Måske bliver det omdiskuterede forslag om tidsbegrænset ansættelse af biskopper helt overflødigt fremover.
I hvert fald har tre af folkekirkens biskopper på bare to år valgt at stoppe før tid, uden at loven krævede det. Senest biskoppen i Viborg Stift, den 68-årige Karsten Nissen, som i går meddelte, at han går af efter 18 år i bispeembedet. Det er helt usædvanligt, at biskopperne vælger at gå før deres pensionering som 70-årige, understreger lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ: Karsten Nissen stopper som biskop
Tendensen vil øjensynligt tage luften ud af forslaget om åremålsansættelse, det vil sige tidsbegrænset ansættelse af biskopper, vurderer han. Forslaget blev i 2012 fremsat af daværende kirkeminister Manu Sareen (R), som talte om en ansættelsesperiode på 10 år.
De fleste har ikke brug for at sidde længere, siger Carsten Bach-Nielsen.
Ud over Karsten Nissen valgte biskop Kresten Drejergaard i 2012 at gå af for at blive præst ved Den Danske Kirke i Genève i Schweiz, og i 2013 valgte biskop Niels Henrik Arendt at stoppe for at blive sognepræst i Vestjylland. Biskoppernes afgang hænger sammen med forandringer i embedet, mener Carsten Bach-Nielsen.
En del af forklaringen er, at bispeembedet har ændret sig fra at være den absolutte magtfulde topstilling til at være en slags inspirator og fyrtårn. I gamle dage blev man kirkens general, til man gik på pension. Provsterne er gået med magten. Derfor er det heller ikke sådan, at man behøver at holde sig ved magten. Nu spiller moderne livsstil ind, og har man præget sit stift, som man vil, gider man måske ikke sidde og glo de sidste tre år, men vil hellere dyrke nogle andre interesser, siger han.
LÆS OGSÅ: Karsten Nissen: Intet job er bedre i verden
Trods det nye i, at biskopper ikke holder fast til det sidste, er det en helt naturlig beslutning, mener tidligere teologiprofessor Viggo Mortensen.
Det, der måske kan undre, er, hvor længe de andre biskopper bliver siddende.
At biskopper stopper før tid, behøver ikke at betyde, at kaldstanken hører fortiden til, mener han.
Der er både et ydre og indre kald. Det indre kald er udtryk for, at biskoppen ser sit hverv som en opgave, hvor man står til ansvar for Gud: Det er ikke bare et job. Det indre kald er den bevidsthed, hvorindenfor man udøver sit arbejde. Det ydre kald tildelt af præster og menighedsråd i stiftet og udtrykt i ministeriets udnævnelse, er selvfølgelig underlagt de almindelige bestemmelser for den pågældende stilling. Og den kaldelse må selvfølgelig stoppe på et tidspunkt, for man skal ikke nødvendigvis dø i embedet. Det gør ikke engang paven længere, siger han med henvisning til pave Benedikt XVI, der i 2013 som den første pave i næsten 600 år valgte at gå på pension.