”Barmhjertighed? Hvilken barmhjertighed?”.
Den irakiske biskop Nicodemus Sharaf nærmest spytter ordene ud i foragt. Han er så vred, at det røde fuldskæg dirrer om hagen på ham, mens hans pegefinger fægter i luften.
”Under ramadanen, måneden, muslimer kalder for barmhjertighed, kom de og slog os ihjel, fordrev os fra vores hjem og stjal alt, hvad vi ejede. Under barmhjertighedsmåneden! Det er den slags barmhjertighed, der er i islam,” tordner Nicodemus Sharaf.
Han er den syrisk-ortodokse ærkebiskop i Iraks næststørste by, Mosul, og var den sidste kirkeleder, der flygtede, da Islamisk Stat (IS) for et år siden erobrede byen og gjorde den til et af hovedcentrene i bevægelsens kalifat.
I dag lever han i eksil i den kurdiske by Erbil i Nordirak og har svært ved at skjule sin frustration over den situation, islamisterne i Mosul har bragt ham og de andre kristne fra byen i. Op mod 160.000 kristne irakere måtte flygte, da Mosul faldt til IS. Der har boet kristne i byen i over 1900 år, men i dag er der formentlig ikke en eneste tilbage.
At problemerne for kristne ville eskalere, var der lagt op til over længere tid, forklarer biskoppen. I årevis har de kristne levet under chikane fra ekstremister i byen.
”Sunnimuslimerne i Mosul er ubegribeligt fanatiske. Det er ikke noget nyt. Men vi levede med det. Vi kunne ikke bare forlade vores hjem og det land, hvor vores forfædre har levet og ligger begravet. Vi elsker landet, det er vores problem.”
Problemerne tog til, efter landets tidligere diktator Saddam Hussein blev væltet i 2003. Siden da har lovløsheden hersket i Mosul.
”Tidligere kunne man tage sin telefon og ringe 104 og få fat i politiet. Men alle har været overladt til sig selv, efter at vi fik 'demokrati',” siger biskoppen og vrænger ad det sidste ord som en hånlig kommentar til de senere års vestlige indblanding i Irak.
Det har tæret hårdt på ham og på resten af de 3000 flygtede familier fra hans stift at leve i uvished og på flugt i et helt år. De flygtede får mad, og har også senge at sove i, men livet handler om mere end blot de basale behov, siger biskoppen.
”Som kirke prøver vi at holde modet oppe hos vores folk. Vi fortæller dem, at Gud er med os, og at det hele får en ende. Vi forsøger virkelig, men folk har mistet håbet,” siger han.
Modløsheden er særlig udtalt i denne tid, hvor det er et år siden, at islamisterne fordrev de kristne fra Mosul. IS sidder stadig på magten i byen, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil ændre sig snarligt. Det får de kristne til at sætte spørgsmålstegn ved fremtiden:
”Alt virker tåget foran os,” siger Nicodemus Sharaf.
Selv hvis IS skulle blive fordrevet fra Mosul, kommer de kristne næppe til at vende tilbage. Tilliden til folk er forsvundet, især efter at Nicodemus Sharaf fandt ud af, at det var naboerne, der havde revet korset ned fra den syrisk-ortodokse Skt. Efraim-kirkes tårn.
”Tænk engang, vores naboer, som vi betragtede som vores gode venner. Med ét vendte de os ryggen. Hvordan skal vi kunne bo sammen med de mennesker igen?”.
Skuffelsen har gjort, at biskoppen i dag har en stærk vrede rettet mod islam. Ikke imod muslimer, understreger han, men imod religionen islam og hele den ideologi, der udspringer deraf. Han mener, at problemerne afspejler kulturforskelle mellem kristendommen og islam:
”Som kristent folk har vi brug for nogen til at håndhæve loven. Vi er ikke oplært til at slås, plyndre og dræbe. Det er koncepter, der hører islam til. Vi er et kulturelt og civiliseret folk, der vægter kultur og dannelse. Det er alt det modsatte af, hvad islamisterne står for med deres volds-ideologi,” siger han.
Da han for få dage siden fandt billeder på internettet af sin kirke i Mosul og kunne se, at islamisterne havde omdannet den til en moské, mistede han den sidste tro på, at noget godt kunne komme fra islam.
Klokkerne var revet ned. Det store kors ved indgangen var muret over og overmalet med IS' sorte flag, og den lyse kuppel malet sort.
”De kalder islam for fredens religion. Men IS gør blot, hvad Koranen dikterer,” siger han og henviser til den del af Koranen, der betegnes ”Omvendelsen”.
”Dræb, dræb, dræb,” reciterer han, mens han holder en fiktiv koran foran sig i udstrakte arme.
”Alle, der ikke tror på Allah, alle, der ikke tror på Muhammed - dræb dem. Sådan er budskabet i 'Omvendelsen'. Jeg kan ikke se et eneste budskab om fred eller sameksistens i Koranen. Så siger de, at Bibelen har lignende tekster. Men dem finder man kun i Det Gamle Testamente,” siger han.
I teorien kunne kristne muligvis være blevet i Mosul uden at være blevet dræbt. Da IS indtog byen, råbte de fra højttalerne i minareterne, at kristne kunne vælge mellem at omvende sig til islam, forlade byen eller dø. Men efter et par dage fik de også muligheden for at blive boende, hvis de betalte en særlig islamisk skat.
At leve som dhimmi, som er den islamiske betegnelse for en ikke-muslim i kalifatet, er dog det sidste, nogen kristen har lyst til, understreger Nicodemus Sharaf:
”En dhimmi er en slave. Skatten er blot en lille del af det. Altid skal man være muslimer underlegen.”
Nogle af reglerne for en dhimmi er, forklarer han, at man skal klippe sit pandehår, så alle kan se ens status. Hvis ens hus er højere end ens muslimske nabos, skal man overlade huset til naboen. Og hvis man sidder ned, og en muslim kommer forbi, har muslimen krav på stolen.
”Ordet dhimmi er skrækkeligt at høre for en kristen. Vi er ikke slaver. Hvordan kan nogen tillade sig at sige, at vi skal betale for at bo i vores eget hjem?”, spørger han.
Om det ville være muligt at leve som kristen i Mosul, er uvist. Ingen kristne fra Mosul valgte, så vidt vides, at blive boende og betale IS for en tvivlsom beskyttelse. Det var den værste af de valgmuligheder, IS gav de kristne, mener Nicodemus Sharaf:
”En kristen er bedre tjent med at vælge døden end at bo som en slave hos IS.”