også en udfordrende, urolig sitren. Heldigvis.
Hvad har formet den tro du har i dag?
Det er ikke muligt for mig at pege på konkrete begivenheder og sige, at dér skete der en hel masse. Troen er nærmere en form for ekko i mit liv. Det, der giver ekkoet, er lyden af Gud, der kalder, og så lyden af mit livs erfaringer. Både de erfaringer, jeg har fået i samværet med andre mennesker – og her spiller hverdagen med den nærmeste familie og venner og deres ord og handlinger en meget vigtig rolle – og de nederlag og sejre, som jeg har mødt på min vej gennem livet. Hele den sum af erfaringer bliver så bearbejdet og formet til tro, ligesom en keramiker former sin krukke. Måske kan man sige, at troen formes, når der er en slags pingpong mellem på den ene side livets erfaringer og på den anden side Guds løfter til os.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag uden tro. Den er for mig lige så naturlig som sproget og talens brug, og ligesom jeg godt kan tie stille og læse en bog, kan jeg også godt foretage mig ting uden at tænke på min tro. Men troen er alligevel tilstedeværende og former meget af det, som jeg foretager mig, også når jeg efterfølgende evaluerer mig selv og mine egne handlinger. Det er og bliver med ordene fra Salme nr. 90: ”Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt.”
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Om de lige er forbilleder, er nok for meget sagt. Men jeg inspireres i øjeblikket meget af H.A. Brorson og svenskeren Carl Michael Bellman, som begge er vældig livskraftige i deres poesi og dygtige beherskere af sproget. Selvom de var forskellige – den ene kirkens mand, den anden hoffets visesanger – er der også ligheder. For begge styrter sig – i hvert fald i poesien – ned i livets store afgrunde og lader sig hvirvle rundt af ånden. Midt i 1700-tallet, fornuftens og oplysningstidens århundrede, tillader de sig på hver sin måde at miste fodfæste og selvkontrol og gribes af livet. Og selvom Bellmans digtning mest er drikkeviser, er det slet ikke så fjernt fra evangeliet, som man kunne tro. For ligesom de fornedrede – de spedalske, tolderne og den korsfæstede – ophøjes i skrifterne om Jesus, sådan ophøjes også de skæve og fordrukne eksistenser i Bellmans viser. Her bliver den prostituerede kaldt Frejas ypperstepræstinde, og værtshusets stamgæster udnævnes til Bacchi herolder. Det smukkeste findes hos dem, som ringeagtes og er lavest i samfundets øjne. Det kan jeg godt lide.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det var, da jeg i Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne læste ordene ”Bed uophørligt”. Nu er det ikke sådan, at jeg konstant beder, hverken ritualiseret eller frit, selvom jeg nok burde. Men Paulus’ råd om at bede uophørligt peger på, at det at være kristen er at have et forhold til Gud, og et forhold holdes bedst i live ved, at man har kontakt med hinanden og snakker sammen. Det kender man også fra venskaber og ægteskaber. Taler man ikke sammen en gang imellem, er der ikke meget forhold tilbage. Det visner. Sådan er det også med Paulus’ råd: Bed uophørligt. For det er ganske vist en formaning, men det er også et løfte om, at jeg har en ven, der vil lytte på mig hele tiden, også selvom Gud ikke altid svarer som forventet.