Bispekandidat kritiseres for sit syn på Gud

Den britiske tronarving prins Charles og hertuginde Camilla mødte tirsdag overlevende fra Utøya-massakren. ...

Bispekandidat i Ribe Stift, Elof Westergaard, er blevet kritiseret for ikke at anerkende den evige, almægtige og overnaturlige Gud. Her ses Vor Frue Kirke Maria, Ribes Domkirke. Foto: Christian Ringbæk/ Denmark / Scanpix

Elof Westergaard, der ønsker at blive biskop i Ribe Stift, møder kritik for ikke at anerkende den evige, almægtige og overnaturlige Gud

Ribe Stift kan meget vel få en biskop, der ikke anerkender forestillingen om en evig og overnaturlig Gud. Sådan lyder kritikken, der tager afsæt i bogen Gudstjenestens bønner, som sognepræst, provst og bispekandidat i Ribe Stift Elof Westergaard er medforfatter til.

Debatten har stået på i sydjyske medier i flere dage, og i Kristeligt Dagblad har den tidehvervske sognepræst i Skjern, Claus Thomas Nielsen, skrevet, at bogens efterord gør op med forestillingen om en evig, almægtig og opstanden Gud. Han hæfter sig ved en sætning i bogen, om at forfatterne i dag søger et opgør med den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturligt magt uden for verden.

Når man som præst har skrevet under på denne formulering, så har man enten oplevet en livsomstyrtende omvendelse til ateismen, eller så har man altid været ateist, og præsteløftet og de kristne bekendelser til en evig og almægtig treenig Gud har aldrig været andet end ordgymnastik, skriver han i debatindlægget, hvor han også undrer sig over, at en mulig biskop gør op med samtlige af folkekirkens bekendelsesskrifter, når det netop er hans vigtigste opgave at sikre, at gudstjenester foregår i overensstemmelse med disse.

LÆS OGSÅ: Kirkegårdens protektor

Også dr.theol. Carsten Breengaard er kritisk over for teologien i bogens efterord, som han kalder en sentimental afsporing af nytestamentlig tænkning. Heller ikke han ser dette som heldige forudsætninger for en mulig ny biskop i Ribe Stift.

Hvis han tager afstand fra den skabende og opretholdende Gud, vil han som biskop have svært ved at fremsige trosbekendelsens første led, om at han tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber. Dermed er vi tilbage ved problemet med Grosbøll, som i sit embede sagde en masse ting, han faktisk ikke troede på. Menigheden vil ikke kunne forstå det, og internationalt vil store både lutherske og katolske kirker korse sig, hvis de hører sådan noget fra en biskop.

Præst i den grundtvigske frimenighed i Ryslinge på Fyn Mikkel Crone Nielsen kalder efterordets teologi for hulbrystet.

Der er ingen tvivl om, at den teologi, der lægges for dagen i bønnesamlingens efterord er lidt barnagtig, men samtidig også meget hovmodig over for den teologiske tradition og for Gud selv. Efterordet er et udtryk for en senmoderne teologi, der gør mennesket alt for stort og Gud meget lille, og det er ikke en teologi, jeg vil abonnere på. Men derfor kan nogle af bønnerne alligevel godt bruges. Jeg synes ikke, at bønnebogens efterord i sig selv gør Elof Westergaard uegnet som biskop.

Elof Westergaard selv undrer sig over anklagerne.

Jeg kan kun smile over tanken om, at jeg ikke skulle tro på Gud. Jeg bekender gerne min tro på Gud, den evige, almægtige og opstandne Herre, og hvis man læser bogens bønner igennem, vil man se, at de alle bekræfter troen på Gud som Fader, Søn og Helligånd, siger han og tilføjer, at Claus Thomas Nielsen desuden glemmer den sidste del af sætningen om opgøret med den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden. Denne fortsætter nemlig for i hø-jere grad at fokusere på nærværet mellem Gud og menneske.

Og det er ellers den vigtigste del af sætningen. Vores anliggende er netop er at fokusere på nærværet mellem Gud og menneske. Det er dette nærvær, som bærer mit liv.

Heller ikke lektor i teologi ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg ser nogen benægtelse af den almægtige og evige Gud.

Efterordet gengiver god, gedigen luthersk teologi, der koncentrerer sig om den inkarnerede Gud i Jesus Kristus. Der er tale om et klassisk billede af den Gud, vi møder i gudstjenesten, formuleret i et sprog, der passer til det 21. århundrede.